Af Heine Andersen, Professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet
Dette indlæg har tidligere været bragt på Videnskab.dk.
Eva Kjer Hansens afgang som minister skyldtes blandt andet manglende forskningsfrihed og ulovlige kontrakter mellem ministerier og universiteter, der har stået på i mindst 10 år.
27. februar 2016 måtte landets miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, trække sig, fordi hun ikke længere nød Folketingets tillid. Det skete under en vis dramatik, intet usædvanligt i det.
Det mere usædvanlige var imidlertid, at forskere spillede en afgørende rolle, da taburetten væltede. Jeg erindrer ikke, at det er sket før.
Stolen var nok begyndt at vakle, men ramlede først efter en høring i folketingets miljø- og fødevareudvalg den 23. februar. Syv førende miljøforskere var indkaldt for at svare på spørgsmål vedrørende angiveligt forskningsbaserede oplysninger, som ministeren havde fremlagt under forhandlinger om en landbrugspakke i december 2015.
Forhandlingspartnerne havde fået det indtryk, at oplysningerne stammede fra forskere ved AU, men man havde fået mistanke om, at ministerens håndgangne havde fiflet med tallene.
På et tidspunkt stillede et medlem af miljøudvalget forskerne følgende spørgsmål: »Hvem af jer kan svare ja til, at de beregninger ministeren har fremlagt er korrekte?«
Dyb tavshed. Ingen af de syv kunne svare ja. Få dage efter måtte ministeren træde tilbage.
Manglende forskningsfrihed var underliggende årsag
Sagen blev døbt ’gyllegate’. Medierne var fuldt optaget af ministerens troværdighed, men her vil jeg sætte fokus på den underliggende årsag, manglende forskningsfrihed. Havde forskerne haft deres frihed, var ministeren måske ikke kommet i uføre, og en fagligt bedre beslutning var måske blevet resultatet. Forløbet kom til at udstille alvorlige og indgroede problemer i de rammevilkår, forskere skal arbejde under for myndigheder.
Der har slet og ret været tale om brug af ulovlige kontrakter i årevis i flere ministerier og over for mindst fem universiteter, foruden et antal sektorforskningsinstitutter. De har krænket universiteternes og forskernes forskningsfrihed, hvilket universiteterne ellers har pligt til at værne om, jf. universitetslovens paragraf 2, stk. 2. Her står direkte, at universiteterne skal tilskynde forskerne til at deltage i den offentlige debat.
Forskernes (såvel som andre borgeres) ytringsfrihed er indskrevet i Grundloven, i Den Europæiske Menneskeretskonvention og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Alle har retskraft i Danmark.
Dertil kommer forvaltningslovens § 27. Offentligt ansatte kan ikke pålægges generel tavshedspligt om det, de får at vide under udførelsen af deres embede.
Alligevel er det præcis, hvad der er sket. Noget, der ellers kun må ske, hvis der er bestemte, nærmere specificerede, grunde til det.
Gyllegate har mange ofre
Ofrene er de forskere, hvis rettigheder er krænket. Endnu alvorligere er den skade, som oplysning og demokrati har lidt, og dermed den faglige kvalitet af lovgivning og myndighedsudøvelse.
Der kan være truffet forkerte beslutninger, i det konkrete tilfælde til skade for miljøet. Ydermere er det meget foruroligende at iagttage den mangel på respekt for forskningsfrihed, ytringsfrihed og for offentlighedens ret til offentligt finansieret ekspertise, som selve processen har afdækket.
Ikke blot har man ladet ulovlighederne passere, man har også været tøvende og modstræbende med hensyn til at fjerne dem, efter at de ikke længere kunne holdes skjult.
Det vil jeg dokumentere i det følgende.
Miljøstyrelsens kontraktbestemmelser krænker forskeres rettigheder
I gyllegate-eksemplet var forskernes kontraktpartner Miljøstyrelsen, som gennem en årrække har anvendt en kontraktskabelon, der stammer fra kammeradvokaten. Nogenlunde samme skabelon bruges i flere andre styrelser og ministerier.
Der er især to problematiske bestemmelser: en om tavshedspligt og en om intellektuelle rettigheder. Her er de mest krænkende formuleringer om tavshedspligt i Miljøstyrelsens kontrakt:
Leverandøren og dennes personale skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til oplysninger vedrørende ordregivers eller andres forhold, som der opnås kendskab til i forbindelse med opfyldelse af denne kontrakt.
