DEBAT: Undslupne mink i naturen er faunaforurening, for minkene skader biodiversiteten. Det er oplagt at lade nogle af de mange milliarder til kompensation af minkbranchen gå til oprydning efter forureneren betaler-princippet, skriver biolog Birgitte Heje Larsen den 27. november 2020

Når minkbranchen nu får milliardkompensation for nedlukningen, må det være på sin plads, at en lille del af pengene øremærkes til en øget indsats for bekæmpelse af vilde mink i naturen, ud fra devisen “forureneren betaler”.

Den amerikanske mink er i Europa en invasiv art, der gør indhug i fugle, padder og firben og i småpattedyr såsom gnavere og vandspidsmus.

Men arten er bizart nok ikke omfattet af EU’s ”dødsliste”, da det er lykkedes minkindustrien, sekunderet af de tidligere miljøministre Ida Auken og Esben Lunde Larsen, at holde den ude fra EU-listen over arter, som Danmark er forpligtet til at bekæmpe.

“Derfor vil det være relevant at lade forureneren, det vil sige minkbranchen, betale for oprydningen efter denne forurening. Det vil være rimeligt, at nogle af de penge, der bruges til sanering af minkbranchen, går til at rydde op efter forureningen med mink i naturen”

Begge ministre begrundede den danske modstand med økonomien i minkavlen, og herudover at der i Danmark ikke er nogen trussel mod vores arter ved minkproduktionen, idet minken i Danmark bliver holdt under forsvarlige forhold, og det var man tryg ved, hhv. at det desuden ville give besvær for minkavlerne at skulle søge dispensation for hver enkelt minkfarm.

Udslip af mink

Mink i naturen er undslupne eller efterkommere af undslupne mink fra minkfarme.

Der har været hændelser, hvor mink er blevet sat ud i havne med henblik på rottebekæmpelse, og hvor mink er blevet sat ud, hvor der har været jordrugende skarver med henblik på ulovlig bekæmpelse af disse. Der har også været hændelser, hvor dyrerettighedsaktivister har sluppet mink ud fra farme.

Men det store kontingent af mink i naturen stammer fra mink, der løbende er undsluppet fra minkfarme. Både fordeling af kropsstørrelse, farvevarians, genetik samt sammensætning af aminosyrer og stabile isotoper i minkene har gennem de sidste tre årtier indiceret, at en stor del af de vildtlevende mink har levet den første del af deres liv på farme.

Andelen af vildtlevende mink, der havde levet den første del af deres liv på minkfarme, lå i perioden 1998-2000 på over 80 procent. Der indførtes i 1999 skrappe regler for hegning og kontrol af minkfarme for at forhindre minkene i at undslippe, hvorefter jagtudbyttet af mink faldt, hvilket af DCE Bioscience blev tolket som en afspejling af en nedgang i minkbestanden. I perioden 2017-2019 var andelen faldet til cirka 30 procent. Den sidste aktion, hvor aktivister lukkede mink ud fra farme, skete i 2014, så der burde i dag ikke være flere farmmink i naturen.

Men der er altså evidens for, at der siden indførelsen af bedre hegning og siden ophør af ”befrielser” af mink fra farme, løbende er sket udslip fra farmene. Ud over de mink, der har startet deres liv på farmene, er der en fritlevende, reproducerende bestand af mink i den danske natur, hvor de over det meste af landet lever langs vandløb og i vådområder. De kan tælles i adskillige tusinder.

I den løbende bekæmpelse af mink i naturen, der koordineres af Naturstyrelsen og udføres af et korps af frivillige minkbekæmpere og jægere, aflives i øjeblikket cirka 2000 mink årligt.

Man kan frygte, at der er sket yderligere udslip af mink, der kan supplere den vilde bestand under den storstilede aflivningskampagne, der gennemføres på farmene i øjeblikket.

Lad minkbranchen betale

Nu hvor udslip fra minkfarmene vil stoppe, skal den vildtlevende minkbestand holde sig selv ved lige gennem egen reproduktion. I følge en undersøgelse udført for Miljøstyrelsen i 2018 skal der være en dødelighed på 62-65 procent, for at bestanden ikke skal vokse; men en øget bekæmpelsesindsats vil kunne eliminere eller stærkt reducere antallet af mink i naturen. Det vil være rettidig omhu at sætte ind med en sådan indsats nu.

I regeringens og støttepartiernes forståelsespapir fra 2019 er det, der kaldes generationsforureninger, beskrevet som et prioriteret område – det drejer sig om fysiske og kemiske forureninger. I forståelsespapiret er biodiversiteten også prioriteret i brede vendinger.

Mink, der i den danske natur indvirker negativt på biodiversiteten, er lige så skadelige som visse af de fysiske og kemiske forureninger. Man kan med rette tale om, at mink i naturen er faunaforurening.

“Grib dog chancen og allokér nogle af de penge, minkindustrien nu vil få i erstatning, til Naturstyrelsen, så indsatsen kan opprioriteres, og vi kan komme af med den trussel, de vilde mink udgør for jordrugende fugle, vandfugle, padder, firben og småpattedyr”

Forureneren betaler-princippet siger, at virksomheder selv skal betale for forureningsbegrænsende tiltag og opretning efter miljøskader, og at offentlig støtte er konkurrenceforvridende. Desuden kan virksomheder ikke få erstatning for ekstra, pålagte udgifter til forureningsbegrænsning.

Derfor vil det være relevant at lade forureneren, det vil sige minkbranchen, betale for oprydningen efter denne forurening. Det vil være rimeligt, at nogle af de penge, der bruges til sanering af minkbranchen, går til at rydde op efter forureningen med mink i naturen.

Læs også:

Det er løgn og latin, når folk siger, at minkindustrien er en god forretning

Skåret ned til sokkeholderne

Miljø- og naturområdet blev i sin tid, da Anders Fogh Rasmussen (V) kom til magten, skåret med tre milliarder. Naturstyrelsen, der koordinerer minkbekæmpelsen, blev skåret ned til sokkeholderne og har siden kæmpet med at løfte sine opgaver.

I denne situation, hvor minkindustrien i Danmark afvikles, og vi kan se frem til, at udslippet af mink fra farmene ophører, bør der derfor sættes ekstra ind med bekæmpelsen, så de mink, der yngler i naturen, elimineres eller bringes ned på et forsvindende lavt niveau.

Bekæmpelsen af mink er ikke prioriteret økonomisk. Et økonomisk tilskud til den allerede pågående, årelange bekæmpelse af vildtlevende mink vil give mulighed for en intensivering af bekæmpelsen. Mulighederne for en intensivering, gerne med indførelse af økonomiske incitamenter til bekæmpelse af mink, bør drøftes med dem, der koordinerer bekæmpelsesindsatsen.

Grib dog chancen og allokér nogle af de penge, minkindustrien nu vil få i erstatning, til Naturstyrelsen, så indsatsen kan opprioriteres, og vi kan komme af med den trussel, de vilde mink udgør for jordrugende fugle, vandfugle, padder, firben og småpattedyr.

Endelig vil det, ud over at give fordele for biodiversiteten, også minimere risikoen for, at mink i naturen kan udgøre et reservoir for corona eller andre vira.

Bannerfoto: Anima

Læs her, hvad ornitologerne mener om minken i den danske natur…