Hvornår siger dyrlægerne fra overfor systematisk mishandling af grise?

Hvornår kommer dyrlægestanden på banen og lever op til sit etiske ansvar overfor de medskabninger, som den formodentligt har uddannet sig til at hjælpe? Hvornår melder dyrlægestanden ud, at den ikke længere hverken kan eller vil medvirke til systematisk mishandling af grise?

Disse væsentlige spørgsmål stiller Jette Rosenkvist i et debatindlæg i Politiken 21. juni 2015. Med forfatterens tilladelse bringes hele indlægget her:

Jette Rosenkvist

Jette Rosenkvist stiller skarpt på dyrlægestandens moralske svigt.

Justitsministeriet nedsatte i 2007 en kommission mhp. bedring af forholdene for grisene i konventionel svineproduktion. I 2011 fremlagde kommissionen en rapport, hvoraf fremgik, at ”95 % af søerne er sikret plads til statisk pladsforbrug”. På jævnt dansk: 5 % af avlssøerne var fikseret på en plads mindre end dyrets fulde kropslængde.

Pølsesvin

Rullepølsesvin med kuperet hale og bidsår.

Stik mod formålet med kommissionens arbejde, at højne svins velfærd, er dette tal ikke desto mindre øget til 13% i 2015. 13 % af alle søer, ca. 130.000 individer, kan ikke ligge ned i deres fulde længde, men må placere hovedet på eller under fodertruget. Mange bliver derudover også klemt på siderne af kropsomsluttende stænger – de kaldes populært rullepølsesvin, fordi de får blå striber (”blå mærker”) langs kroppen af jernstængerne. Søer, som endnu ikke har vokset sig så store, at de klemmes af jernstængerne, har nogle få cm mellem krop og jernstænger at boltre sig på. Fænomenet med for små fikseringsbokse har været erkendt i en lang årrække, således beskrives det i en ph.d.-afhandling tilbage i 2004.

Svineproducenter, forbrugere og politikere har i årevis haft travlt med gensidigt at beskylde hinanden for at være årsagen til den svinske behandling af vore medskabninger, alt imens mishandlingen stille og roligt fortsætter og i stigende omfang.

Svineso i boks

Sådan foregår “moderne” svineproduktion.

Jeg synes, at problemet med fiksering af søer mangler at blive adresseret til en særdeles medansvarlig aktør: dyrlægestanden med Dyrlægeforeningen i spidsen. Dyrlæger kender om nogen til grises fysiologiske, sundhedsmæssige og adfærdsmæssige behov og dermed også til deres lidelser, når disse behov negligeres. Hvordan kan man som faggruppe være aktiv medspiller i en produktionsform, som indebærer systematisk mishandling af dyr? Årtiers forskning har dokumenteret, at fiksering er ”stærkt lidelsesvoldende”. Tilbage i 2011 udtalte den daværende formand for Dyreetisk Råd, professor Peter Sandøe, sågar på et offentligt møde, at ”dansk svineproduktion er ren dyremishandling”.

Avlssøer fikseres i forbindelse med løbning og faring adskillige gange årligt , mange uger ad gangen. Grisen er én af klodens klogeste arter, en rangorden siger menneske, menneskeabe, hval med gris på 4. pladsen. Grisen har også en vældigt god hukommelse. Hvor meget vold og magt skal der ikke til for at få mast en so ind i en fikseringsboks for 2. eller 10. gang? Man forstår, at mange har mærker efter vold, når de når slagteriet.

Er det ikke naturligt at forvente, at dyrlæger er dyrenes gesandt/advokat/beskytter, ligesom der påhviler lægestanden en forventning om, at den er på det enkelte menneskes side i forhold til at forebygge og undgå lidelse?

DN_MRSA001

Også Danmarks Naturfredningsforening har gennemskuet svinedyrlægernes hykleri, når de taler om at “hjælpe” de syge svin med antibiotika.

Når konventionel svineproduktions enorme antibiotikaforbrug er til debat i medierne, hører man ofte en svinedyrlæge med stor alvor og patos udtale, at man så sandeligt har pligt til at behandle et sygt dyr med antibiotika, hvis ikke ville der være tale om dyremishandling. Hykleriet er så tykt, at det er til at tage og føle på, når man betænker, at selvsamme dyrlæge er daglig vidne til fikseringspraksissen og i det hele taget aktivt medvirkende i en produktionsform, som notorisk gør grisene syge, bl.a. ved al for tidlig fravænning.

Fiksering af søer burde aldrig have været en mulighed, fordi det er i åbenlys strid med Dyreværnslovens § 1, 2 og 3, der siger, at alle dyr skal behandles i overensstemmelse med fysiologiske, sundhedsmæssige og adfærdsmæssige behov.

Myndigheder fortolker ikke loven i blinde, men forlader sig typisk på udsagn fra sagkundskaben indenfor de respektive fagområder.

Hvornår kommer dyrlægestanden på banen og lever op til sit etiske ansvar overfor de medskabninger, som den formodentligt har uddannet sig til at hjælpe? Hvornår melder dyrlægestanden ud, at den ikke længere hverken kan eller vil medvirke til systematisk mishandling af grise?

Comments

comments

En kommentar til Hvornår siger dyrlægerne fra overfor systematisk mishandling af grise?

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.