Strukturudviklingen har nået en smertegrænse, som gør det nærmest umuligt at komme til fadet for de yngre og visionære kræfter, der kunne drømme om at bidrage med nye veje. Det skriver Per Kølster i papiravisen Økologi & Erhverv, nr. 597, 7. oktober 2016.
Forleden kom der sådan en slags hovsa melding fra Vækstfonden om at bruge flere milliarder i et besynderligt mix af stats- og pensionsmidler på at bygge nogle få kæmpemæssige svinefabrikker. Overskriften fik alle mand af gårde og ikke mindst landets svineproducenter, der med rette talte om unfair konkurrence med meget store bogstaver. Om historien er død ved jeg ikke, men tanken er dødfødt.
Skulle jeg drømme, gik staten forrest sammen med alles pensionsmidler og satsede stort på en grøn omstilling med en fair konkurrence og om at sikre omfattende investeringer i at omlægge til økologisk produktion. Landbruget står med et velkendt behov for at tænke nyt ikke mindst finansielt, fordi gælden tynger og står i vejen for fornyelse og forandring. Men landbruget skal også i fremtiden møde samfundet på en ny måde og levere ikke alene de fødevarer, vi skal leve af, men også hele den vifte af leverancer, som det moderne samfund har krav på.
Leverancerne eller samfundsgoderne er alt fra sundhed og sikkerhed for forsyninger til klimaløsninger og -sikring, næringsstofhusholdning, hvor beskyttelse og benyttelse er to sider af samme sag og afgørende for, at vi både sikrer rent vand i haner og hav og samtidig recirkulering og den helt nødvendige økologiske tænkning omkring affaldet. Og så handler det om, at vi har nået en absolut smertegrænse med den natur, som vi er en del af, og som er livsgrundlaget for vores eksistens. Og selvom det ikke nødvendigvis handler om dommedag, så handler det også om de værdier, et sundt og værdigt samfund ønsker at fremme lige fra den rige og oplevelsesfyldte natur til de fødevarer, som i langt højere grad, end tilfældet er i dag, kan og skal komme fra det nærområde, som gør dem til en levende del af vores kultur. Når kiwien fortrænger stikkelsbærret mister vi en del af vores kulturelle sammenhængskraft.
Det landbrug, der kan løfte denne mangfoldige dagsorden, er ikke det landbrug vi kender i dag. Strukturudviklingen har nået en smertegrænse, som gør det nærmest umuligt at komme til fadet for de yngre og visionære kræfter, der kunne drømme om at bidrage med nye veje. Det er demokratisk set usundt – i bedste fald – og i værste fald farligt. På verdensplan er der nok af skræmmehistorier om, hvordan fødevareforsyning og sociale strukturer trues, hvis ikke der er at velfungerende, nært marked og et fødevaresystem, der evner at forstå og samtidig tilfredsstille menneskelige behov.
Vi lever i en uvirkeligt privilegeret tidsalder, hvor alene vores store købekraft gør, at vi sorgløst kan forsyne os og flyve vores mad ind fra hele verden. Af mange årsager forekommer det urealistisk at tro på, at dette fænomen er holdbart – ikke mindst taget i betragtning, at den verden, der skal mættes, formentlig ikke i længden vil affinde sig med de ulige vilkår, der gælder for efterspørgslen på verdensmarkedet.
Med andre ord skal vi være uhyre nøjeregnende med at sætte vores blinde lid til det fødevaresystem, som vi har været en del af i årtier. Nok er vi privilegerede med et landbrug, der kan levere et stort overskud, men det hænger nøje sammen med en enorm import af såvel råvarer som mad. Danmark er på denne måde et meget sårbart samfund.
Der er med andre ord rigtigt mange gode grunde til at sætte kursen for en ny udvikling, en ny grøn omstilling, hvor det lokale OGSÅ er i fokus i forhold til at tilfredsstille vores egne behov for mad såvel som alle de andre samfundsgoder, som landbruget skal levere, uden at vi dermed sætter vores ønsker om, at vi fortsat kan leve i en åben verdensøkonomi over styr. Økologien sætter grænser for åbenheden. Det giver kun mening at recirkulere lokalt og ikke globalt. Skal Verden finde sit nye balancepunkt, skal der skabes harmoni mellem økonomi og økologi. Der er ingen vej uden om, at landbrugets fremtid er ensbetydende med en grundlæggende ny grøn omstilling. Vi er klar!
