Insekter forsvinder i Rheinland-Pfalz – glyphosat har skylden

Tyske forbrugere vælger i stigende grad usprøjtede produkter og lægger ikke skjul på deres utryghed ved sprøjtegifte som Roundup. Dansk landbrug kalder dem for”ekstreme”.

Biomassen af insekter er gået drastisk tilbage i de senere år. Glyphosat skal være medansvarlig herfor. Miljøforkæmpere er derfor imod yderligere godkendelse og kæmper for de vilde planter, insekter og fugle i Rheinland-Pfalz. Det skriver Anke Petermann 27. oktober 2017 for deutschlandfunkkultur.

Pfalz er nationens hovedcenter for tidlige kartofler og grøntsager med endeløse dyrkningsarealer. I horisonten er der nogle vindmøller, men knapt et træ, knapt en hæk. Og ingen sanglærke i flugt eller fuglekvidder. Fra tid til anden drøner militærmaskiner fra den amerikanske luftbase Ramstein over himlen. Knapt en røllike eller blå cikorie.

Ralf Gensheimer driver et økologisk landbrug i Offenbach, hvor han også lægger jord til forsøgene med at øge biodiversiteten.

En tæt vild blomsterpragt udfolder sig derimod i meterbrede striber langs nogle marker i Offenbach an Queich i Sydpfalz. Universitetet i Koblenz-Landau eksperimenterer med såkaldte ”Blühstreifen” (blomsterstriber) på Ralf Gensheimers økologiske gård. Efter schweizisk forbillede udsår professor Martin H. Entling forskellige blandinger og undersøger sammen med sin arbejdsgruppe ”Ökosystemanalyse”, hvorledes den farverige flora påvirker bestanden af insekter.

Martin H. Entling.

”Problemet for mange arter i landbrugslandskaberne er, at der knapt findes et udbud af blomster. Kulturerne blomstrer ikke eller er vindbestøvede som korn eller selvfølgelig også majs. Og dyr som guldøjer, svirrefluer og mariehøns, som netop er bladlusenes fjender og bevirker at bladlusene hurtigt forsvinder igen inden de gør skade, de finder ikke mere blomster, hvor de kan suge den nektar de behøver som brændstof. Hvis man så tilvejebringer det i en egnet form som blomsterstriber, så kan man forhåbentlig undgå problemer andre steder. Og man fremmer samtidigt biodiversiteten,” siger Martin Entling.

Besøg i prøvefelterne
På denne eftermiddag besigtiger arbejdsgruppen forsøgsmarkerne sammen med de deltagende landmænd og deres rådgivere. Sonja Phister, phd.-studerende, tager sin bægerlup frem og behøver ikke lede længe mellem de lyseblå blomsterstande af Phacelia (honningurt) før hun finder et af de insekter, der har gule tværstriber på ryggen.

Lys jordhumle er en af de insekter, der rammes af sprøjtegiftene, selv om arten er forholdsvis almindelig. Foto: Jens Chr. Schou.

”Jeg tager blomsten med, for så bliver det ikke så stresset. Phacelia med humlebi, hvor skønt”. Phister rækker bægerluppen rundt. ”Hvem har lyst til at se humlebien? Det er en jordhumle – de mest almindelige humlebier og de af humlebierne, der er bedst tilpasset landbrugs-landskabet”.

Jordhumlen er generalist der samler nektar fra mange forskellige blomster. Den tilhører den halvdel af næsten 600 vilde biarter, som endnu ikke er på den røde liste. Men en jordhumle i et honningurt-katost-hjulkronefelt er ikke nok til at tale om biodiversitet, fortæller Sonja Pfister. Biologen betragter endnu engang det fyrige insekt i bægerluppen. ”Denne her er ikke nogen sjældenhed. Når der er flere arter med mange forskellige egenskaber er man bedre beskyttet mod forskellige typer af klimatiske ændringer og endda også mod ændringer i sygdomsbilledet.”

Phister vender sig mod blomsterstriberne. En anden forsøgsflade med forskellige læbeblomstrede. Samtidig afstandsfelt mellem Gensheimers økologiske paprika og naboens konventionelle sukkerroer. Den unge forsker bøjer sig ind over nogle radiseblomster og fremviser kort tid efter to biarter (Furchenbiene og Sandbiene) i sin bægerlup.

En stor genpulje, altså en mangfoldig arvemasse, gør dyr og planter modstandsdygtige og fungerer som en slags eksistensforsikring – også for mennesket. Omvendt gælder det, at hvis bestøver-arter forsvinder, påvirker det også spektret af eksisterende plantearter. Hvor truende dette på nuværende tidspunkt kan blive for landbruget og for vor fødevareforsyning er endnu næppe videnskabeligt undersøgt og er ikke til at forudsige.

Agerhønen har svært ved at trives i det ekstreme kemilandbrug, hvor alle insekter er væk. Foto: Jens Chr. Schou.

”Tidligere forsvandt moserne,” siger Martin Entling, leder af Landauer arbejdsgruppen Ökosystemanalyse, og fortsætter: ”Men det har stabiliseret sig, også delvist gennem naturfredning. Men i landbruget er det anderledes. F.eks. er sanglærken et lysende eksempel, hvor man for mere end 30 år siden tænkte, at den nok skulle klare sig. Og nu står den allerede på listen af sårbare arter (Vorwarnliste). Altså er der ikke langt til, at den er truet, da bestandene går stærkt tilbage.”

