Hvornår siger dyrlægerne fra overfor systematisk mishandling af grise?

Hvornår kommer dyrlægestanden på banen og lever op til sit etiske ansvar overfor de medskabninger, som den formodentligt har uddannet sig til at hjælpe? Hvornår melder dyrlægestanden ud, at den ikke længere hverken kan eller vil medvirke til systematisk mishandling af grise?

Disse væsentlige spørgsmål stiller Jette Rosenkvist i et debatindlæg i Politiken 21. juni 2015. Med forfatterens tilladelse bringes hele indlægget her:

Justitsministeriet nedsatte i 2007 en kommission mhp. bedring af forholdene for grisene i konventionel svineproduktion. I 2011 fremlagde kommissionen en rapport, hvoraf fremgik, at ”95 % af søerne er sikret plads til statisk pladsforbrug”. På jævnt dansk: 5 % af avlssøerne var fikseret på en plads mindre end dyrets fulde kropslængde.

Stik mod formålet med kommissionens arbejde, at højne svins velfærd, er dette tal ikke desto mindre øget til 13% i 2015. 13 % af alle søer, ca. 130.000 individer, kan ikke ligge ned i deres fulde længde, men må placere hovedet på eller under fodertruget. Mange bliver derudover også klemt på siderne af kropsomsluttende stænger – de kaldes populært rullepølsesvin, fordi de får blå striber (”blå mærker”) langs kroppen af jernstængerne. Søer, som endnu ikke har vokset sig så store, at de klemmes af jernstængerne, har nogle få cm mellem krop og jernstænger at boltre sig på. Fænomenet med for små fikseringsbokse har været erkendt i en lang årrække, således beskrives det i en ph.d.-afhandling tilbage i 2004.

Svineproducenter, forbrugere og politikere har i årevis haft travlt med gensidigt at beskylde hinanden for at være årsagen til den svinske behandling af vore medskabninger, alt imens mishandlingen stille og roligt fortsætter og i stigende omfang.

Jeg synes, at problemet med fiksering af søer mangler at blive adresseret til en særdeles medansvarlig aktør: dyrlægestanden med Dyrlægeforeningen i spidsen. Dyrlæger kender om nogen til grises fysiologiske, sundhedsmæssige og adfærdsmæssige behov og dermed også til deres lidelser, når disse behov negligeres. Hvordan kan man som faggruppe være aktiv medspiller i en produktionsform, som indebærer systematisk mishandling af dyr? Årtiers forskning har dokumenteret, at fiksering er ”stærkt lidelsesvoldende”. Tilbage i 2011 udtalte den daværende formand for Dyreetisk Råd, professor Peter Sandøe, sågar på et offentligt møde, at ”dansk svineproduktion er ren dyremishandling”.

Avlssøer fikseres i forbindelse med løbning og faring adskillige gange årligt , mange uger ad gangen. Grisen er én af klodens klogeste arter, en rangorden siger menneske, menneskeabe, hval med gris på 4. pladsen. Grisen har også en vældigt god hukommelse. Hvor meget vold og magt skal der ikke til for at få mast en so ind i en fikseringsboks for 2. eller 10. gang? Man forstår, at mange har mærker efter vold, når de når slagteriet.

Er det ikke naturligt at forvente, at dyrlæger er dyrenes gesandt/advokat/beskytter, ligesom der påhviler lægestanden en forventning om, at den er på det enkelte menneskes side i forhold til at forebygge og undgå lidelse?

Når konventionel svineproduktions enorme antibiotikaforbrug er til debat i medierne, hører man ofte en svinedyrlæge med stor alvor og patos udtale, at man så sandeligt har pligt til at behandle et sygt dyr med antibiotika, hvis ikke ville der være tale om dyremishandling. Hykleriet er så tykt, at det er til at tage og føle på, når man betænker, at selvsamme dyrlæge er daglig vidne til fikseringspraksissen og i det hele taget aktivt medvirkende i en produktionsform, som notorisk gør grisene syge, bl.a. ved al for tidlig fravænning.

Fiksering af søer burde aldrig have været en mulighed, fordi det er i åbenlys strid med Dyreværnslovens § 1, 2 og 3, der siger, at alle dyr skal behandles i overensstemmelse med fysiologiske, sundhedsmæssige og adfærdsmæssige behov.

Myndigheder fortolker ikke loven i blinde, men forlader sig typisk på udsagn fra sagkundskaben indenfor de respektive fagområder.

Hvornår kommer dyrlægestanden på banen og lever op til sit etiske ansvar overfor de medskabninger, som den formodentligt har uddannet sig til at hjælpe? Hvornår melder dyrlægestanden ud, at den ikke længere hverken kan eller vil medvirke til systematisk mishandling af grise?