Landbruget har nedbragt sin gæld med 29 mia. kr. i de seneste fem år, men det skyldes, at bankerne har taget markante tab for knap halvdelen af de mange milliarder, viser en analyse fra Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges, landbrugets såkaldte videnscenter. Analysen er identisk med en tilsvarende analyse, som Danmarks Statistik offentliggjorde allerede den 26. oktober 2021.
“Samlet set har den finansielle sektor alene taget tab på 11,6 mia. kr. siden 2016 på heltidslandbrug”
“Gældsætningen er blevet mindre, især siden 2016 er det gået stærkt”, mener Klaus Kaiser ifølge nyhedsmediet Agriwatch den 2. december 2021. Ifølge Kaiser viser hans analyses beregninger, at heltidsbedrifternes gæld er nedbragt med 29 mia. kr. siden 2016, så den nu udgør 290 mia. kr.
“Ca. 60 pct. af de her 29 mia. kr., som gælden er nedbragt med, skyldes bedre indtjening. Her har et par år med høje priser på især grisekød, høj effektivitet og også rentens fald været medvirkende”, forklarer Klaus Kaiser og tilføjer:
“De sidste 40 pct. skyldes, at den finansielle sektor har taget nogle tab.”
Samlet set har den finansielle sektor alene taget tab på 11,6 mia. kr. siden 2016 på heltidslandbrug.
40 procent kører med underskud
Der findes stadig en ret stor gruppe af landmænd, der ikke formår at tjene penge, hævdes det i analysen. Hvor nogle producenter har så lavt et nulpunktspris-niveau, at de stort set altid tjener penge, så har andre så højt et omkostningsniveau, at de reelt aldrig vil tjene penge, selv ikke når priserne er bedst.
“Der er stor spredning, når man ser på bedrifternes nulpunktspriser. Nogle har et ekstremt lavt et og nogle har et højt. Det er således ikke alle, der får omkostningerne dækket. De er derfor i risikozonen og har en helt essentiel opgave med at få nulpunktet ned. Andelen med et for højt nulpunkt er forskellig mellem driftsgrenene, men der er en gruppe i alle driftsgrene, som har et udviklingsbehov,” mener Klaus Kaiser.
Nationalbankdirektør: Gevinst for landbruget, hvis den dårligste tredjedel stopper
Lad dem gå konkurs
Nationalbanken har i flere år advaret mod at holde netop de udygtige landmænd i live ved gentagne gældseftergivelser og lignende udgiftskrævende hjælpeforanstaltninger, som skal betales af andre bankkunder og erhvervsdrivende. Direktør Lars Rohde sagde det lige ud allerede i november 2018 i et stort interview med landbrugsavisen.dk:
“Jeg forstår ikke helt den mentalitet, man har i landbruget. Der er enorm fokus på dem, der har det svært. Hvorfor koncentrerer man sig ikke om dem, det går godt for? (…) Samlet set kunne landbruget hæve sin indtjening og produktivitet ganske betydeligt ved, at nogle af de dårligste landmænd blev hjulpet ud af de landmænd, der har et større talent for at drive landbrug. Det vil være en fordel for alle – også landbruget”.
“Situationen kalder på den rå kapitalisme, som landbruget selv hylder. Nogle skal tage tabene, for sådan er spillereglerne”.
“De bedste overlever, og det er en fordel for landbruget, hvis den dårligste tredjedel bliver hjulpet ud af erhvervet. Det vil få produktiviteten til at stige – ud fra den betragtning, at det er dem med de dårligste driftsresultater, der forsvinder”.
Landbrugsavisen.dk konstaterede, at landbruget har en svimlende gæld på 312 mia. kr., og benyttede så lejligheden til at spørge nationalbankdirektøren, hvad betyder det for stabiliteten af den danske økonomi, hvis mange landmænd går konkurs?
“Det betyder ikke noget for den finansielle stabilitet. Det kan være et problem for enkelte mindre og lokale pengeinstitutter, men de må selv stå på mål for det og tage tabene. Det er private virksomheder ligesom landbrug og har forhåbentlig vidst, hvad de gjorde, og kalkuleret en risiko. Men tabene vil i givet fald være lokale og spredte, og de betyder ikke noget for de store banker”.
