LANDBRUG // MILJØ – Landbrugspakken har været en miljøfiasko, men alligevel laver politikerne atter frivillige aftaler med landbruget. Hvorfor er de så bange for at udfordre landbruget? Journalist Jørgen Øllgaard skriver i denne anden del af to indlæg hos POV International, at landbruget nyder særlige privilegier på bekostning af miljøet
Landbrugspakken var en stor succes for landbrugernes økonomi, for de fik lov til at sprede mere gødning og tjene flere penge, uden at de skulle bidrage med modydelser. Men set fra vandmiljøets og samfundets side har pakken været en fiasko, fordi forureningen ikke er formindsket fra 2016. Politisk har der ikke været den store interesse i at evaluere Landbrugspakken.
”Alle data peger på, at Landbrugspakken har været en miljøfiasko, fordi den ikke kommer til at opfylde sine egne forudsætninger og mål for reduktion af kvælstofforurening m.m. Det peger dels på, at landbruget ikke har opfyldt sin del af aftalen. Og dels på, at beslutningsgrundlag, forudsætninger og regnestykker bag var baseret på ønsketænkning. Det er da en skandale, som godt kunne trænge til en evaluering, set i lyset af de mange kommissioner, som ellers er sat i gang”, siger landbrugskonsulent Thyge Nygaard fra Danmarks Naturfredningsforening (DN).
“Nogle vil kalde det ‘løftebrud’, når landbruget ikke opfylder sin del af Landbrugspakken. Men det er nærmere politikerne, som har været for svage og lavet for uklare og uforpligtende aftaler”
”Nogle vil kalde det ’løftebrud’, når landbruget ikke har opfyldt sin del af Landbrugspakken med frivillige, kompenserende indsatser. Men det er nærmere politikerne, som har været for svage og lavet for uklare og uforpligtende planer. Man kan ikke bebrejde den enkelte landmand, som agerer efter sin økonomi, og uden at der er pres på for at bidrage”, siger DN-konsulenten.
De seneste data om 2020 afslører, at landbruget er langt fra at opfylde løfter til Landbrugspakken 2016. Men miljøminister Lea Wermelin nævner ikke Landbrugspakken med et ord i sin pressemeddelelse. Det er bemærkelsesværdigt, at en socialdemokratisk minister ikke benytter en oplagt anledning til at kritisere den tidligere Venstreregerings mislykkede plan.
”Når Folketingets regeringsførende partier – Venstre og Socialdemokratiet – ikke er særligt interesserede i en kulegravning af Landbrugspakken, skyldes det nok, at landbruget historisk har haft en særstatus – landbruget vil man ikke provokere. Og så handler det om den politiske kultur, hvor regeringer gerne vil præsentere store reformer i pressen, men der mangler vilje til at følge op og tage ansvar nogle år efter, når noget er gået skævt”, mener Thyge Nygaard.
Landbruget har aggressive lobbyister
De seneste rapporteringer indikerer, at landbruget aktuelt er langt fra at opfylde sine modydelser. Landbrugspakken har ikke gjort havmiljøet sundere, og i et kynisk perspektiv er pakken en fiasko – selv om forskere er tilbageholdende med at bruge den slags udtryk af frygt for at blive beskyldt for at politisere.
Landbruget har nemlig aggressive lobbyister, som vil gå langt for at mistænkeliggøre miljødata og forskere for at beskytte landbrugsinteresser. Det groveste eksempel er nok Bæredygtigt Landbrugs retssag mod kvælstof-professor Stiig Markager. Lobbyisterne kaldte det æreskrænkelse og udokumenteret, når Markager fastslår som videnskabelige fakta, at kvælstofudledningen fra landbruget i fjorde og hav er steget siden 2010. Markager blev frikendt.
Landbruget står for 70 pct. af forureningen
Der er fakta om landbruget, som har svært ved at komme frem i den offentlige debat:
- Når landbrugets lobbyister retfærdiggør landbrugets store politiske indflydelse, henvises til landbrugserhvervet som en enestående national indtægtskilde. Det fremstår nærmest som Danmarks vigtigste erhverv. Men det er en myte, for allerede i 1950’erne blev landbruget overhalet af industrien.
- Og når lobbyisterne taler om, at der er 134.000 beskæftigede i ”det landbrugs-industrielle kompleks”, så er realiteten, at halvdelen er ansat i følgeindustrier – mens 30.000 er landmanden og hustru. Det forbigås i tavshed, at en stor del af de 30.000 medhjælpere er lavtlønnede udlændinge (fra Ukraine og Rumænien).
