Man kaldte det Dansk Familiebrug – det var kernen i den danske selvforståelse med andelsmejerier, brugsforeninger og forsamlingshuse
Danmark var engang et landbrugsland
med mange bønder
som boede på
små og store gårde spredt
i de danske landskaber
med læbælter af gran og løv
nogle af landbrugene var kun ganske små,
det var husmandsstederne
andre er pænt store
det var alle gårdejerne
og så var der, de selvbevidste godsejerne,
som havde de helt store tilliggender
man kaldte det Dansk Familiebrug
det var kernen i den danske selvforståelse
med andelsmejerier, brugsforeninger
og forsamlingshuse
hvor man kunne synge de sange,
man havde lært på højskolerne
men idyllen brast
da småt ikke længere er godt
store udenlandske kapitalfonde får nu lov
at opkøbe gårde og husmandsbrug
ejendommene bliver slået sammen,
de gamle læbælter bliver revet op,
så de store maskiners rationelle drift
kan fremme monokulturen på de nu vidtstrakte marker
hvis den udvikling fortsætter
ender det med
at hvert dansk sogn
kun består af to gårde:
en industribondegård
og kirkegården…
Tekst og billede: Niels Ole Frederiksen 2024
Og fattiggårdene
Ja udviklingen/ afviklingen af landbruget hænger også sammen med at jorden på de små brug i stigende grad lægges sammen med f.eks. nabogårdens eller andre jordstykker i forskellig afstand og dermed “effektiviseret” eller kapitaliseret i takt med at lovgivningen er liberaliseret, sådan at både indenlandske og udenlandske personer eller selskaber kan opkøbe jord hvorsomhelst, hvilket naturligvis både har kollossal indflydelse på hvad det koster at overtage en gård men også at landet tømmes for mindre landbrugere, der har mod på og lyst til at dyrke jorden på en ordentlig måde og dyrke kvalitetsmad til alle dem der ikke lige har mulighed for at dyrke sin egen mad.