“Omkring 200 mia. kr. af gælden er med variabel rente, og det er stærkt bekymrende, at landmændene under det seneste opsving med pæne overskud ikke har benyttet lejligheden til at lægge om til en fast lav rente, mens tid var”.
“Det er endnu et krisetegn. Men man skal have et usædvanligt lyst livssyn, hvis man tror på, at renten fortsætter med at være nul”.
Bannerbillede: Illustration af Titanics undergang/Wikipedia
Vent bare til når effekten af svinekødpriserne rammer…..
Den ene af nationalbankens direktører, Lars Rohde: “Samlet set kunne landbruget hæve sin indtjening og produktivitet ganske betydeligt ved, at nogle af de dårligste landmænd blev hjulpet ud af de landmænd, der har et større talent for at drive landbrug. Det vil være en fordel for alle – også landbruget”
Her på stedet, altså gylle.dk, ved man godt, at omkostninger og konkurrencedygtighed skal tænkes i mere end penge og pengeøkonomi.
Hvis der kunne laves en opgørelse over de utilsigtede omkostninger, som de forskellige typer af bedrifter påfører samfund og natur, så ville det afslører, at det ikke ville være det bedste, at de “dårligste landmænd” blev hjulpet ud af dem, der er bedre til at tjene penge, sådan som nationalbankdirektøren foreslår.
Det er klart, at de landmænd, der ikke kan få det til at hænge sammen pengeøkonomisk og som skylder penge, bliver en omkostning for sine kreditorer,dvs. bankerne, når de går neden om og hjem. Men de landmænd, der tjener mest, det er nok dem, der står for de mest kapitalintensive bedrifter, dvs. dem der har de største bedrifter, mest moderne maskiner og avlsbygninger. Det er dem, der har den mindst lønarbejdsintensive produktion og det mest rationelle og intensive forbrug af kemi og maskiner i driften. Det er dem, som bankerne helst vil låne til og som de forventer at tjene mest på.
Finansektoren sætter kapitalintensitivitet lig med mål for driftsøkonomi, men det af en helt anden grund end driftsøkonomi!
Generelt gælder der nemlig det i den pengeøkonomi, som vi har nu i hele verden, at en stor del af det, der tæller som pengeøkonomisk værditilvækst, kommer af den produktion, som sker i den finansielle sektor, og som i udgangspunktet ikke har med realøkonomisk produktion at gøre, selv om den nok har indflydelse på realøkonomien og prisdannelsen.
Nationalbanken laver også penge, og der er forskel på penge. Dem, som nationalbanken laver, kaldes base money, regnes for at være det nærmeste, man kommer rigtige penge. Men nationalbankpenge udgør mindre end 5 % af de penge, der er denomieret i fx kr.
Finanssektoren lever primært af at lave penge. Finanssektoren laver sine egne penge, det der kaldes markedsendogent skabte penge (J.A.Schumpeter i Das Wesen Des Geldes 1972), kontopenge (iflg. foreningen Gode penge), lånepenge eller “non proper money (J.M.Keynes i A treatice on money 1930). Kært barn har mange navne.
Prisdannelsen, som den påvirkes af pengeskabelsen i den liberale finansielle sektor verden over, er det store tabu inden for den økonomiske teoridannelse, som Lars Rohde er afrundet inden for. Fx hedder det sig, at vi alle sammen bliver rigere, når priserne på kapital stiger, hvorimod det kaldes inflation, når priserne på løn og varer stiger. Inflation er udtryk for generel prisstigning, hedder det sig, og øget pengemængde fører til prisstigninger. Men i virkelighedens verden handler det altid om de relative prisstigninger. Det store tabu dækker over, at den liberale finansielle sektor har beriget investorer og sig selv via pengeskabelsen og deraf følgende relative prisstigninger på kapital siden pengeskabelsen blev frigjort i forhold til sit materielle grundlag i guld.
Det, der sker når pengene sættes i verden som lån i kapitalværdi, er, at priserne har tilbøjelighed til at stige på netop de kapitalaktiver, som danner grundlag for belåning. I forhold til landbruget så vi en ubrudt stigning i priserne på driftskapitalen op til og med finanskrisen, hvor prisstigningerne stoppede. Det blev et problem for finanssektoren, at priserne på landbrug stoppemed med at stige, fordi der da ikke længere var sikkert fundament for fx at lade landbrugene finansiere gammel gæld med ny gæld, dvs. købe hinanden op og investere i nye produktionsanlæg med nye lånepenge.
