Lys er for floraen, hvad føde er for faunaen
I mange plantesamfund er der tale om et ræs mod toppen og lyset, ikke mindst blandt træarter i skove. Man kan nemt selv komme til at føle sig som en miniput, når velvoksne kæmpegraner med metertykke stammer tårner sig mere end 30 meter op mod himlen over ens hoved. Småting dog i forhold til de berømte nåletræsgiganter på den nordamerikanske vestkyst, hvor rigelig nedbør, tågebanker fra Stillehavet og andre gunstige omstændigheder i løbet af mange århundreder får livskraftige eksemplarer af Sequoia sempervirens til nærmest at vokse ind i himlen, i hvert fald over 110 meter.
Tæt på Valdemars Slot på Tåsinge står et i sin tid udplantet, nu flere hundrede år gammelt eksemplar af det californiske mammuttræ Sequoiadendron giganteum, som dog nok ikke bliver meget højere end de nuværende ca. 25 meter. Det uforholdsmæssigt tykmavede træ ser dog allerede på afstand meget udansk ud. På tæt hold kan man studere træets særegne, tykke, trævlede og lagdelte barkstruktur. Lidt ligesom klamme, sammenlagte aviser, der har svært ved at antænde, er det sammen med træets brandhæmmende saft og harpiks en tilpasning til at kunne modstå de skovbrande, som på artens hjemmebane uvægerligt hærger i løbet af mange sekler. Det er en nødvendig forudsætning for at kunne opnå den ufattelige alder af adskillige tusinde år, tid nok til at blive verdens største levende organisme.
Andre plantearter synes at være stået helt af ræset. Det er netop nu, at man i løvskovene herhjemme kan støde på blomstrende desmerurt. Den kun få centimeter høje plante buldrer ikke ligefrem ind på nethinderne, både blade og blomst er lysegrønne og går næsten i ét med resten af skovbunden. En uanseelig miniput i skovbunden, som kan klare sig med det begrænsede lys, træernes nylige løvspring efterlader den med. Her bliver man så selv til kæmpen, og det er sin sag at få sanseorganerne ned i desmerurtehøjde.
Alternativt kan man plukke et eksemplar eller to, hvis man nænner det. Stiller man skarpt, helst med en lup, afsløres en blomsterstand, som ikke ligner nogen anden.
Fem små blomster danner et terningformet hoved, af hvilke de fire er sidestillede, som vendt mod hvert sit verdenshjørne, og med fem kronblade. Den femte blomst vender opad og har sært nok kun fire kronblade.
Ikke overraskende, at desmerurt er placeret i sin egen slægt og familie – desmerurtfamilien. Får man tilmed også næsen helt ned til det lille kubistiske mirakel, kan man indsnuse en sart, men umiskendelig duft af moskus (middelaldertysk: dessmer). Men man må være varsom, således at Adoxa moschatellina ikke forsvinder op i næseboret. En forholdsregel, som ikke er aktuel med Sequoiadendron giganteum.
