Dokumentation: Sådan så stakken ud med ØKO-jord

Kan et produkt være økologisk uden at bære Ø-mærket, der ellers er din garanti for den særlige kvalitet. Ja, det er muligt

Du får øje på en stak plantesække med så- og priklejord hos din lokale foderstofforretning, der reklamerer med, at indholdet er økologisk. På selve emballagen er der trykt ’ØKO’, men du leder forgæves efter det røde Ø-mærke. Så hvad er det her for noget?

Sækken med indhold produceres af Pindstrup Mosebrug A/S på Djursland, så lad os høre, hvad de kan sige. Vi spørger 24. august:

I skriver om bl.a. dette produkt, at det er ”godkendt til økologisk dyrkning”. Jeg ville være glad for at få oplyst, hvem der har godkendt det, og ud fra hvilke kriterier. Da produkterne ikke er forsynet med det statslige Ø-mærke, kan det vel ikke være officielt godkendt?

Allerede dagen efter kommer der svar i indbakken:

”Det ser ud til, at det er nogle meget gamle poser, du har sendt et billede af. ØKO er f.eks. et ord vi ikke må bruge og det er blevet rettet til på alle vores poser. Øko/økologisk/ økologi er vildledende og må derfor ikke bruges på ikke-Ømærkede produkter. På folierne kan desuden findes denne tekst: Ikke-økologisk produkt, der kan anvendes til økologisk jordbrugsproduktion efter retningslinjerne i rådsforordningen nr. 834/2007.

Mere specifikt indeholdt svaret også disse oplysninger:

”Voksemedier (plantesække, pottemuld og såjord) må ikke mærkes med Ø-mærket. Men vi må mærke det som værende godkendt til økologisk brug. Dette er tilladt, når produktet indeholder sphagnum, alternativer til sphagnum og kalk, som trods deres naturlige forekomst aldrig kan blive økologisk. Se evt. Vejledning til økologisk jordbrugsproduktion.

Jeg har desuden vedhæftet to sider (vist nok fra den tidligere udgave af vejledningen, men fortsat gældende tekst), som beskriver ovenstående.

Vi har årligt (omkring november/december) audit af Landbrugsstyrelsen. Her kommer vores økologi kontrollør og tjekker både opbevaring af råvarer og færdigvarer. Om vi adskiller tingene forsvarligt. Hun skal se vores indkøbsordrer og følgesedler på de råmaterialer vi bruger i disse produkter. F.eks. den økologiske hønsegødning vi bruger som næringsstof kilde i produkterne. Jeg har vedhæftet vores certifikat.”

Svaret var underskrevet af Johanne Julie Lindberg, der angiver sin position som Technical Advisor hos Pindstrup Mosebrug A/S I Ryomgaard på Djursland.

Pindstrup Mosebrug A/S er bedst kendt som storproducent af spagnum fra danske højmoser gennem et par generationer. Her er det Lille Vildmose i Nordjylland, der må holde for. Pindstrup har mere end 100 års erfaring i tørveindustrien og har leveret substrater til gartnerbranchen i mere end fem årtier – så hos Pindstrup ved man, hvordan man høster og håndterer råmaterialerne, så kunderne kan stole på at få et ensartet produkt, hver gang. Foto: Jan Skriver

Vi spurgte dog videre 27. august:

”Hvis ret skal være ret – burde I så ikke selv have trukket de fejlbefængte emballager tilbage – butikken kan næppe klandres for at skrive ’økologisk’, når der faktisk står ’Øko’ på sækkene?”

Og svaret kom igen ganske prompte 28. august:

Sådan ser Ø-mærket ud

”Du kan have ret i, at det kunne have været en mulighed at trække de nævnte emballager tilbage. Landbrugsstyrelsen stillede dog ikke krav om en tilbagetrækning, og i samråd med styrelsens konsulent blev det besluttet ikke at trække produkterne tilbage, fordi det ville være en uforholdsmæssigt stor miljømæssig belastning – dels pga. transport, dels ved at kassere allerede produceret plasticfolie.

Trykket på poserne blev ændret forud for 2022-sæsonen. Generelt får vores forhandlere nye leverancer fra os hvert forår og supplerer deres lager i løbet af året. Men ikke alle forhandlere har samme omsætningshastighed på de produkter, de har stående, og derfor kan det godt forekomme, at de har poser liggende med det gamle tryk. Vi ville have forventet, at poser fra 2021 eller før ville have været solgt.”

Så er den potte vist ude.

Bannerbillede: Sådan ser en afgravet højmose ud. Det er mellemområdet i Lille Vildmose efter afsluttet spagnum-udvinding. Foto: Jan Skriver

Visited 37 times, 6 visit(s) today

Kommentarer

  1. “en uforholdsmæssigt stor miljømæssig belastning ”
    Det er godt nok et ringe argument her, synes jeg.

  2. Helle Wisbech

    Et er hvad Pindstrup foretager sig. Det kunne jeg ønske anderledes. Noget andet er at det lovligt – det kunne jeg bestemt også ønske anderledes. Politisk handling savnes – her, og i det hele taget!

  3. Det med økologi er nogen gange et mærkeligt begreb, for på den en side, så kan man godt ha’ den mening, at noget spagnum som er gravet op i en højmose må være økologisk, da det aldrig er blevet gødet eller sprøjtet med en gift, men det at Pindstrup graver noget spagnum op af en højmose, er helt klart en rovdrift på en naturressource, da det har taget i tusindvis af år for nogle mosser, at danne den højmose, som Pindstrup graver væk og sælger på nogle få år.

    Et andet sted hvor økologien bliver skamredet er, at laks som er opdrættede i netbure godt må kaldes økologiske, hvis de fodres med økologisk foder, har lidt mere plads i netburet, og de kun bliver medicineret nogle få gange.

    Hvorimod vilde fisk, som har levet et frit liv i havet, hvor de har spist naturlig mad, og som aldrig er blevet medicineret ikke må betegnes som økologiske.

Skriv en kommentar