Mørkets fyrster er trængt dybt ind på Christiansborg

DOKUMENTATION   Næppe nogen dansk regering ved sine fulde fem ville drømme om at udnævne en general til forsvarsminister eller en tobaksfabrikant til sundhedsminister, men når det gælder landbruget, så har den slags åbenlyse interessekonflikter aldrig været et problem. I det meste af det 20. århundrede har landbruget haft succes med at sætte sig på den politiske magt over både erhvervet og de politiske venner.

Af Kjeld Hansen, gårdejer og journalist

Imidlertid er det ikke længere god tone at udpege en gårdejer som fødevareminister. Den sidste regerede så sent som i Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering fra 2010 til 2011. Han var gårdejer og svineproducent og hed Henrik Høegh, kom fra Lolland, og blev hentet fra præsidiet i Landbrugsrådet, som i dag hedder Landbrug & Fødevarer. Han var ingen succes.

Til gengæld har landbrugets organisationer oprustet i det skjulte. Dels ”køber” man i stigende omfang fremtrædende politikere, og dels ”sælger” man sine egne folk til regeringens ministre som særlige rådgivere og til de politiske partier. Hvad det sidste angår, så dirigeres det største oppositionsparti, Venstre, i dag af en tidligere direktør fra Landbrug & Fødevarer.

Også landbrugets rabiate protestorganisation Bæredygtigt Landbrug er med. De er trængt helt ind i maskinrummet hos Lars Løkke Rasmussens nystartede parti.

Som et velbelyst eksempel på ”køb og salg” af højtprofilerede politikere tjener ansættelsen i 2012 af Venstre-politikeren Søren Gade som direktør for Landbrug & Fødevarer. Nogen opsigt vakte det, men da Gade offentligt svor på, at han aldrig ville vende tilbage til politik, var der ligesom ikke noget at komme efter. Det løfte holdt han dog ikke.

Da Gade blev fyret i slutningen af september 2014 for millionrod med EU-tilskud og kæmpeunderskud til L&F, stod Venstre parat til at byde expolitikeren velkommen hjem. I dag er Søren Gade dog sent af vejen som levebrødspolitiker i Europa-Parlamentet.

Hjertelig ministertale viste sig som god investering

Helt anderledes opsigt vakte det blot tre uger efter Gades afgang, da L&F-formand Martin Merrild kunne proklamere, at han havde ”scoret” justitsminister Karen Hækkerup til jobbet som Gades efterfølger.

Den 40-årige socialdemokrat Karen Hækkerup var en af statsminister Helle Thorning-Schmidts mest fremtrædende ministre, men nu sprang hun direkte fra taburetten som justitsminister til sin første arbejdsdag som administrerende direktør på Axelborg.

Karen Hækkerup havde ingen erfaring med landbrug ud over fire måneder som fødevareminister i 2013, men det havde været nok til at gøre et stort indtryk i landbrugets lobbycirkler. Ikke mindst en usædvanlig hjertelig ministertale til »verdens bedste landmænd« ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i 2013 viste sig nu at være en god investering. Det fremhævede formand Martin Merrild i sin velkomsttale.

Med i købet fik Landbrug & Fødevarer også Morten Høyer. Han havde været Hækkerups tro følgesvend siden 2011 som særlig rådgiver fra Social- og Integrationsministeriet til Fødevareministeriet og senest Justitsministeriet. Hos Landbrug & Fødevarer avancerede Høyer hurtigt til tops både i direktionen og som direktør for Politik og Kommunikation til trods for en beskeden faglig ballast i form af en kandidatgrad i forvaltning fra RUC.

Høyers skæbne var nøje flettet sammen med Karen Hækkerups, så da hun sagde op, gik der ikke længe, før Høyer også måtte forlade Axelborg. Kortvarigt bestred han en direktørstilling i Henrik Sass Larsens brancheorganisation for kapitalfonde, men derfra gik turen videre til Dansk Industri, hvor den 47-årige Høyer i dag sidder med ansvaret for public-affairs og kommunikation i landets største interesseorganisation.

Hækkerups hamskifte skabte stor alarm hos nogle politikere. »Jeg er meget, meget skeptisk over for et system, hvor man går direkte fra at være minister over i en stor interesseorganisation og blive cheflobbyist. (…) Nu er det ikke så længe siden, Karen Hækkerup var fødevareminister, og det må jo ikke mindst være hendes bedrifter der, der kvalificerer hende til at komme i Landbrug & Fødevarers søgelys som cheflobbyist,« sagde Per Clausen (Ø), der var næstformand i 2014 for Folketingets udvalg for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri.

