tetracyklin_forbrugssvigt

I slutningen af 2014 lovede landbruget, at svineproducenterne i løbet af 2015 ville halvere brugen af det udskældte og resistensskabende antibiotikum Tetracyklin. Det lykkedes langtfra. Det skriver DR Nyheder 19. september 2016.

Antibiotikummet Tetracyklin er vigtigt for mennesker. Det virker særligt effektivt mod klamydia, malaria, visse tropesygdomme og en række sjældne alvorlige lungesygdomme. Lægerne bruger det så sjældent som muligt.

– Det er et stof, som vi er glade for at råde over i nogle konkrete udvalgte situationer. Vi bruger det ikke i flæng, fordi vi ved, at det skaber en frygtelig masse resistens, siger Hans Jørn Kolmos, professor i Klinisk Mikrobiologi og forskningsleder ved Odense Universitetshospital.

Fertin
– Jeg mener bestemt godt, at samfundet kan stole på, at vi har fokus på resistens-problematikken. Claus Fertin, direktør, Videncenter for Svineproduktion.

Eksperter anser forbruget af Tetracyklin i svineproduktionen for at være en væsentlig årsag til MRSA-epidemien, fordi overdreven brug af netop dette stof gør mange slags bakterier resistente overfor ikke blot Tetracyklin men også overfor en række andre antibiotika. Bakterierne udvikler såkaldt multiresistens.

I 2014 lovede landbruget at halvere forbruget af Tetracyklin til svin i 2015. I en pressemeddelelse fra 21. oktober 2014 skrev Landbrug & Fødevarer: Med en helt ny handlingsplan vil Videncenter for Svineproduktion under Landbrug & Fødevarer halvere brugen af antibiotikummet Tetracyklin inden udgangen af 2015.

Nye tal viser, at forbruget kun er faldet med 7-8 procent.

– Vi er ikke nået i mål med de 50 procent, og vi har desværre også set en utilfredsstillende stigning det første halvår. Vi holder fast i målet, og vi arbejder benhårdt på hver eneste dag at reducere medicinforbruget, siger direktør i Videnscenter for svineproduktion, Claus Fertin.

Eksperter: De gør ikke, hvad de lover at gøre
Hvert år bruger danske svineproducenter over 20 ton Tetracyklin. Det er knap en tredjedel af det samlede antibiotikaforbrug i svineproduktionen, og dermed er stoffet suverænt det antibiotikum, som svineproducenterne bruger mest af.

MRSA_CarstenJensen
– Vi giver så meget som nødvendigt men så lidt som muligt, hævder Carsten Jensen, formand for Dyrlægeforeningen.

Samtidig skaber overdreven brug af stoffet som nævnt multiresistente bakterier, der kan være farlige for mennesker. Hvis en resistent bakterie skaber en infektion, kan infektionen være umulig eller meget svær at behandle med antibiotika.

Derfor er flere af landets fremmeste eksperter i antibiotikaresistens ærgerlige over, at landbruget ikke har leveret varen.

– De har afgivet et løfte på et løst grundlag, og det har vist sig at være varm luft. De er ikke rigtig kommet nogen vegne, og det er jo nok dybest set fordi, at de ikke tager det alvorligt, siger professor Hans Jørn Kolmos.

Læs hele artiklen her.

Visited 18 times, 7 visit(s) today

Comments are closed.