Kystnationen Danmark bør sikres mod fremtidens vejr

Læs hele kronikken i Jyllands-Posten. Klik her.

Kysterne bør kun sikres, hvor vi mister store værdier, hvis vi lader være. Det skal kunne betale sig – ellers bør vi lade naturen gå sin gang. Det skriver Henrik Lynghus, Lynghus Consult ApS, i en kronik, der blev bragt 10. januar 2017. Med forfatterens tilladelse gengiver vi den her.

Henrik Lynghus.

De seneste år har vi oplevet storme og massive oversvømmelser langs kysterne. Vi husker stormene Allan, Bodil, Egon og Urd – vi ved endda, at den næste storm skal hedde noget med ”I”. Der er akut behov for at sikre kysterne – men hvorfor sker der så ikke noget?

Klimaet ændres, og stormes intensitet og hyppighed vokser. På bare tre år har vi set en 20-årsstorm og to 100-årsstorme, og så var der jo Bodil – en af de 10 værste nogensinde. Fire stormflodshændelser på tre år! Højvandsstatistik duer ikke til at se fremad, fordi klimaforandringerne ikke er indregnet. Kun et er sikkert: Stormflod rammer os oftere, og det koster dyrt hver gang. Vi er nødt til at agere.

Vi ved, hvor der skal kystbeskyttes. Statens kystanalyse udpeger de steder, hvor store værdier tabes ved stormflod. Analysen giver et overblik, men den har én afgørende mangel – prioritering af indsatsen mangler.

Vi ved også, hvordan man bygger diger, høfder og sluser, og hvordan man sandfodrer. Årsagen til den manglende indsats er ikke manglende viden. Alligevel sker der ikke noget.

I loven om kystbeskyttelse står der, at den, der får gavn af en sikring, skal betale for den. Det er der god fornuft i. De, der bor tæt på havet, har jo selv valgt det. Det er attraktivt at bo kystnært, og husets herlighedsværdi øges på grund af beliggenheden.

Ved at lade ejere af kystnære værdier betale undgår vi urentable indsatser. Kysterne bør kun sikres, hvor vi mister store værdier, hvis vi lader være. Det skal kunne betale sig – ellers bør vi lade naturen gå sin gang.

Under en storm i 1981 var naturen tæt på at gå sin gang nord for Søndervig i Vestjylland. Foto: Kjeld Hansen.

Det er oftest sund forretning at sikre sit hus, fordi de truede ejendomme påføres tab i millionklassen. Både ejer og samfund taber, når huse mister deres værdi og bliver usælgelige. Og hvis vi ikke handler, forsvinder disse værdier fra forretningen Danmark.

Lodsejere langs kysterne er derfor ofte villige til at betale for at sikre sig. De, der én gang har oplevet oversvømmelse, lever i konstant frygt. Det er jo kun et spørgsmål om tid, før den næste stormflod rammer. Betalingsviljen er overvejende til stede.

Udgifterne er endda ofte overskuelige. Hvis et dige til f.eks. 5 mio. kr. beskytter 200 huse, påføres hver husejer en udgift på 25.000 kr. Grundejerforeningen kan optage et 25-årigt lån – og derved bliver sikringsudgiften ubetydelig for den enkelte. Hvem vil ikke betale en udgift på ca. hundrede kroner om måneden for at få millioner tilbage i ejendomsværdi? Men hvad gør vi i byerne, hvor kystlinjen tilhører alle – og skal lodsejere virkelig betale det hele?

Kystbeskyttelsesloven er skrevet før klimaændringerne, den er utidssvarende og ikkefokuseret, og den tvinger os ud i alt for lange sagsforløb. 

Udfordringer og løsninger er kendt, og der er god økonomi i at sætte ind. Alligevel sikres kysterne ikke. Årsagen findes i lovgivningen. Kystbeskyttelsesloven er skrevet før klimaændringerne, den er utidssvarende og ikkefokuseret, og den tvinger os ud i alt for lange sagsforløb.

Seneste ændring til loven om kystbeskyttelse er fra d. 27. december 2016 – ironisk nok den dag, hvor stormen Urd ramte Danmark. Loven placerer nemlig ansvar for sikring hos den enkelte lodsejer, og det er her, problemet findes. Loven forhindrer os i at agere.