Clausen mente, at Folketinget burde overveje at indføre en karantæneperiode, så ministre ikke kan skifte spor fra politiker til lobbyist fra den ene dag til den anden. Enhedslisten stillede efterfølgende to beslutningsforslag, men da både den borgerlige regering og socialdemokraterne var imod, kom der aldrig noget ud af det. Karen Hækkerup selv holdt ud på direktørposten i landbrugets lobbyorganisation frem til 1. oktober 2018, hvor hun pludselig valgte at stoppe. Den egentlig begrundelse er aldrig kommet frem.

Trafik af politikere, embedsmænd og journalister

I nyere tid er det kun De Konservatives Brian Mikkelsen, der har gjort Hækkerup kunsten efter. Som fremtrædende konservativ politiker sad Mikkelsen i Folketinget 1994-2018, hvor han varetog så forskellige hverv som kultur-, justits-, økonomi-, og erhvervsminister. Han var erhvervsminister frem til 21. juni 2018, hvor han trådte tilbage. Dagen efter begyndte han i sit nye job som lobbyist hos interesseorganisationen Dansk Erhverv.

Helt anderledes diskret men nok så magtfuld er den trafik af embedsmænd, der kører frem og tilbage mellem landbrugets hovedsæde på Axelborg og demokratiets højborg på Christiansborg.

Til vellønnede jobs som partisekretærer, pressechefer og politiske rådgivere eksporterer landbrugslobbyisterne deres ”mørkefyrster” til Christiansborg. Den anden vej overtales politiske journalister og embedsfolk med gode forbindelser i centraladministrationen til at sige ja til vellønnede jobs på landbrugets Axelborg. Overnight konverteres de her til fuldblods lobbyister.

Tidligere embedsmænd kommer med et suverænt netværk i magtens maskinrum og med kontakter, der er yderst værdifulde på den ny arbejdsgivers vegne. Tag for eksempel den nuværende klimadirektør Niels Peter Nørring hos L&F. Nørring er uddannet agronom og har en ph.d.-grad i statistisk analyse af økonomiske talmængder, men det hindrer ham ikke i at bestride den fagligt krævende post som landbrugets klimadirektør. Tilsyneladende er det helt andre kvalifikationer end klimaviden, der er brug for i den stilling.

Nørring tjente sine landbrugspolitiske sporer i 1990’erne, først som ministersekretær for hele tre landbrugsministre, derefter tre år i Bruxelles som landbrugsattache ved den danske EU-repræsentation, så hjem til en chefstilling i landbrugs- og fødevarestyrelsen, hvorefter han havde kvalificeret sig til sin vellønnede topstilling på Axelborg i 1999. Først som miljødirektør og nu som klimadirektør, hvor Nørring kæmper for landbrugets interesser og imod samfundets miljø- og klimakrav.

De store landmandsejede fødevarevirksomheder indkøber også embedsmænd fra centraladministrationen. Hos Danish Crown drejer det sig bl.a. om Frederik Vilhelm Greibe, der blev hentet ind som direktør for public affairs og internationale forhold i januar 2018. Han kom direkte fra en betroet stilling som privat sekretær for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i årene 2013-2017. Før da tjente han som embedsmand i fem år i Udenrigsministeriet. Uddannelsen er blot en titel som cand.merc. i økonomi og filosofi fra CBS.

Også i Danish Crown møder man Bjarke Kamstrup, der er chef for Public Affairs i kødkoncernen. Han blev hentet i maj 2021 fra stillingen som pressechef i Miljø- og Fødevareministeriet, hvor han havde arbejdet for ministeren siden november 2019. Før da havde han bl.a. været ansat som politisk TV2-reporter på Christiansborg i fire år. Kamstrup er uddannet journalist

Hos den anden landmandsejede gigant kunne man tidligere møde Niels Thulesen Dahl som kommunikationsdirektør, og hans karriereforløb tjener som et illustrativt eksempel på lobbyisternes ubesværede vekslen mellem de tre magtpoler: lobbyorganisationerne, medierne og politikerne. Karrieren skal derfor beskrives nærmere.

