Støttet af en ny rapport fra CBS er man igen fra dele af landbruget fremme med tanken om, at landbrugets krise skyldes dårligere rammevilkår i Danmark set i forhold til andre lande.
Det skriver Bent Andersen, Saltum, i en kommentar i Nordjyske, 9. august 2016. Med forfatterens tilladelse bringes indlægget her.
De danske miljøkrav og afgifter giver dansk landbrug en dårligere konkurrenceevne end andre landes landbrug. Blandt andet nævnes Sverige, som et land man burde lære af. Danske landmænd råder over 62 % af Danmarks areal, mens svenske landmænd råder over knap 6 % af Sveriges areal. Hvis danske landmænd ville nøjes med at dyrke ca. 1/10 af det areal, man dyrker i dag, ville det også være muligt, at give dem større frihed til at agere, som de gerne vil.
De recipientområder, der i dag modtager rester af kvælstof, fosfor og pesticider, ville så modtage væsentlig mindre end tilfældet er i dag. Det er jo netop der konflikten mellem dansk landbrug og resten af samfundet ligger: Jo større areal landbruget har under plov, des mere udleder landbruget samlet set til det omgivende miljø.
Hvis landbruget dyrkede 75 % af landet, måtte man naturligvis udlede mindre pr. ha., end man gør i dag, for at få samme samlede mængde udledning fra landbruget. Hvis man kun dyrkede ca. 38 %, som man gør i Tyskland, som jo også er nævnt i rapporten, måtte man naturligvis udlede større mængder pr. ha. for at have samme samlede udledning som i dag. I parentes skal det dog nævnes, at arealet i dele af Nordtyskland er større, men her har man også det problem, at gylle fra en meget stor svineproduktion i dag mange steder truer drikkevandet.
Det er vel næppe den situation, man ønsker her i landet.
Problemet er, at man fra landbrugets side alene ser på den enkelte bedrift og derfor ikke kan forstå, at man skal have strengere miljøkrav på et dansk landbrug, end man skal på et svensk eller tysk landbrug. Hvis vi ikke skal det, så må dansk landbrug forstå, at det ikke skal have procentvis større areal under plov end de lande, man ønsker at sammenligne sig med.
Danmark er det land i Europa, hvor landbruget beslaglægger procentvis det største areal. For at recipientområderne ikke helt skal kvæles i udledningerne fra landbruget, må det nødvendigvis være sådan, at dansk landbrug må leve med strengere miljøkrav end andre lande i Europa. Vil man ikke det, eller kan man ikke det, må man acceptere, at landbruget ikke kan have råderet over så stor en del af landets areal, eller også må man acceptere, at resten af samfundet vil være med til at bestemme, hvordan disse arealer anvendes.
Landbruget kan naturligvis argumentere, at det ejer jorden og derfor selv vil bestemme over deres jord. Fint nok, men så må resten af samfundet vel også kunne bestemme, hvad resten af landets areal skal bruges til og derfor argumentere, at så skal landbruget holde de negative konsekvenser af dets gøren og laden inde på dets egen matrikel og ikke lade de negative konsekvenser brede sig til omkringliggende arealer eller vandmiljøer.
Som det er i dag, har landbruget meget stor negativ påvirkning på arealer og vandmiljø, som det ikke ejer. Skal alle andre bare finde sig i det? Det virker som om, nogle landmænd vil have lov til at have samme rammevilkår som visse andre lande uden hensyn til det omkringliggende samfund og miljø. Når man ret betænker, at primære landbrugets, ikke fødevareklyngen, men det man “i gamle dage” opfattede som landbruget, samlede betydning for den danske økonomi kun udgør ca. 3,5 %, er dette vel ikke rimeligt.
Igen ser vi, at man fra landbrugets side bruger de arbejdspladser, der er i landbruget, som en del af argumentationen for at skulle have mindre strenge rammevilkår. Desværre slynger man om sig med oppustede tal, der intet har med virkeligheden at gøre. Man taler om antal ansatte i fødevareklyngen. Et ad hoc udtryk, man har opfundet, for at få situationen til at se meget værre ud, end den i virkeligheden er. I følge Danmarks Statistik er der ansat 56.000 ved det primære landbrug. 10.000 af disse er gartnere. Jeg har ikke kendskab til, at der er ansat gartnere hverken hos mælkeproducenter eller svineproducenter. Hver 5. ansatte ved dansk landbrug er østeuropæisk arbejdskraft. Reelt er under 2 % af den samlede danske arbejdsstyrke ansat ved det primære landbrug.
Både professor emeritus ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, Søren Kjeldsen-Kragh og Jan Holm Ingemann, lektor og landbrugsøkonom ved Aalborg Universitet, har været inde på den tanke, at det dybest set, når alt medregnes, rent nationaløkonomisk måske slet ikke kan betale sig at have et dansk landbrug, sådan som strukturen er inden for landbruget i dag.
Tilbage står spørgsmålet, om det er rimeligt, at et efterhånden så lille erhverv som dansk landbrug skal have lov til have større negative konsekvenser for natur og miljø, end det allerede har i dag?