Loven kræver, at der gives tilladelse, før man sikrer sig. Tilladelse kræver indledende behandling efterfulgt af høringer i kommuner, ministerier, Kulturarvsstyrelsen, farvandsvæsenet mv. Ansøgninger vurderes over for national og international naturbeskyttelse, VVM-regler, råstofloven, museumsloven, fiskeriloven, loven om sikkerhed til søs, kommune- og lokalplaner mv.

Processen kompliceres yderligere af en såkaldt ”kapitel 1a-sag”, der gælder, hvor der ikke er fuld enighed blandt de lodsejere, der skal sikres. Proceduren er nødvendig næsten alle steder, hvor flere skal beskyttes. Ved uenighed kræver loven, at kommunen agerer på lodsejernes vegne. Sagen skal vurderes og tages op i byrådet, der udarbejdes skitseprojekt og afholdes borgermøder, før projektet kan vedtages – og derefter sendes til behandling hos Kystdirektoratet.

Disse sager trækkes i langdrag, fordi kommunen ikke har erfaring med lovens mange regler, og processen går derfor ofte i stå. Og når tilladelse er givet, kan enkeltpersoner anke den ved flere klageinstanser – med opsættende virkning. Det kan dermed tage mange år, før man kan få lov til at udføre kystsikring – alt imens vi oplever stormflod årligt.

Kystbeskyttelsesloven er utidssvarende og dyr. Den tager ikke hensyn til et ændret klima, ansøgningsprocessen forsinker indsatsen, og den nødvendiggør opretholdelse af et dyrt stormflodsberedskab. Indirekte påfører loven også grundejere og forsikringsselskaber udgifter, der hvor beredskabet svigter. Har vi virkelig råd til det? Problemerne skyldes lovgivningen, og dette bør løses politisk – det nytter ikke noget at løbe fra ansvaret ved at overlade det til borgerne. Lovens retningslinjer om grænseflader til anden lovgivning, krav til fysiske anlæg mv. kan genanvendes, behovet for ændringer er begrænset.

Lovens væsentligste fejl er mangel på fokus, og at initiativ og betaling overlades til grundejere. Det er en umulighed, og vi bør erkende, at loven ikke fungerer. Hvis Danmark skal sikres mod fremtidens storme, bør loven ændres til et redskab, der hjælper med sikring af vores kyster i stedet for at forhindre det.

Løsningen er ret enkel:

  • Staten udarbejder en national handlingsplan med tidsramme og prioritering af indsatserne, der baseres på samfundsøkonomiske hensyn.
  • Ansøgningsprocessen forstærkes med viden og myndighed, der kan agere på vegne af grundejere og kommuner.
  • Klagemuligheder reduceres. Enkeltpersoner bør ikke kunne forhindre beskyttelse af samfundsværdier.

Med en prioriteret plan udpeges de mest kritiske områder omkring kystnære byer, hvor loven i dag slet ikke har fokus. Beslutning om beskyttelse her bør ske prioriteret af myndighederne. Ansvar for myndighedsbehandling overlades til dem, der kan, og processen bør effektiviseres i omfang og tid.

En national handlingsplan bør inkludere en kortlægning langs kysten. Lokale forhold, der kræver specifik myndighedsgodkendelse, kan dokumenteres en gang for alle. Vi kan fokusere på de specifikke udfordringer, ansøgningsprocessen reduceres og gøres ens for alle, og der spares tid.

Vi opnår dermed også besparelser. I dag er det grundejere, der ansøger, og kommunerne myndighedsbehandler – men de gør det hver på deres egen måde, og det koster. Hvis vi en gang for alle samler og opdaterer vores viden, undgår vi ineffektiv og langsommelig sagsbehandling.

Stram loven op, og sæt ind – det er sund fornuft. Danmark rammes oftere af stormflod end nogensinde, og det er økonomisk fornuftigt at beskytte os nu. Vi bør ikke være i tvivl længere. Siden 2013 har fire stormfloder kostet flere hundrede millioner hvert år. Alene stormene Allan og Bodil gav skader for over 4 mia. kr. Oveni kommer omkostninger til beredskab, ejendomsværditab osv. Udgifter og tab, der kan undgås, hvis vi sikrer os. Set over en kort årrække vil det være langt billigere at forebygge end at udbedre.

Den største hindring for rettidig sikring er kystbeskyttelsesloven. Folketinget bør derfor iværksætte en national handlingsplan og ændre loven, så den matcher realiteterne. Kystnationen Danmark bør sikres mod fremtidens vejr og mod tab af de kystnære værdier, som vi ikke har råd til at miste.

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.