Dahl er uddannet teolog men indledte sin karriere som journalist på Kristeligt Dagblad i et år (2005-2006). Derefter arbejdede han knapt et år med lobbyisme og politisk interessevaretagelse hos det nu opløste kommunikationsvirksomhed Gunbak Strategy. I 2008-2009 skrev han bogen “Kristian – Kronprinsen” om sin fætter Dansk Folkepartis senere formand Kristian Thulesen Dahl. Den åbnede dørene for en stilling hos nyhedsmediet Altinget.dk, hvor han skrev kritiske artikler om bl.a. fødevarepolitik, skattepolitik og energipolitik i fem år frem til 2011.

Så bekendte han politisk kulør, og fra november 2011 til april 2014 leverede Dahl politisk rådgivning som leder af presseafdelingen hos Liberal Alliance. Hans kompetencer var bl.a. kommunikationsstrategi, pressehåndtering, krisekommunikation, kampagneaktiviteter og sociale medier. Derfra gik karriereudviklingen videre til stillingen som pressechef hos Venstre fra april 2014, hvor han hurtigt steg i graderne som politisk rådgiver for partiets toppolitikere. Desuden stod han for ledelsen af pressesekretariatet med ca. 14 ansatte, der havde ansvaret for partiets kommunikationsstrategi, pressehåndtering, krisekommunikation, kampagneaktiviteter, sociale mediestrategi og politikudvikling.

I marts 2017 forlod Dahl imidlertid Venstre til fordel for en position som særlig rådgiver for udenrigsminister Anders Samuelsen fra Liberal Alliance. Stillingen fik en brat ende i i sommeren 2019, da Samuelsen forlod dansk politik. Så fulgte godt et års indsats som kommunikationsdirektør hos Arla Foods fra januar 2020 til august 2021, hvorefter Jyllands-Posten ansatte Dahl som politisk analytiker.

Dahls efterfølger hos Arla hedder Mariam Skovfoged. Hun har blot en formel uddannelse som journalist, men kommer med et stort netværk efter seks år som særlig rådgiver i Miljøministeriet. Og sådan kan man blive ved i noget nær det uendelige.

En anden af de store ”mørkefyrster” gik den modsatte vej i 2012. Umiddelbart kunne det se ud som et tab for Axelborg, men strategisk var det en kæmpesejr at få den talentfulde Claus Søgaard-Richter placeret som magtfuld partisekretær i Danmarks liberale parti, Venstre.

Som 32-årig var Søgaard-Richter blevet udnævnt til vicedirektør i Landbrugsrådet i 2004, til trods for at han fagligt blot kom med en kandidatgrad i administration fra Aalborg Universitet og nogle år som EU-chef i Dansk Handel & Service. I 2008 avancerede han til direktørstolen, hvor han sad frem til den dag, de ringede fra Venstre.

Dog havde han tidligere været ansat som både student og konsulent i Venstre, hvor han havde lært Lars Løkke Rasmussen at kende, og formanden var ikke i tvivl om, at landbrugslobbyisten fra Axelborg ville være den rette til at udfolde formandens politik. – Det er et arbejde, som kræver medejerskab i baglandet såvel som på Christiansborg. Med ansættelsen af Claus Søgaard-Richter får Venstre en topprofessionel og dedikeret partisekretær, som kan styrke partiet, begrundede Lars Løkke Rasmussen sit valg med i Berlingske.

Claus Søgaard-Richter tonede også rent flag. – Mit hjerte banker for Venstre, og jeg glæder mig til at komme i gang, udtalte han til Berlingske i januar 2012, da nyheden var ude. – Jeg ser frem til at udvikle Venstres organisation, så vi kan udbygge vores position som Danmarks største parti og sikre Venstre statsministerposten efter næste folketingsvalg.

Makkerskabet mellem de to var så stærkt, at da Lars Løkke faldt i 2019, gik Søgaard-Richter med ham. I dag har han ingen indflydelse på landbrugspolitik som direktør for Diabetesforeningen.

Fuldblods-lobbyist

Venstre er ikke alene om at importere sine ”mørkefyrster” fra Axelborg. I august 2019 hentede den nyudnævnte socialdemokratiske fødevareminister Mogens Jensen sin særlige politiske rådgiver fra Landbrug & Fødevarer, hvor den 35-årige journalist Søren Andersen havde haft stilling som pressechef siden vinteren 2017.

L&F-kommunikationsdirektør Christian Hüttemeier satte disse ord på Andersens særlige evner i et interview med Berlingske: ”Søren har en ualmindelig stor forståelse for presse, journalistik og politik i ét. Hans evne til at navigere i et svært mediebillede, hvor den her organisation ofte er under pres, og til at forudse ting, er virkelig stærk.”