Prisstigningerne på landbrugets aktiver stoppede med finanskrisen.
Fra da af, var det pludseligt driftsøkonomien, der var afgørende.
De offentlige subsidier, som erhvervet har modtaget op til da og efter, har udgjort hovedparten af de danske landbrugs årlige dækningsbidrag. Dvs. at landbruget stort set er båret af offentlige subsidier.
Når man taler om det, der kaldes eksternaliteter i økonomisk forstand, så handler det om alle de bivirkninger, et erhverv eller økonomien i det hele taget har for samfund og natur, ud over det der registres i pengeøkonomisk forstand og anden forstand.
Der findes positive og negative former for eksternaliteter. Positive eksternaliteter i økonomisk forstand er fx det, at leverandører af kemi, maskiner og bygninger til landbruget finansieres af landbrugets efterspørgsel. Forædlingen af fødevarer og produkter fra landbruget giver omsætning andre steder i samfundet. Det er positive betydninger i økonomisk forstand for andre end erhvervet selv. Finanssektoren er selv en økonomisk medspiller, der lever ved og af landbruget. Der er også alle de negative eksternaliteter, som man finder helt uden for det pengeøkonomiske system, altså i form af påvirkninger af livet i det hele taget, menneskeligt og ikke menneskeligt, påvirkning af miljø og natur.
Det korte og det lange er, at Lars Rohde aldrig har set et gennemført forsøg på at lave det perfekte regnskab over landbrugets betydning for samfund og natur.
Når han siger, at det ville være bedst at lade de effektive landmænd overtage de dårlige, så bygger hans regnskab alene på en snæver pengeøkonomisk betragtning, der igen er betinget af at man lukker øjnene for det mega store og tabubelagte område, der handler om relation mellem de pengeværdier, som han forstår, og det de dækker over i virkeligheden altså fx landbrugets samtlige positive og negative eksterne betydninger for natur og samfund.
Relationen mellem pengeøkonomi og det man kunne kalde realøkonomi, er ikke beskrevet i nogen forpligtende sammenhæng i det moderne pengefikserede danske samfund eller noget andet sted i verden.
Grunden til, hvorfor denne relation ikke er beskrevet, er, at det underminerer den pengeøkonomiske rationalitets position inden for det moderne samfunds selvbeskrivelse.
Den tænkning, som Lars Rohde står for, orienterer sig som om, at det er bydende nødvendigt at have pengeøkonomisk vækst, evige prisstigninger på de aktiver, som finanssektoren lever af at belåne, og at det er forudsætningen for at kunne løse alle andre problemer, herunder dem der handler om, at landbruget fx har ødelagt fiskeriet i de indre danske farvande, store dele af vort grundvand, livet på landet for mennesker dyr og planter, skabt stammer af multiresistente bakterier, smadret biodiversiteten, hevet tusindvis af østarbejdere ud af deres samfund uden at give dem noget særligt igen, osv osv.
Lars Rohde tilhører vor tids præsteskab inden for den tro, der skævvrider tilgangen til os selv og verden.
Han er sikkert en flink fyr. Men hans tænkning trænger til at blive sat i perspektiv.
Hvis hans såkaldt dygtige landmænd overtog hele erhvervet, så ville det ganske givet skæppe i finanssektorens kasser og umiddelbart være til bankkundernes fordel. Men det ville også falde som en udvikling mod endnu flere af de problemer, som han ikke kan beskrive med sit fattige ordforråd. Fx en mere kapitalintensiv produktion i landbruget med de deraf følgende katastrofale påvirkninger på fauna og livsgrundlag.
Dette var en ganske lille tekst fra min side, især når man tager i betragtning, hvor meget en gennemarbejdet og veldokumenteret tekst ville fylde, hvis den skulle dokumentere budskabet her fra.
Tak til Ole Steen for at give krop til den første tanke der rammer os andre: Effektiviteten af landbruget sker på omgivelsernes bekostning.