Som det femte land i EU har parlamentet i Slovenien vedtaget et forbud mod pelsdyravl. Afstemningsresultatet var overbevisende: 71 stemte ja til forbuddet, mens tre stemte nej.
Følgende lande har allerede forbudt den omdiskuterede produktion: Østrig, Storbritannien, Kroatien og senest Holland. Dyreværnsaktivister forventer, at også Belgien, Norge og Tyskland inden længe forbyder pelsproduktion.
I Danmark er der ingen aktuelle planer om at stoppe landets givtige minkproduktion. I 2012 blev der eksporteret for mere end otte mia. kr. skind, og med 14 mio. skind ud af en global produktion på 50 mio. er Danmark den største producent på verdensplan.
Indenfor dansk landbrug er pelsdyrproduktion en anerkendt driftsgren, og formanden for alle danske landmænds interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, er minkavler.
Læs mere om erhvervet her:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/12/17/082934.htm