Kort og godt: en fuldblods lobbyist var blevet placeret i maskinrummet hos den minister, der regulerer landbrugserhvervet.

Nogen langvarig eller imponerende indsats blev det ikke til. Formentlig får vi aldrig at vide, hvad den politiske rådgiver sendte af SMS’er eller hviskede i øret på ministeren omkring den ulovlige masseaflivning af mink, men hans evner til at navigere i minefeltet mellem presse, journalistik og politik rakte ikke til at redde ministeren. Mogens Jensen blev udpeget som prügelknabe for hele den betændte minkaffære og måtte gå af i november 2020, og han trak Andersen med sig i faldet.

I dag er Søren Andersen så ansat som særlig rådgiver i Uddannelses- og Forskningsministeriet hos den socialdemokratiske minister Jesper Petersen.

Det hører også med til billedet af landbrugets diskrete indflydelse, at Lars Løkke Rasmussens kommunikationschef i det nystartede parti De Moderate hedder Jeppe Søe. Han var både ophavsmand, koordinator og talsmand for traktor-demonstrationerne “Oprør fra Landet”, hvor hundredvis af utilfredse landmænd især fra protestgruppen Bæredygtigt Landbrug i november 2020 indtog København og Aarhus.

Arketypen på en ”mørkets fyrste”

Som det mest aktuelle eksempel på en magtfuld studehandel kommer man ikke uden om den journalistuddannede Christian Hüttemeier. Denne tidligere direktør fra Landbrug & Fødevarer dirigerer i dag de folkevalgte politikere i landets største oppositionsparti, Venstre. Og han gør det med jernhånd. Christian Hüttemeier er noget nær arketypen på en ”mørkets fyrste”, der kan få formanden til at ranke ryggen og partiets tillidsfolk til at ryste. Og i mindst et tilfælde til at melde sig ud.

Hüttemeiers forhold til Venstre blev indledt i november 2011, hvor partiet hentede den politiske reporter på Jyllands-Posten til en stilling som partiets pressechef. I en 40 års fødselsdagsomtale i Århus Stiftstidende 2015 beskrives Hüttemeiers vej til magten:

”Egentlig begyndte han sin journalistiske karriere på en sportsredaktion, og måske er det ikke tilfældigt, at han senere blev reporter på Christiansborg for både Politiken og JP, pressechef i Venstre for derefter at blive Lars Løkkes særlige rådgiver. For er der noget, man har brug for i den metier, er det både glidende tacklinger, finter, lange udkast og præcision – og en taktik, der rummer både et langsomt opbygget angreb og lynhurtig reaktion på uforudsete hændelser. Han var – og er – kendt for sit gode netværk i og uden for Christiansborg og sin ærgerrighed og begejstring.”

I hvor høj grad Venstre havde succes med projekt Løkke Rasmussen, er blevet diskuteret mange steder, men Hüttemeier gjorde sit og stod last og brast med formanden helt frem til juni 2015, hvor Venstre vandt valget og dannede en etparti-regering. Hüttemeier trak sig som rådgiver efter regeringsdannelsen, da han angiveligt havde brug for at beskæftige sig med andet end politik og arbejde.

Hüttemeier dukkede atter op i april 2016, hvor han lod sig udnævne til kommunikationschef i Danske Regioner, en stilling han forlod et lille år senere til fordel for jobbet som kommunikationsdirektør hos Landbrug & Fødevarer. Her sad han frem til januar 2020, hvor den nye Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen ringede og tilbød ham den magtfulde stilling som partisekretær i Venstre. Hüttemeier sagde ja.

Der findes ingen regulering af danske lobbyister

Hüttemeier ankom i tide til at kaste sig ind i den perfekte storm, og det traumatiske forløb med udstødelsen af partiets næstformand Inger Støjberg bar tydeligvis partisekretærens fingeraftryk, og ikke alle var begejstrede. I februar 2021 meldte Pernille Roth, formand for Venstre i Nordjylland, sig ud af partiet i protest mod partisekretæren. I en afskedsmail til sine 4000 medlemmerne beskyldte Pernille Roth Christian Hüttemeier for at have orkestreret et politisk kupforsøg mod Inger Støjberg, der dengang stadig var næstformand. Hüttemeier benægtede dog alt, ifølge hans gamle avis Jyllands-Posten.

