Mediedækningen af oplysningen om, at et vestjysk par har set ulve i baghaven kunne give det indtryk, at de vestjyske ulve nu er så usky, at der løber rundt i folks haver, ja, at der er tale om dramatisk og truende situation med ”problemulve”, der bør skydes. Men holder man fast i alle de fakta, som fire medier fremlagde om sagen torsdag den 29. september, tegner der sig et helt andet billede. Et billede af en fuldstændig udramatisk og normal situation.

Forfatter Jonna Odgaard.

Her er de fakta, man kan udlede af dækningen i P1 Morgen, DR’s TV-Avisen, TV2 Nyhederne og TV Midt-Vest den 29. september. Det skriver miljøjournalist Jonna Odgaard.

Ulvene var hvalpe, der normalt er nysgerrige og usky

DR/P1 Morgen lagde ud klokken 6 om morgenen med historien. Parret, der havde set ulvene, fortalte rimeligt udramatisk om oplevelsen. Efterfølgende blev forskeren bag ”Atlas over Danmarks ulve”, Kent Olsen, Naturhistorisk Museum Århus interviewet.

Han fortalte, at de pågældende ulve, bedømt ud fra et foto af dem, var hvalpe og at det er helt normal adfærd for ulvehvalpe at være nysgerrige og meget mindre sky end voksne ulve. Det er også normalt, oplyste han, at hvalpe færdes alene i den alder, de har, og at de er meget mobile i territoriet. Han mente, at de snart ville være et andet sted. Han understregede, at hvalpene i løbet af kort tid vil begynde at gå på jagt med forældrene og dermed lære at være meget mere sky, dvs. undgå mennesker.

Ud fra et google-foto af ejendommen, hvor ulvene var set, oplyste han, at ejendommen ligger for sig selv i et skov- og hedeområde i ulvenes revir, og altså ikke i landsbyen Torsted. Disse afdramatiserende udtalelser kom dog ikke med i TV-Avisens indslag. Da var interviewet med Kent Olsen skåret ned til et par bemærkninger.

De seks ulvehvalpe var fotograferet med vildtkamera

Det fremgår af DR’s netavis, at parret ”flere dage i træk har set ulve kun 50 meter fra deres hus”. Det passer ikke, viste indslagene. De har set to ulvehvalpe én gang i en, ifølge TV-billederne, lang og smal have, der går over i skov. Altså for ulvene at se midt i naturen. De to hvalpe forsvandt, da parret dukkede op. Fotoet af de seks hvalpe, som har været vist og omtalt i medierne, var taget med et vildtkamera monteret på et træ i bunden af haven, fremgik det af TV2’s indslag.

Parret bor ikke på ejendommen

Det fremgik af TV-dækningen, at parret ejer, men ikke bor på den ejendom, hvor ulvene er set. Fotoet af de seks hvalpe, der er taget med vildtkamera, kan altså meget vel være taget på et tidspunkt, hvor der ingen mennesker var i ejendommen.

Ikke alle i Vestjylland er kede af ulvenes ankomst.

Ulvesikkert hegn var lagt ned af krondyr

TV2’s indslag havde også et interview med ejeren af Storålam, som har får/lam gående i en indhegning i ulvenes territorium. Han sagde, at han havde fået taget 95 får/lam af ulvene og at angrebene var fortsat, efter at der var kommet ulvesikkert hegn om indhegningen. Fra Naturstyrelsen blev det dog oplyst i indslaget, at den seneste episode skete, fordi krondyr havde lagt det ulvesikre hegn ned.

Der er meget, vi danskere ikke ved om ulve og ulveadfærd, fordi vi ikke har haft ulve i 200 år. Det må vi prøve at lære, nu vi skal til at leve med dem. Jo flere fakta vi får, jo mere udramatiske bliver situationer som ovenstående.

Det er dybt kritisabelt, at Miljøministeriet stadig sidder på hænderne, når det gælder om at oplyse lokalbefolkningen i den såkaldte ”ulvezone” i Vestjylland om, hvordan ulve opfører sig og hvordan man skal forholde sig, hvis man skulle møde dem. I Sverige har man for over ti år siden udgivet pjecen: ”Om du möter en varg” med fakta om ulve, ulveadfærd og ulvemøde. Noget tilsvarende har vi hårdt brug for i Vestjylland. Både ulvene og borgerne i Vestjylland bliver skammeligt svigtet af Miljøministeriet.

Læs også:

Ulven skræmmer kun et mindretal af danskerne – ny undersøgelse punkterer påstanden om, at det kun er folk i storbyen, der er tilhængere af danske ulve.

Visited 20 times, 4 visit(s) today

Comments are closed.