Nu kommer fuglene igen, synger Alberte Winding i sangen om foråret og de kommende lyse nætter. Fugle og forår hører sammen dybt i folkesjælen – og højt på listen blandt elskede fuglearter rangerer den sort-hvide vibe med den lange nakketop
Viben ER kommet, for længst, de første allerede i anden halvdel af februar, men slet ikke i fordums antal. Fire ud af fem viber er ikke kommet igen i det tidlige forår, set over en periode på de sidste halvtreds år. Men det kunne måske tænkes, at de i fremtiden kommer styrket igen, hjulpet på vej af flere frisatte lavbundsjorde og vådere vintre.
Viben ligner ingen anden fugl. Fuglevinger plejer at smalne ind mod spidsen, eller højst være jævnt brede, som hos de store svæveflyvere. Men vibehannens hormonspejl om foråret udstyrer den med vinger helt uden for kategori, nærmest som to runde spader med skaftet ind mod kroppen. Vingeafrundingen har små tænder fra de sorte svingfjers hvide spidser, som en fjerkost eller kartekam.
Man bliver aldrig træt af at se og høre vibehannen håndhæve parrets territorium under forårshimlen: Luften bliver kartet med stempelagtige vingeslag, i accelererende vandret flugt, først kæntrende til den ene side, så til den anden, som tilløb til luftspillets kulmination: en lodret elevatortur op, et sitrende øjebliks stal på toppen med maksimalt udspilede skovlvinger, inden et proptrækkerdyk lodret ned igen mod jorden. Det glimter hvidt og sort med purpur og grønne reflekser i solskin, alt mens viben synger en lang sang, med jodlende overgange mellem mørke og lyse vokaler og en sært hul og undervandsagtig klang: viooi-veuiii – – vitte-vitte-vitte – vi-vu-vioouiiih.
De store vinger skaber respekt hos potentielle fjender som krager og selv en patruljerende rørhøg, der ofte med held bliver smidt på porten af de uforfærdede vadefugle.
I begyndelsen af april lægger vibehunnen fire spidst pæreformede, grønlige æg med mørke pletter, i en flad fordybning i jorden, og gennem den næste måned bliver der ruget af de to forældre på skift.
Vibens nedtur i det danske kulturlandskab føjer sig til den sædvanlige klagesang om den moderne, landbrugsdrift, som er helt ude af sync med naturen. Det er for nylig belyst og beskrevet af den fynske ornitolog Niels Andersen i en videnskabelig artikel i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift. Han har fra 2011 og tolv år frem dagligt i yngletiden observeret vibebestanden i et 1200 ha stort landbrugsområde umiddelbart vest for Svendborg og minutiøst bogført alle relevante forhold. Resultaterne taler deres tydelige sprog og er uden tvivl repræsentative for resten af det danske landbrugsland.
Viben er som oprindelig steppefugl godt tilpasset agerbrug, men har nogle ufravigelige krav: Græs eller afgrøder må ikke vokse fuglen over hovedet, så den ikke på høje ben kan overskue omgivelserne med sine store, sorte øjne. Den kan sagtens lægge æg og ruge på tør mark, mellem rækker af opvoksende korn, roer, spinat eller raps, dog helst vårsæd, som kommer senere op i højde.
Overlever viber og æg tromling, harvning, sprøjtning, gylle, krager, rovdyr og andre forstyrrelser, bliver dunungerne klækket i begyndelsen af maj. Men så skal de hurtigst muligt gelejdes af forældrene til et nærliggende vådområde, med et passende udbud af smådyr og insekter, som ungernes opvækst afhænger kritisk af. Allerede turen fra reden til vådområdet er kritisk for de nyklækkede unger. Er afgrøderne for høje eller står for tæt, risikerer ungerne at blive gennemblødt af dug eller regndråber fra planterne, og på en kølig dag kan dette blive fatalt for de kuldefølsomme små dunklumper.
Niels Andersens vibebestand i det sydfynske landbrugsland svandt fra 16-18 til 1-2 par fra 2011 til 2022. Siden har det været et blankt nul. I det faldende forløb udgjorde 2016 et positivt udsving, med 12-18 par, som utvetydigt kunne relateres til en meget våd foregående vinter. Den følgende sæson var der nemlig flere og store våde lavninger på markerne til langt hen i maj, lige der, hvor vibeunger har brug for det. Næste år var de lavtliggende områder i færd med at blive drænet, og vibebestanden faldt til det halve. Det indikerer, at landbrugslandets svindende ynglebestand af viber hurtigt kan kvittere positivt på fremkomsten af oversvømmelser og våde lavninger. Men observationer andre steder fra viser også, at de våde lavninger skal være varige og så tilpas store, at de kan tiltrække adskillige vibepar. Et enligt vibepar er meget sårbart over for diverse fjender. Også for viber gælder princippet om ”safety in numbers”.
Kommer fremtidens vintre til at være så våde, som vi har oplevet de sidste to år, og bliver flere lavbundsjorde vristet fri af dræningens lænker og udlagt til bl.a. fugtige arealer med permanent græs, vil det kunne komme den nu rødlistede vibe til gavn, udover megen anden natur – for ikke at tale om klimaet. Måske kommer viberne igen!
Øh man får da den fornemmelse at forfatteren her ikke kommer meget ud.
Kører man langs de vestjyske fjorde, er der da viber overalt lige nu.
Og også inde i landet ser jeg da masser af Viber.
John
Det ændrer ikke på at Viber sammen med mange andre arter i det åbne land er truet af vores måde at dyrke jorden på, John Andersen
Viberne holder nogenlunde stand på vores strandenge. Det er i det dyrkede landbrugsland, den er gal, og hvor der for 50 år siden var 5 gange så mange viber som i dag. Samme udvikling i det øvrige Europa.