Hvad bør naturpleje bygge på – begejstringsbrøl eller botanisk evidens?

DEBAT – Græssende heste har skabt insektparadis: Har ikke set magen i 25 år

Vintergræsning på Ebeltoft-halvøen har forvandlet et naturområde til et smukt blomsterhav med flere sjældne både dyre- og plantearter.

Sådan skriver Danmark Naturfredningsforening den 5. juli 2019 med naturvejleder Morten D. D. Hansen som kilde. Artiklen, hvis forfatter er anonym, fortsætter:

– I de 25 år, jeg har færdedes på egnen, har jeg aldrig set magen til blomstring. Hold nu kaje. Sådan lød det fra Morten D.D. Hansen, biolog og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, efter han havde været på besøg på Ebeltoft-halvøen på Mols.

Naturvejleder Morten D.D. Hansen

En blanding af forrige sommers tørke, og at Syddjurs Kommune har sat en flok heste ud i vinterhalvåret til at græsse, har nemlig givet området optimale betingelser for at blive en ren biodiversitetshimmel. Og det er den blevet, fortæller Morten D.D. Hansen:

– Jeg blev enormt glad, da jeg så, hvor farverigt og levende der var derude. Ikke kun fyldte de mest almindelige arter. Der var også aksærenpris, blodrød storkenæb, smalbladet klokke, smalbladet timian og blåhat. Og meget mere!

Den blomstrende natur har også givet plads til masser af sommerfugle og bier, fortæller biologen. Endda nogle ikke helt så almindelige af slagsen, eksempelvis den lille uldbi, blåhatjordbi og langhornsbi.

Stop! Er det virkelig rigtigt, at bare man sætter et par heste ud i nogle vintermåneder på en tør strandeng, så vælter det op med blomster og bier, når foråret kommer? Aksærenpris, blodrød storkenæb, smalbladet klokke, smalbladet timian og blåhat – og meget mere! Også insekterne myldrer frem – den lille uldbi, blåhatjordbi og langhornsbi nævnes – blot efter nogle måneders vintergræsning med nogle heste.

Jamen, er det ikke mageløst? Men hvor kommer al den herlighed fra? Er det virkelig bare et par heste, der har skabt dette paradis – eller denne ”biodiversitetshimmel” – som naturvejlederen dramatisk deklamerer?

Gøgl

Gylle.dk har spurgt et par velstimerede botanikere, om det er så nemt med naturpleje, som artiklen beskriver det. Svaret er: Nej. Artiklen er noget gøgl, uanset hvor begejstret naturvejlederen opfører sig.

Botanik-professoren, der insisterer på anonymitet af hensyn til risikoen for forfølgelse på facebook, siger:

”Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at hvor græsset tørrer ud, eller hestene tramper op, kan enårige arter spire frem. Det har jeg set i dele af min græsplæne i år, hvor vårgæslingeblomst og flipkrave stod flot i foråret. Og lige nu står grøn høgeskæg også hist og pist sammen med ganske meget hejrenæb og blød hejre – men det er altså uden heste.”


Blodrød storkenæb er en løvfældende flerårig urt med en lav, pudeformet eller nedliggende vækstform. Stænglerne er lysegrønne og stivhårede. Foto: Sten Porse, Wikipedia Common.

Problemet er bare, at aksærenpris, blodrød storkenæb, smalbladet klokke, smalbladet timian og blåhat, som er de blomsterplanter, der nævnes i artiklen, alle sammen er to- eller flerårige. Det samme gælder slangehoved, gul snerre, liden klokke og vellugtende gulaks, der vises på billederne. Det betyder, at de har alle sammen været tilstede, året før hestene ankom.

Botanik-professoren understreger: ”De fremhævede arter fra billederne er alle to- eller flerårige. Hestene sparker ikke dem i gang. Helt igennem håbløst.”

Så æren for den vilde blomstring kan ikke tilskrives hestene, da de kun har gået på strandoverdrevet i den forgangne vinter. Da der ingen beskrivelse er af overdrevet, før hestene ankom, er det fuldstændigt umuligt at sige noget som helst fornuftigt om effekten. Faktisk kan man med fuld ret mene, at disse flerårige urter har haft heldet med sig, da de åbenbart har undgået at blive ædt af hestene eller trådt i smadder!

