Dådyr er klassificeret som en invasiv art. Foto: Keld Skytte Petersen.

Biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød, skriver 20. marts 2018:

I Gribskov kan alle se, at der fodres dådyr. For en ansat fra skovdistriktet kører rundt med en stor grøn truck og spreder med omhu en balle hø ud på de vildtagre, der nu sent på vinteren ikke længere indeholder meget foder til dyrene. Fodringen er sket gennem de seneste mange år, hvor der er fodret op til 20 forskellige steder i skoven.

Biolog Søren Wium-Andersen.

At fodringen fortsætter ufortrødent, undrer mig. Ikke mindst set i lyset af, at miljøministeren hermed yder finansiel støtte til at fodre en art, som er karakteriseret som invasiv, og derfor skal bekæmpes. At dådyret betegnes som invasivt fremgår af rapporten: ” Vurdering af invasive arters forekomst og påvirkninger i Danmark”, som er udgivet af Århus Universitet med finansiel støtte fra Miljø- og Fødevareministeriet.

De administratorer, der har ansvaret for de forskellige dele af Gribskov, er tilsyneladende ikke enige om omsorgen for dådyrene. For i december måned antraf jeg en større gruppe riffelbevæbnede jægere på vej ind i det ellers totalt fredede Strødam Reservatet, der udgør en del af Gribskov. Da jeg spurgte dem, hvad de skulle skyde i reservatet, som ellers er lukket for besøgende, blev jeg belært om, at de ikke skulle på jagt. De skulle ud for at regulere de invasive dådyr på Strødam!

Gad vide, hvornår de forskellige ejere og administratorer af den kommende Nationalpark i Nordsjælland får en fælles opfattelse af, hvad der skal fremmes og bevares i parken. For nærværende har jeg svært ved at forstå, at statens ansatte i Naturstyrelsen fodrer dådyrene i en del af Gribskov, mens statens ansatte på Københavns Universitet skyder dådyrene ned som en invasiv art i en anden del af Gribskov.

Foto: Fra en af miljøministerens biler lægges der her hø ud til dådyrene, som er en invasiv art, i afdeling 318 i Gribskov i februar 2018 . Foto: Søren Wium-Andersen.

Er der ikke nogen, der vil forklare os skatteborgere logikken i det spil, der foregår i offentligt administrerede områder af den kommende nationalpark, hvor nogle forsøger at opformere en bestand af dåvildt, mens andre ønsker den reduceret gennem jagt maskeret som regulering? Ærligt talt, jeg erkender gerne, at jeg forstår det ikke.

Visited 81 times, 14 visit(s) today

Comments are closed.