Leverandøren må ikke uden ordregivers forudgående skriftlige tilladelse udsende offentlige meddelelser om denne kontrakt eller offentliggøre noget om kontraktens indhold eller den udbudte opgaves resultat.
Overtrædelse heraf vil kunne straffes i henhold til gældende lovgivning.
Tavshedspligten gælder altså ubetinget og alt, hvad man får kendskab til under projektet, herunder også resultaterne. Og forskerne må heller ikke fortælle noget om selve kontrakten og dens indhold.
Om offentliggørelse står der i Miljøstyrelsens kontrakt:
Ordregiver erhverver ejendomsret, ophavsret og enhver anden rettighed til leverandørens samlede materiale. Ordregiver er derfor berettiget til …. på enhver måde at anvende det materiale ….. der er udarbejdet og erhvervet …. herunder ved bearbejdelse og anvendelse i anden form og sammenhæng.
Når ordregiver (myndigheden) erhverver ophavsret, bestemmer han (blandt andet), hvornår og hvordan offentliggørelse skal foregå, hvis overhovedet.
Hvor udbredt er hemmeligholdelse, filtrering og talsminkning?
I gyllegate betød det, at forskernes rapport til miljøstyrelsen, som ministeren gav det ud for at bygge på, ikke blev offentliggjort, før forliget var indgået, og at forskerne var afskåret fra at sige noget.
Havde deres rapport været offentlig, og havde de sagt fra i december, da forliget blev forhandlet, var resultatet sandsynligvis blevet et andet.
Gyllegate er ikke enestående. Der kendes eksempler på rapporter eller resultater, der aldrig er offentliggjort, og også andre eksempler, hvor tal er blevet sminket eller fordrejet.
Hvor mange tilfælde bliver aldrig opdaget?
Hvem har ansvaret?
Selvom ulovlighederne nu er erkendt og rettet, er ingen draget til ansvar. De ansvarlige har dukket nakken og undgået at skullet forklare sig.
Ansvaret for krænkelserne må imidlertid i første række placeres hos myndighederne, da de har fået lavet kontrakterne.
Som nævnt har det stået på i årevis (mindst 10 år), men det er først efter, at jeg i forbindelse med et projekt om forskningsfrihed har gjort opmærksom på de kritisable forhold, at der er kommet offentlighed om det.
Jeg har gennem flere år søgt at får udredt sagen, herunder at finde forklaring på, hvorfor sagerne skulle være hemmelige, og hvorfor ingen har opdaget ulovlighederne og protesteret, før jeg gjorde.
Her er i korte træk forløbet.
Kammeradvokaten: »Har intet med ytringsfrihed for forskere at gøre«
Første gang jeg tog det op var i 2008. Det var over for Forskningsstyrelsen, som selv anvendte – og anvender – kontrakter med omtalte formuleringer.
Det var dog først i 2013, at jeg mere systematisk og grundigt gik i gang med sagen. Siden har jeg henvendt mig til styrelser, kammeradvokaten, universiteternes ledelse og forskere, der har været underlagt tavshedsklausulerne med flere.
Reaktionerne har været stærkt foruroligende, beskæmmende, ja skræmmende.
For at styrke undersøgelsens grundlag indhentede jeg juridisk vurdering fra UBVA (Udvalget til beskyttelse af videnskabelige arbejder under Akademikerne).
UBVAs to notater udtrykte i hovedsagen de samme kritiske vurderinger, som jeg har nævnt ovenfor, altså, at såvel forvaltningsloven som universitetsloven var krænket. Kammeradvokaten bemærkede hertil, at han ikke ønskede at gå ind i en polemik, men skrev dog alligevel, at det »har intet med ytringsfrihed for forskere at gøre!« (mail fra 22.05.2015).
Ansvarlige myndigheder reagerede med ligegyldighed
Fra de ansvarlige myndigheders side har der været tale om sendrægtighed, ligegyldighed, sygdom, ’beklageligt lange sagsbehandlingstider’ med videre.
Først efter at jeg havde klaget til departementet og efter, at gyllegate var kulmineret, kom svaret, marts 2016. Altså efter ca. 2½ år. Miljøstyrelsen indrømmede nu, at der var tale om ’kritisable’ formuleringer, der stred mod forvaltningsloven, og erklærede at ville rette dem.