- Ofte har den offentlige debat svært ved at holde fast i det miljøfaktum, at landbruget står for 70 pct. af kvælstofudledningerne til fjorde og hav, 20 pct. stammer fra naturlige processer (fx lavbundsjorde) og de sidste 10 pct. fra rensningsanlæg, havbrug og lidt fra industrien. Når landbrugets lobbyister bliver spurgt til den statistik, vil de hellere tale om byboernes (toilet-) affald som en uklar forureningskilde eller om Polens og Ruslands forurening af Østersøen.
Forureneren betaler – bare ikke landbruget
Det er en skjult præmis i den offentlige debat, at udledninger af spildevand og fra industri er belagt med miljøafgifter, mens landbruget er fritaget. Skatteyderne betaler tværtimod kompensation til landbruget, når landbruget pålægges politiske reguleringer, fx krav om mindre spredning af kvælstof af hensyn til miljøet. Senest er der afsat 3,2 mia. kroner i landbrugsaftalen.
“Jeg plejer at kalde det ‘institutionaliseret korruption’, fordi landbruget står i forbund med nogle magtfulde politikere, som er meget lydhøre” –Stiig Markager
(forts.)
Af hensyn til kommende generationer, skal dette ophøre, og lobbyisterne holdes væk fra ministerier og folketing.
Der er ikke korruption i DK. Vi har fået at vide, at hedder at netværke.
Bogen “magteliten” beskriver fint, hvordan en snæver kreds er medlemmer i det netværk, der står til rådighed for medlemmerne, og som tager alle initiativer og beslutninger inden for nationen. Herfra hedder det sig, at udviklingen mod den bedste verden sikres af konkurrencen på det fri marked, som alle andre skal stå til rådighed for. Medlemmerne af netværket står ikke til rådighed for markedet, som andre skal, og andre skal inviteres inden for af medlemmerne af netværket, for at netværket kommer til at stå til rådighed for dem/os.
Den store fortælling om “udviklingen”, markedet, det moderne, globaliseringen, den kommer her fra, oppe fra og ned. Dem der er imod fortællingen, er enten konspirationsteoretikere eller bare fake news agenter iflg. de medier, der servilt står til rådighed for fortællingen.
Men den måde, som beslutningerne tages på og som midlerne distribueres på, viser, at vi ikke lever i et oplyst samfund funderet i gennemskuelighed og overordnet rationalitet. Erhvervslivet sidder på forskningen, og den særlige form for ideologi, der legitimerer det, siger, at hvad der er godt for det erhvervsliv, der sidder her, det er ikke bare godt for erhvervslivet, men for alle andre, hvorfor den fri forskning må forstå, at dens opgave er at udvikle de produkter og de kompetencer, som ligger tættest på, hvad ledelserne på universiteterne/erhvervet kan tjene mest på.
Partierne er gennemkorrumperede af snævre økonomiske interesser sammen med de erhvervsgrupper, der sidder tungt på universiteter, bankvæsen, nationalbank og medier. Landbruget er blot en af disse erhvervsgrupper. Men det, der gør landbrugets interesser så påfaldende i strid med resten af samfundets interesser, er at det administrerer 62 % af landets areal med et utal af uhensigtsmæssige konsekvenser for mennersker, dyr, planter, vandmiljø, havmiljø osv. Det koster kassen for samfundet, men giver ikke ret meget igen.
Der skaltes og valtes især med naturen og de fundamentale livsbetingelser. Alt sammen under henvisning til, at så længe der er gang i de nuværende aktiviteter, dem som ejes og administreres i kredsen af medlemmer af magteliten, så er alle på vej mod den bedste af alle verdener. Finanssektoren og det politiske system er på det kapitalintensive landbrugs side sammen med leverandørerne af kemi og maskiner. Disse interesser kan ikke se fordele i en omlægning af landbruget til mindre kapitalintensiv produktion af færre men mere bæredygtige mængder af især vegetabilsk mad og andre former for livskvalitet, livsrum, rekreative rum for folk, dyr planter.
Måske vil coronaen vælte hele læsset sammen med de åbenlyse dysfunktionelle aspekter, som udviklingen afslører med undermineringen af naturgrundlaget og sammenhængskraften i samfundet.
Det handler ikke om konspirationer, men om fordækte former for indespisthed og ideologisk selvforherligelse i de ledende kredse og en befolkning, der er mere optaget af at klare sig på de vilkår, man i alt for høj grad identificerer med en højere form for nødvendighed, som om fortællingen om udviklingen på markedets betingelser faktisk var i familie med de naturlove, som Darwin beskrev med sin evolutionsteori.