Landbrug & Fødevarer lægger sjældent skjul på sin succes med at køre rundt med politikerne. Selvtilfredsheden kunne ikke skjules, da den afgående formand, minkavler Martin Merrild, i november 2021 blev fejret med et års corona-forsinkelse på L&F-delegeretmødet i Herning.

I sin takketale påstod Merrild, at Landbrug & Fødevarer er den stærkeste landbrugsorganisation i verden, og så tilføjede han:

“Vi er ubetinget det land i Europa, hvor landbruget står stærkest politisk. Det er enestående og ikke kommet af sig selv og vedligeholder ikke sig selv. Der skal holdes øje med oliepinden. Uden olie af god kvalitet går det ikke. Jeg håber, at jer, der har ansvaret nu, har en ambition om at aflevere vores organisation endnu stærkere til de næste, der på et tidspunkt skal tage over”.

I hele Merrilds formandsperiode havde Landbrug & Fødevarer og de øvrige interesseorganisationer haft frit spil overfor politikere og embedsmænd, og den dag i dag findes der stadig ingen spilleregler, der regulerer lobbyisterne. Hverken et register, en lovgivning eller adfærdsregler for de enkelte brancher (code of conduct) har der kunnet samles politisk flertal for.

De fleste EU-medlemslande har i dag indført sådanne regelsæt. I 1995 indførte Europa-Parlamentet et Åbenhedsregister over lobbyisterne, der sværmer omkring parlamentets folkevalgte medlemmer, og siden 2011 har Parlamentet og Kommissionen haft et fælles, offentligt Åbenhedsregister. I april 2021 blev der yderligere indgået en aftale med Kommissionen og Rådet om fælles regler, der skal give endnu mere gennemsigtighed over lobbyisternes aktiviteter på EU-niveau.

Formålet med Åbenhedsregistret er at sikre, at de der søger interaktion med EU-institutionerne, offentligt lægger deres interesser frem. Registreringen sker dog på en frivillig basis, men kan være nødvendig for særlige typer af adgang: For eksempel de, der ønsker at tale ved en offentlig høring i et parlamentsudvalg, skal registrere sig på forhånd.

I FN-regi har Verdenssundhedsorganisationen WHO taget et ganske dramatisk opgør med lobbyisterne fra tobaksindustrien, som i årevis manipulerede med de folkevalgte. I artikel 5.3 i Framework Convention on Tobacco Control anbefaler WHO regeringer over hele verden at forbyde alle lobbyistmøder, der ikke er strengt nødvendige for regulering af tobaksindustrien. Helt konkret hedder det:

2.1 Parterne [regeringer] bør kun interagere med tobaksindustrien, når og i det omfang det er strengt nødvendigt for at sætte dem i stand til effektivt at regulere tobaksindustrien og tobaksprodukter.

2.2 Hvor interaktioner med tobaksindustrien er nødvendige, bør parterne sikre sig at sådanne interaktioner gennemføres gennemsigtigt og åbent. Når det er muligt, bør interaktioner foregå offentligt, f.eks. gennem offentlige høringer, offentlig meddelelse om interaktioner, videregivelse af optegnelser over sådanne interaktioner til offentligheden.

Herhjemme mener klimapartiet Momentum, at landbrugslobbyen i lighed med tobaksindustrien i årevis har manipuleret forskere, videnskab, politiske beslutningstagere og forbrugerne. Partiet opfordrer derfor til at smide lobbyisterne ud af beslutningslokalerne. I et borgerforslag fra november i år hedder det:

”Ingen beslutninger i Danmark vedrørende landbrugsindustrien bliver taget uden landbrugsindustriens velsignelse. Lobbyorganisationer som Landbrug & Fødevarer sidder tungt på beslutningstagerne og dikterer reelt egne vilkår. Det er ikke et demokrati værdigt.(…) I Danmark fungerer landbrugspolitikken med andre ord som i en korrupt stat, hvor viden, fornuft, moral og logik er fjernet til fordel for penge, magt, lobbyisme og vennetjenester. For at undgå dette, skal møder, samtaler og kontakt til repræsentanter for den industrielle kødindustri i Danmark registreres i et offentligt register. Fuld åbenhed er den eneste måde at sikre, at antallet af møder holdes til et minimum. Overtrædelse af forbuddet mod kontakt til politikere, embedsfolk og offentlige institutioner skal kunne straffes med bøder op til 5 pct. af lobbyorganisationens årlige omsætning.”