Sådan foregøgler regeringen offentligheden, at der skal udtages lavbundsjorder for at tvinge landbruget til at levere sin del af klimabesparelserne. Modellen er blevet kendt som hockeystaven, hvor det først er til allersidst, der vil blive leveret

Det går alt for langsomt med at tage klimabelastende landbrugsjord ud af drift. Indtil nu er der blot givet tilsagn til projekter, som dækker i alt 4.769 hektar, men ingen af markerne er dog reelt under vand i dag. Der skal langt skrappere værktøjer på bordet, hvis målet om at der skal udtages 100.000 hektar lavbundsjord inden 2030 skal nås. Det skriver DR Nyheder 13. april 2022

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) kaldte det ”danmarks- og klimahistorie”, da alle Folketingets partier – undtagen Frie Grønne og Alternative – i oktober 2021 kunne præsentere en aftale for den grønne omstilling af landbruget. Men de seneste opgørelser, som DR har rekvireret, viser, at der er lang vej til at nå det centrale mål i aftalen. Nemlig udtagning af lavbundsjorde – jordtyper med et højt indhold af kulstof, som afgiver store mængder CO2.

Fra rapporten “Vidensyntese om kulstofrig lavbundsjord” fra DCA ved Aarhus Universitet
Fra rapporten “Vidensyntese om kulstofrig lavbundsjord” fra DCA ved Aarhus Universitet
Professor Jørgen E. Olesen

Ifølge aftalen er det ambitionen, at 100.000 hektar lavbundsjorde i landbruget skal tages ud af drift inden 2030. Ud af de 100.000 hektar skal 50.500 hektar lægges under vand, og det er der indtil nu givet tilsagn til projekter, som dækker i alt 4.769 hektar marker gennem de tre ordninger specifikt rettet mod formålet. Ingen af markerne er dog reelt under vand i dag, og der er ingen sikkerhed for, at projekterne faktisk bliver gennemført.

Med syv år tilbage til at nå målet skal der årligt udtages 7.200 hektar, med mindre hele mankoen på 45.500 hektar skal hentes alene i 2029, sådan som det er beskrevet i den såkaldte ”hockeystav-model”. Det er næppe realistisk og derfor tvivler eksperter på, at processen kan gå hurtigt nok.

– Med de nuværende virkemidler og processer tror jeg ikke, at vi når i mål i 2030. Det går simpelthen for langsomt, siger Jørgen E. Olesen, der er professor og institutleder for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til DR Nyheder.

”Når det handler om anden form for samfundsmæssig nytte – infrastruktur og så videre – så griber vi nemt til ekspropriation, men når det handler om klima, så er det åbenbart ikke så vigtigt, at vi behøver ekspropriation. Det virker jo reelt, som om at vi ikke tager klima alvorligt”  Professor Jørgen E. Olesen, AU

Som en tænd/sluk kontakt

Det vurderes, at der er omkring 171.000 hektar lavbundsjorder i Danmark. Tilsammen udleder de 5,7 millioner ton CO2 om året, hvilket svarer til knap 40 procent af landbrugets samlede udslip af drivhusgasser, og ifølge Jørgen E. Olesen 10 procent af de samlede udledninger i Danmark.

Så lavbundsjordene er altså helt centrale, hvis landbruget skal bevæge sig i en grønnere retning, forklarer Mogens Humlekrog Greve, der er sektionsleder hos Institut ved Agroøkologi på Aarhus Universitet og arbejder med lavbundsjorde.

– Det her er ligesom en tænd/sluk-kontakt. I det øjeblik, du vådlægger arealerne, stopper det CO2-emissionen. Så det er et meget hurtigt virkemiddel, forklarer han til DR Nyheder.

Før der kan slukkes på kontakten, så lavbundsjordene ikke længere drænes og i stedet oversvømmes, går der bare for lang tid, mener Mogens Humlekrog Greve.

Lodsejere og landmænd skal nemlig frivilligt gå med til at afgive deres jord. Enten skal de have en økonomisk erstatning, eller også skal der måske findes erstatningsjord til dem et andet sted. Dét puslespil er med til at forklare, hvorfor projekterne kan tage flere år at gennemføre.

– Det er så tungt at gennemføre de her vådlægninger, så vi har meget kort tid til det, siger Mogens Humlekrog Greve. – Derfor tror jeg, at man fra politisk hold i løbet af kort tid vil komme til en forståelse af, at vi må gøre noget mere for at få det her gennemført.

De kulstofrige lavbundsjorde i Store Vildmose blev oprindeligt drænet og opdyrket med betydelig statsstøtte i 1930’erne. Nu skal de vådlægges igen med betydelig statsstøtte, hvis regeringens løfter om reduktion af klimagasserne skal holde. Det vil gå ud over de nye kartofler, frygter landbruget

Flere penge ville give større effekt

Den ekstra indsats kunne ifølge både Mogens Humlekrog Greve og Jørgen E. Olesen være brug af ekspropriation – altså at en lodsejer tvinges til at afgive sin jord.

– Hvis vi skal tage tyren ved hornene, skal vi også have fat i de jorde med store udledninger, og hvor dyrkningsværdien også er høj for landmændene. Det vil sige, at de skal kompenseres noget mere end det, der er lagt op til, siger Jørgen E. Olesen.

Fordi frivilligheden er afgørende, så betyder det også, at hvis bare én lodsejer afviser at være med i et større projekt med flere lodsejere involveret, så risikerer hele projektet at falde til jorden.