Agerlandets fugle er i fare
Især markfuglene er ramt af tilbagegang. Ifølge naturfredningsforeningen NABU er 65 % af markfuglearterne truet af udryddelse. Tredækker og dværgtrappe er allerede uddøde. Ingen ynglepladser, ingen tilbagetrækningsområder, ingen føde mere på og imellem markerne. Artstab har mange årsager, fortæller Ökosystem-specialist Martin Entling og fortsætter:

”Gødskningsmængderne er i dag hos os overalt meget store, fordi man kan klare det og fordi det kan købes. Det er selvfølgelig den intensive jordbearbejdning der spiller ind. Det skyldes også landbrugsafgrøderne, idet man regionalt specialiserer sig mere og mere på bestemte afgrøder. Tag f.eks. tomatdyrkningsregionerne i Sydeuropa, der forsyner hele Europa med tomater. Og hos os er det andre afgrøder som vintersæd, der er meget dominerende – forskelligt fra region til region. Derved aftager diversiteten simpelthen også i landskabernes biotoper. Og arterne er i sidste ende afhængige af biotopernes diversitet”.

Også i Danmark kendes det døde agerland efter giftsprøjtning. Her er det marker i Lammefjorden, hvor stort alt liv er fjernet.

Forskerne fra Landau kæmper mod arts-sammenbruddet på landet gennem deres blomsterstribe-forsøg. Og de inddrager bønderne i kampen. Entling og hans team har tilsået et seks meter bredt markstykke med vilde planter mellem økolog Gensheimers økologiske kartoffelmark og naboens konventionelle majsmark. Ralf Gensheimer stillede striberne til rådighed som forsøgsområde. Han var interesseret i om der dér ville flytte små hjælpende rovdyr ind, således som forskerne antog. Og den økologiske bonde blev ikke skuffet.

”Jeg har virkelig haft få problemer med bladlus i år. Og jeg forklarer det med blomsterstriberne, fordi nyttedyrene kan leve dér. Og hvis det er her, der er noget at spise for nyttedyrene, så er det let for dem at flyve herover”. Gensheimer hentyder til en salatmark, hvor der er landet guldøjer og svævefluer. Deres larver har åbenlyst ædt sig fede i bladlus. ”Det er selvfølgelig optimalt. Nu må vi jo se, hvad jeg gør med det 6 meter brede markstykke, for her vil der i 10 år egentlig ikke mere vokse grøntsager. Det er et ”offerområde”.

Selv en almindelig fugleart som sanglærken er i voldsom tilbagegang på grund af den kemiske rensning af agerlandet. Foto: Jens Chr. Schou.

Gensheimer mener, at det ikke er muligt at bearbejde jorden og så gulerødder, da de hurtigt ville blive dækket af ukrudt. Han kan inkludere 300 timers ukrudtslugning per hektar ved at sælge fra gården eller ved ugemarkeder. Han betaler mindsteløn for arbejdet.

Håndarbejde versus ukrudtsmiddel
Over 300 timers håndarbejde bliver det urentabelt. En konventionel grøntsagsbonde bliver hurtigere færdig med ukrudtet.

”Hvis man sammenligner det, så klarer en konventionel bonde en hektar på 1 time med en pesticidspray, hvor jeg bruger 300 timer. Eller 15 minutter, hvis overfladen er stor nok. Eller hvad bruger du med sprayen på en hektar ukrudt?”

Landbrugskonsulent Heidweiler henvender sig til Thomas Hoffmann, grøntsags-bonde fra Kandel. ”15 minutter?”
”20 minutter”
”Kommer jo også an på – men der er forskel på 1 time og 300 timer”
”Ja den er kras, er kras, er kras”.

Almindelig blåfugl er ikke længere nogen almindelig sommerfugl i agerlandet. Den – og mange andre sommerfugle – er hastigt på retur. Foto: Jens Chr. Schou.

Hoffmann dyrker bl.a. persille og græskar i den sydligste spids af Rheinland-Pfalz og deltager i blomsterstribe eksperimentet i Landau. Hans hokkaido græskar er afhængige af bestøvere. Og de vigtigste er ikke honningbierne, men derimod de truede arter af vilde bier. Hoffmann besluttede sig til at tilbyde dem en blomstrende spisestue.

Rheinland-Pfalz ligger øst for Frankfurt am Main.

”Det står også klart for mig at bierne så bliver i længere tid på marken – ja sådan forholder det sig”. Hoffmann bruger dog glyphosat for at holde sine grøntsagsmarker ukrudtsfri – ”med fingerspidsfornemmelse”, siger han. Ukrudtsmidlet er stærkt omdebatteret, da det mistænkes for at forårsage kræft.

Markens vilde planter bliver udryddet
Kræftfremkaldende eller ej – glyphosat dræber biodiversiteten på landet, idet det udrydder alle markens vilde planter, som konkurrerer med nytteplanterne. Således mener præsidenten for det tyske biavlerforbund med 100.000 medlemmer.

”Glyphosat er et bredspektret pesticid, et stof som eliminerer alle former for ukrudt og det er de næringsplanter som bierne savner.  Derfor er vi i først og fremmest modstandere af brugen i landbruget og det ville glæde mig, hvis dette aktive stof ikke fandtes mere”. Udtalt af Peter Maske på en bikonference i Mayen i Eifel.

Kilde:  Deutschlandfunk Kultur – Länderreport 27.10.2017.

Oversat og bearbejdet af Vibeke Horsten.

Andre populære indlæg:

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.