Reaktionerne har været blandede
Universiteternes ledelser har reageret blandet. Nogle har i første omgang stukket hovedet i busken så længe som muligt og sendt sorteper rundt i organisationen. Andre har sagt, at man har følt sig nødsaget til at acceptere.
Danske Universiteter (tidl. Rektorkollegiet) meldte hus forbi, idet de ikke blander sig i, hvilke aftaler de enkelte universiteter indgår, og i øvrigt ikke har kendskab til, at der findes sådanne kontrakter, sagde de (mail 24. april 2015; det medsendte UBVA-notat indeholdt ellers et eksempel).
De forskere, vi talte med, sagde enten, at de så sig nødsaget til at acceptere, eller at de regnede det for formaliteter, som ikke betød så meget i praksis.
Universiteternes rektorer sagde ikke et kvæk
Som nævnt blev de ulovlige formuleringer offentligt synlige efter gyllegate, primært takket være DR’s Jesper Tynell, som gennem P1 Orientering tog sagen op i flere indslag frem til december 2016. Også bladet FORSKERforum fulgte med.
I 2013 gik jeg i gang med at undersøge sagen nærmere og henvendte mig til styrelser, kammeradvokaten, universiteternes ledelse og forskere, der har været underlagt tavshedsklausulerne. Reaktionerne var skræmmende.
Tavshedsklausulerne optog derimod ikke folketinget, selvom folketinget kunne have undgået vildledningen, hvis rapporten var blevet offentliggjort. Det havde været en værdig og nærliggende markering, hvis universiteternes rektorer skulder ved skulder var trådt frem og havde sagt, at de fandt det uacceptabelt, at universiteterne blev hindret i at opfylde deres pligt i henhold til universitetslovens § 2 stk 2 – at værne om forskningsfriheden og at tilskynde forskerne til at deltage i den offentlige debat.
Det gjorde de ikke. Man hørte ikke et kvæk.
Jeg var ude for, at en ledende universitetsjurist tre måneder efter at miljøstyrelsen havde indrømmet ulovlighederne, fortsat forsvarede kontrakterne! En leder fra forskningssektoren kom – for slukket mikrofon – nok tæt på sagens kerne med følgende bemærkning: »man bider jo ikke af den hånd, man spiser af.«
Universiteterne er stærkt pressede
Fra april til december har miljøstyrelsen arbejdet med at revidere kontrakterne, så de blev i det mindste lovlige. At følge denne proces, fra første – helt uspiselige – udkast forelå, gennem flere høringsrunder, møder og revisioner, frem til et nogenlunde acceptabelt resultat, har været et interessant, men nedslående, studium i magtens logik.
De fleste borgere forventer, at myndighederne er de første til at leve op til lovgivning om ytringsfrihed og forskningsfrihed. Hele denne proces tyder ikke på det. De skal presses til det.
Og presset kommer ikke fra universiteterne. De har været bemærkelsesværdigt forsigtige med krav og kritiske kommentarer, ja bovlamme, så hvis der ikke havde været et pres gennem medier – primært igen P1 Orientering og FORSKERforum, tvivler jeg på, at der var kommet så vidtgående ændringer, hvis nogen overhovedet.
Baggrunden er desværre, at universiteterne er stærkt pressede, så ledelsen ikke er i stand til at løfte ansvaret. Men også at forskningsfrihed mere generelt er en svagt forankret værdi, ikke blot i det politiske system, men også internt på universiteterne selv, ikke mindst hvis det risikerer at koste noget i form af mistede indtægter fra myndighedskontrakter.
Faglighed, offentlighed og oplyst demokratisk rådslagning er sorteper
På den baggrund kan man også være nervøs for, hvor meget det egentlig i praksis ændrer, at forskerne nu formelt slipper for mundkurvsklausulerne.
Undervisningsministeriet og Styrelsen for forskning og uddannelse (som navnet nu er) har tilkendegivet, at de også vil revidere deres standardkontrakter, så de bliver lovlige (jeg har ikke spurgt øvrige myndigheder). Vi venter på resultaterne, de skulle foreligge snart.
Sagen har en vis parallel til offentlighedsloven. Den til enhver tid siddende regeringsblok har en interesse i hemmelige rum og så stærk informationsstyring som muligt.
Potentielt regeringsbærende partier tøver derfor med at forlange åbenhed. Faglighed, offentlighed og oplyst demokratisk rådslagning bliver sorteper.