Det er den aggressive dyrkning af de kulstofrige mosejorde, der er årsag til de største udslip af klimaskadelige gasser. Landbruget er ikke meget for at slippe de udstrakte mosearealer, da netop de er særdeles velegnede til stordrift med effektive landbrugsredskaber som denne 12-furede vendeplov fra smeden i Kongerslev. Privatfoto

– Når det handler om anden form for samfundsmæssig nytte – infrastruktur og så videre – så griber vi nemt til ekspropriation, men når det handler om klima, så er det åbenbart ikke så vigtigt, at vi behøver ekspropriation. Det virker jo reelt, som om at vi ikke tager klima alvorligt, siger Jørgen E. Olesen.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) truer med at “skrue bissen på”, hvis landbruget ikke leverer frivilligt, men det har så mange andre af hans forgængere gjort i tidens løb uden at turde, når det virkelig gjaldt, så  tiden får lov at gå uden handling. Skærmfoto

Foreløbig klynger fødevareminister Rasmus Prehn (S) sig til et håb om større aktiv medvirken fra landbrugets side. Han fortæller til DY Nyheder, at ministeriet lige nu arbejder på at skabe et overblik over, hvor CO2-gevinsterne er størst, og så sætte ind der. Derudover er der nedsat en taskforce, der blandt andet skal kigge nærmere på de projekter, hvor processen er gået hurtigst, så de erfaringer kan bringes i spil andre steder.

– Nu handler det om at agere, handle og gøre noget, og det er jeg overbevist om, at dansk landbrug også gerne vil. Det var jo i høj grad også deres egen organisation, Landbrug & Fødevarer, som pressede på for, at vi skulle være så ambitiøse som overhovedet muligt, så jeg tænker også, at de vil presse på for, at deres medlemmer leverer varen, siger Rasmus Prehn.

Men viser det sig, at de frivillige aftaler ikke kan bære, så er ministeren ikke afvisende over at lægge flere og mere skrappe værktøjer – som for eksempel ekspropriation – i værktøjskassen.

– Hvis det er sådan, at vi ikke kan komme i mål med det her – og vi bliver enige om bredt i Folketinget, at det er det, der skal til – så må vi se på, om vi nogle steder skal skrue bissen lidt på, men det må være det absolut sidste værktøj, vi skal i gang med, siger Rasmus Prehn.

Hvor længe ministeren og regeringen er parat til at vente, før ”bissen bliver skruet på” oplyser Prehn dog ikke noget om.

Læs hele artiklen.

Bannerfoto: Sådan ser en virkelig hockeystav ud, når den har vundet ungdomsmesterskabet. Privatfoto

Kommentarer

  1. Søren Wium-Andersen

    Jordskatter efter CO2 belastningen
    Hvorfor indføres der ikke et system for jordskatter, som gradueres efter landbrugsjordens CO2 afgivelse? Ganske som den halvårlige ejerafgift på bilen delvist afregnes efter dens CO2 belastning.
    Lavbundsjorde udleder meget store CO2 mængder. Det er jorder, der allerede er grundigt kortlagte. Hvad ville være mere naturligt end at beskatte lavbundsjordene indtil, de igen sættes under vand?
    Det vil være en let og elegant løsning, der lader forureneren betale indtil CO2 belastningen reduceres, når arealerne igen bliver vandlidende.

    • Lars Nielsen

      Jeg har en eller anden tanke om, at landmændene måske helt tilbage i halvfjerdserne fik økonomisk støtte til at inddrage de våde jorde i produktionen, men jeg har ikke kunnet finde dokumentation for min tanke.
      Måske kan andre be- eller afkræfte min erindring.
      I mit hoved er det tudetosset at give tilskud både til at inddrage og derefter udfase brugen af lavbundsjordene.

      • I perioden 1940-1973 modtog danske landmænd typisk 66% af udgifter til opdyrkning af naturområder som støtte fra staten. I alt 1700 projekter blev gennemført. I perioden 1933 til 1983 modtog danske landmænd 50% af udgifterne til dræning, vandløbsregulering m.v. i statsstøtte. Antal projekter er aldrig opgjort, men en stikprøve fra Fyns Amt, der husede 7000 projekter på 6% af landets areal, kan tolkes derhen, at der blev givet støtte til 100.000 projekter. Alt det har jeg nøje beskrevet i bogen “Det tabte land” fra 2008, udgivet på Gads Forlag.

  2. Helt hul i hovedet, at der ikke sker mere, vi skriver jo år 2100 før de 100.000 hektar overlades til det den var engang. Og ja selvfølgelig vil landbrugssektoren igen forlange vores penge for at gøre “ os andre” den tjeneste. Og som der fortælles, så fik de også penge dengang de inddrog jorden.
    Landbruget og dens organisationer sørger virkelig for at alt er op ad bakke.
    Tak for Gylle.dk

  3. Lars boelsmand

    Som tidlige landmand tænker jeg :
    Førhen blev lavbundsjorde benyttet til afgræsning, oftest af ungdyrene
    Altså den henlå i vedvarende græs
    Nu er kvægbrugene ofte så store at ungdyrene holdes på stald for at kunne “styre” produktionen
    Lavbundsjorde bliver derfor benyttet til feks majs dyrkning
    I våde år foregår høsten i mudderbad med flere traktorer spændt for hinanden
    Hvordan ville co2 udledningen se ud hvis der igen blev afgræsset?
    Evt med stude så vi var fri for at importere fra Argentina og så videre
    Vh Lars Boelsmand
    Tidligere Ko Bonde

  4. Pingback: Landbruget har stadig lang vej til klimagevinst | Gylle.dk

Skriv en kommentar