Biodiversitetshelvede

Men ganske uanfægtet af fakta fortsætter artiklen med at sludre løs. Læs selv:

”Den store biodiversitet er bl.a. kommet, fordi Syddjurs Kommune har sat heste ud på en række mindre naturområder på halvøen. De har gået og rodet op i jorden med deres hove og ædt al den vegetation, de kunne komme i nærheden af.

Pony fra det nedgræssede naturreservat Oostvaarderplassen i Holland. Foto: Dominicus Johannes Bergsma [CC BY-SA 4.0], from Wikimedia Commons

På den måde har de forskellige insektvenlige blomsterarter haft plads til at vokse sig store, hvor buske, krat og græs normalt havde taget over.

Samtidig bliver området naturligt varieret, fordi dyrenes gødning koncentreres bestemte steder, mens der andre steder ædes helt op.

– Det er meget vigtigt, at græsningen sker med dyr, og ikke ved hjælp af maskiner. Dyrene skaber en varieret og spændende natur, hvor de store maskiner skaber et ensartet landskab, siger Morten D.D. Hansen.”

Alt sammen vældigt sympatisk men uden nogen som helst form for evidensbaseret dokumentation for denne form for ”rewilding” med græssende hovdyr. I det hele taget findes der kun meget beskeden dokumentation for, at græsning med heste kan skabe en ”ren biodiversitetshimmel”, men forskere, der påpeger dette, får læst og påskrevet af entusiastiske kolleger og fanatiske amatører.

Seniorforsker Jesper Bak, AU.

Seniorforsker Jesper Bak fra AU har efterlyst solid dokumentation for begrebet rewilding i en artikel på Altinget.dk, som vi tidligere har bragt her på gylle.dk. Bak henviser bl.a. til den tragiske affære med rewilding af Oostvaardersplassen i Holland, der endte som et biodiversitetshelvede for udsultede heste og hjortevildt, men forskerens seriøse redegørelse indbragte ham straks en grov beskyldning for ”uredelighed” fra en af de mere fanatiske tilhængere af rewilding.

Man kan kun opfordre Danmarks Naturfredningsforening til at basere fremtidige artikler om naturpleje og rewilding på seriøse fakta og evidensbaseret forskning – og ikke på spontane begejstringsbrøl. Græsning med heste kan selvfølgelig virke, men det skal altså dokumenteres, før myndighederne sætter i gang.

Comments

comments

2 kommentarer til Hvad bør naturpleje bygge på – begejstringsbrøl eller botanisk evidens?

  • Annette Rosenmunthe skriver:

    Det er da fint med heste som naturplejere, men det er ikke uproblematisk med hensyn til offentlighedens adgang til områderne. For et par dage siden besøgte vi Halskov Vænge på Falster med en lille hund i kort snor. Der stod tre små heste på stien foran os, og vi gik uforvarende forbi dem. Da de blev meget nærgående og nysgerrige, tog jeg hunden op og bar den videre i favnen. Hingsten gik lige bag mig og snappede mig hele tiden i jakken, og lige med ét fik jeg et ordentligt spark/skub i ryggen, så jeg røg i jorden med den lille hund. Kun lidt blå mærker og en hudafskrabning, men ærlig talt lidt skræmmende! Vi anede ikke at heste kunne finde på noget sådant, men har tidligere oplevet, at de kan være lidt ubehageligt nysgerrige og nærgående.

  • Ole Friis Larsen skriver:

    Det er fint med heste og andre græsædere i indhegninger, og det er skridt i den rigtige retning. Aage V. Jensens Naturfonds indhegnede områder har været og er stadig fantastiske øjenåbnere for, hvad natur i Danmark kan og bør være. Det generer mig derimod, at det kaldes for rewilding, for det er selvfølgelig kun begrænset genopretning af vildskaben – og landbrugsgenet sidder der stadig. Vi kan selvfølgelig ikke bare slippe naturen løs på dens egne præmisser, men skal opretholde en vis kontrol over vildskaben.

    Græsningsprojekterne er kun en af mange løsninger, som vi har brug for.

    Vi skal også have ægte vildskab, hvor vi bare giver slip på nogle store arealer og lader dem udvikle sig helt frit – og uden hegn, tak.

    En god ven spøgte for nylig med, at han burde lave en tegning af en ulv, som står uden for et hegn omkring et rewildingprojekt og siger: Undskyld, at jeg æder jeres får, men jeg kan ikke komme ind i naturen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.