iss-catering-services-03-stor
ISS er parat til at tage ansvar for de råvarer, der serveres i koncernens kantinedrift. Foto: Copyright ISS World Services A/S.

Æg fra burhøns er fra den 1. august 2016 ikke længere at finde i ISS’ kantiner og personalerestauranter. ISS vil gerne være med til at støtte produktionsformer, hvor der tages hensyn til dyrevelfærd. Derfor anvender ISS fremover ikke længere æg fra burhøns i de 190 kantiner, som firmaet driver. Det meddeler ISS i en pressemeddelelse 5. juli 2016.

Hovedmotivet er, at ISS ønsker at fremme ansvarlig produktion af råvarer. – Vi håber, at vi på den måde kan være med til at forstærke markedets positive udvikling henimod mere ansvarlige produktionsformer, forklarer chef for ISS Catering Excellence, Thomas Lendrell.

thomaslendrellISS
Thomas Lendrell er ISS-ansvarlig for driften af 190 kantiner uden buræg.

Fremover vil alle æg i ISS stamme fra produktionsformer, hvor dyrevelfærden ifølge Dyrenes Beskyttelse er bedre end ved burhøns. ISS har løbende en dialog med samarbejdspartnere og leverandører om, hvilke krav råvarer i ISS’ produktion skal opfylde.

Et andet eksempel er fisk, hvor ISS siden 2013 anvender bæredygtig fisk, som er ACS- eller MSC-mærket, og som anbefales af Verdensnaturfonden WWF

– Vi ser hele tiden på, hvordan vi bedst matcher kundernes ønsker og behov i forhold til de råvarer, vi anvender. Udviklingen i markedet er, at forbrugerne – og dermed også gæsterne i vores kantiner – bliver stadig mere bevidste om, hvordan råvarerne bliver produceret. Derfor er det helt oplagt for ISS at være med til at tage ansvar og bidrage til at fremme ansvarlige produktionsformer, siger Thomas Lendrell.

ISS Danmark driver flere end 190 kantiner og personalerestauranter og tilbereder hver dag mad til 56.000 gæster. Hver uge indkøber og tilbereder ISS i alt 50.000 æg. Mange af disse har hidtil været produceret af burhøns.

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.