Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) imødegår landbrugets påstande om de skadelige vandplaner i et debatindlæg i Jyllands-Posten 14. april 2015. Læs miljøministerens afvisninger her:

Brosboll
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) tager til genmæle i dette debatsvar.

Der er gået valgkamp i miljødebatten. Desværre betyder det, at debatten om blandt andet vandmiljøet og især vandområdeplanerne for anden planperiode er præget af overdrivelser, mytefortællinger og skræmmekampagner. Debatten er hverken fair over for de landmænd, som frygter, at deres livsværk bliver taget fra dem, og den er ikke fair over for vælgerne i al almindelighed.

Udkastet til vandområdeplaner for anden planperiode er sendt i høring indtil sommer. Jeg vil derfor gerne starte med at understrege, at der ikke er vedtaget noget endnu. Det har dog ikke stoppet myterne i at opstå.

Men debatten fortjener at blive ført på et sandfærdigt grundlag, og derfor vil jeg gerne punktere nogle af de værste myter, som jeg har hørt:

Påstand 1) Vandområdeplanerne kræver, at landmænd skal braklægge op mod halvdelen af deres jord. Forkert! Kvælstofindsatsen i udkastet til vandområdeplaner er primært baseret på frivillige aftaler. Udgangspunktet er, at ingen tvinges til at braklægge deres land.

Påstand 2) Vandområdeplaner vil koste landmænd så meget, at de kan blive nødt til at lukke deres bedrift. Forkert!

Hvis en landmand indgår en frivillig aftale om etablering af vådområder eller braklægning, vil han blive kompenseret fuldt ud for jorden og et eventuelt driftstab.

RandzoneProtest
VK-regeringens randzonelovgivning er et af de miljøinitiativer, der er skabt flest myter omkring. Her er en stribe urigtige påstande om loven.

Påstand 3) Vi har reduceret kvælstofudledningen nok. Forkert! Naturen er ikke i god tilstand. Der er stadig behov for vandområdeplaner. For anden planperiode har forskerne på nuværende tidspunkt identificeret et indsatsbehov på 7.800 tons. I udkastet til vandområdeplanerne er det kun foreslået at reducere 1.600 tons, og jeg må på det kraftigste understrege, at der ikke er taget stilling til, hvordan det resterende indsatsbehov skal håndteres.

Påstand 4) Det bliver kun landbrugsjord, der skal holde for, når miljømålene skal nås. Forkert! I vandområdeplanerne er der foreslået indsats i forhold til vandløb, søer, fjorde og kystvande, og det er ikke kun landbruget, som skal bidrage. Der er også foreslået indsats på spildevandsområdet, sørestaureringer, fjernelse af fiskespærringer i vandløb, dambrug og miljøfarlige forurenende stoffer mv. Planerne er stadig i høring, og der er ikke truffet beslutning om, hvad der skal ske fremadrettet.

Påstand 5) Virkemidlerne i vandområdeplanerne er ude af proportioner. Forkert! Der er indtil videre foreslået, at reduktionen af kvælstofbelastningen til vandmiljøet med de nye vandområdeplaner primært vil ske ved etablering af vådområder og udtagning af lavbundsjord mv. Vi forventer dermed, at vandområdeplanerne direkte vil påvirke ca. 16.000 ha landbrugsjord. Det er mindre end 1 pct. af det samlede danske landbrugsareal.

Påstand 6) Der er ikke aktuelle problemer med vandmiljøet i Danmark, og derfor er der ikke behov for vandområdeplaner. Forkert! Vi har stadig problemer med vandmiljøet i mange af vores vandløb, søer og fjorde. Den primære årsag til den dårlige tilstand i fjorde og kystnære områder er landbrugets udledning af kvælstof. Det er ikke noget, som regeringen, jeg som miljøminister eller Miljøministeriet har fundet på – det er landets førende forskningsinstitutioner enige om. For meget kvælstof giver iltsvind og dårlig miljøkvalitet i mange af vores fjorde og indre farvande. Vi lukker desuden ikke øjnene for, at der er andre faktorer, som påvirker vandmiljøet. Derfor har både vandplanerne for første og anden planperiode også indsatser for bl.a. at forbedre spildevandsrensningen.

Det er helt i orden at være uenige om, hvordan der skal laves miljøpolitik i Danmark. Men at mudre debatten til med skræmmende myter og regnestykker med tal grebet ud af det blå er ikke i orden.

Comments are closed.