Har vi danskere styr på produktion af det vi spiser? Af tre grunde kan vi helt miste egentlig kontrol med produktion af fødevarer. Den første er gradvis ødelæggelse af det fysiske grundlag for produktion af mad. Den anden er tab af ejerskab af det fysiske grundlag, først og fremmest landbrugsjord og fiskekvoter3. Og den tredje er bortfald af demokratisk kontrol med landbrug og fiskeri.
Disse problemer behandles i publikationen Madsuverænitet i Danmark, der udkom i april 2017. Den er skrevet af Ole Færgeman, Ole Kjærulff Davidsen og Hans Jørgen Nygaard, og er Frie Bønder – Levende Lands bidrag til en mere omfattende rapport fra Forum for Madsuverænitet (Globalt Fokus), som også omfatter fiskeri. Frie Bønder – Levende Land repræsenterer La Via Campesina i Danmark.
Den internationale bevægelse for småbønder, La Via Campesina, lancerede for 20 år siden begrebet ”food sovereignty” eller ”madsuverænitet”. Ud over sikkerhed for, at der er mad nok (fødevaresikkerhed), ligger der i begrebet, at der er demokratisk kontrol med produktion og fordeling af sund mad, tilpasset verdens forskellige madkulturer. Bæredygtig forvaltning af landbrugsjorden og havets fiskebestande forudsætter endvidere, at der i befolkningen er nok kompetente landmænd og fiskere. Beskyttelse og fremme af småskalalandbrug og -fiskeri er således centrale i begrebet, madsuverænitet.
Madsuverænitet har først og fremmest været møntet på det Globale Syd, og det er da også i lande i det Globale Syd, at det er skrevet ind i forfatninger som en menneskeret. Både FN og Verdensbanken, som er forpligtede til bekæmpelse af fattigdom, har derfor taget begrebet til sig, for Verdensbankens vedkommende indtil videre mere i princippet end i praksis.
Madsuverænitet kan umiddelbart forekomme irrelevant i et velhavende land som Danmark, hvor der er mere end rigelig mad i supermarkederne. Det er imidlertid nyttigt for en forståelse af betydningen af demokratisk kontrol med den langsigtede udvikling af fødevaresektoren. I Danmark, som i andre europæiske lande, styres produktion, distribution og salg af fødevarer af stadigt færre store erhvervsvirksomheder, hvis interesser ikke nødvendigvis er de samme som landmændenes, fiskernes, forbrugernes og det øvrige samfunds. I sagens natur er dette derfor ikke foreneligt med en forestilling om madsuverænitet.
Hertil kommer, at det fysiske grundlag for fødevareproduktionen, dvs. landbrugsjorden, åerne, fjordene og havet omkring Danmark ikke altid forvaltes således, at naturen beskyttes og fødevareproduktionen er sikret for vores efterkommere. Endelig har produktion og forbrug af fødevarer i Danmark konsekvenser for andre dele af verden. Madsuverænitet i Danmark har derfor begrænset mening, hvis den underminerer mulighederne for demokratisk kontrol med bæredygtig produktion af fødevarer i andre lande.
Det kan diskuteres, om madsuverænitet bedst overvejes i lokal, i dansk, i europæisk eller i endnu større sammenhæng. Begrebet selvforsyning er næsten det samme som madsuverænitet i lokal sammenhæng. I denne rapport lægger vi vægt på den europæiske og især den danske sammenhæng, fordi de love for landbrug og fiskeri, herunder love som udmønter krav fra EU, hvorigennem demokratisk kontrol med dansk fødevareproduktion kunne udøves, overvejende gives på Christiansborg. Endvidere fokuserer vi på landbrug, idet fiskeri vil indgå i en mere omfattende rapport fra Forum for Madsuverænitet, hvortil vi har bidraget med de overvejelser, som fremgår af nærværende rapport.
Læs hele rapporten her.
