Et nødvendigt indgreb af hensyn til folkesundheden blev forplumret af embedsværket, der forsømte at klæde politikerne på. Sådan fremstår minkkommissionens konklusioner, og departementschef Henrik Studsgaard synes at være udpeget som syndebukken. Foto: Anima.

Som følge af indstilling fra Medarbejder- og kompetencestyrelsen fritages departementschef Henrik Studsgaard fra tjeneste. Det fremgår af en pressemeddelelse fra miljøminister Lea Wermelin, der dermed indleder den ansættelsesretlige opfølgning på Minkkommissionens beretning

Ministeren har den 24. august 2022 truffet afgørelse i personalesagen vedr. miljøministeriets departementschef Henrik Studsgaard som opfølgning på Minkkommissionens beretning. Afgørelsen er truffet på baggrund af rådgivning og indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Læs det nærgående portræt her.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har indstillet at indlede en disciplinærforfølgelse af departementschef Henrik Studsgaard med et tjenstligt forhør. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har rådført sig med Kammeradvokaten, og det er Kammeradvokatens vurdering, at indstillingen er forenelig med retsgrundlaget og praksis. Miljøministeren har fulgt indstillingen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, og departementschefen er fra dags dato fritaget fra tjeneste.

Der vil snarest blive konstitueret en midlertidig departementschef, oplyser ministeriet.

Var fødselshjælper på landbrugspakken

Skandalen om den herostratisk berygtede landbrugspakke, som Lars Løkke Rasmussen-regeringen vedtog i december 2015, var orkestreret af departementschef Henrik Studsgaard.

Venstre-politikeren Eva Kjer Hansen kom til at betale dyrt for sin flirt med landbrugets mere rabiate kræfter, mens hendes departementschef overlevede skandalen. Forsiden af BT fra efteråret 2015.

I et interview i Magisterbladet 4. marts 2016 blev det beskrevet, hvordan anonyme embedsmænd havde kritiseret tilblivelsen af den omstridte landbrugspakke, som endte med at koste Eva Kjer Hansen (V) jobbet som miljø- og fødevareminister. Alligevel afviste departementschef Henrik Studsgaard kritikken og forklarede, at han kunne stå inde for fagligheden. Der er simpelthen ikke noget at komme efter…

Her er en lille smagsprøve på Studsgaards benægtelser:

Magisterbladet: Har du levet fuldt op til den sandhedspligt, du er underlagt?

“Ja. Åbenhed, faglighed og ikke mindst diskussion af fagligt indhold er væsentlige forudsætninger for en høj kvalitet i opgaveløsningen i Miljø- og Fødevareministeriet. Det har jeg – og det har ministeriet – levet op til.”

Magisterbladet: Kan du forstå dem, der nu siger, at en sag som denne her er med til at undergrave tilliden til det politiske system?

“Nej, det kan jeg ikke. Fødevare- og landbrugspakken hviler på en faglig rådgivning, som vi kan stå inde for.”

Landbrugets departementschef benægter alt – som den eneste!

Departementschefens tillidsøvelser

I kølvandet på skandalen om landbrugspakken nåede troværdigheden i toppen af Miljø- og Fødevareministeriet et historisk lavpunkt, der gjorde det nødvendigt at påtvinge alle ansatte i departementet studiekredse og et obligatorisk heldagskursus i kunsten at tale sandt. Initiativtageren var Henrik Studsgaard.

Det første træningskursus blev gennemført 3. november 2017 som en personaledag med titlen ”Troværdighed – fokusområde som led i Miljø- og Fødevareministeriets koncernfælles strategiske grundlag.” Deltagerne var de ansatte i departementet, og i alt 196 embedsfolk deltog.

Dagen begyndte på hotel Crowne Plaza, Copenhagen Towers, Ørestads Boulevard 114-118, 2300 København S (ved metrostation Fields).
Alle var inviteret til klokken 0900, hvor morgenmaden stod parat. Kl. 0930 var der præsentation af ”dagens program og temaet troværdighed”, og et kvarter senere tog departementschef Henrik Studsgaard ordet. I den næste halve time holdt departementschefen sit ”oplæg”. Imidlertid kan der kun gisnes om, hvad Henrik Studsgaard sagde, da departementet ikke har ønsket at give aktindsigt i talepapiret til hans tale.
Læs beretningen om den store troværdighedsdag her.

Bannerbillede: Shylock er en person i Shakespeares Købmanden i Venedig, hvorfra udtrykket “et skålpund kød” stammer. Her ses Shylock sammen med Jessica. Foto: Wikipedia.

https://i0.wp.com/gylle.dk/wp-content/uploads/2018/03/DepCheftale2.png?ssl=1
Sådan så aktindsigten ud, da vi bad om at se departementschefens talepapir, som han anvendte på den store “troværdighedsdag” i ministeriet i 2017.
Visited 5 times, 2 visit(s) today

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Og Barbara Bertelsen slipper med en advarsel….Fyfaen da.

  2. Steen Ole Rasmussen

    Det var en onsdag, at beslutningen blev eksekveret.

    Der var i optakten til beslutningen fuld opbakning i folketinget, men i weekenden slut oktober begyndelsen november 2020 vendte tredje generations levebrøds-politiker, Jakob Ellemann Jensen, på en tallerken.

    Han havde nok lugtet, at der ville blive spredt juridisk grus i maskineriet bag beslutningen, som han ikke kunne stå inde for at vende sig imod, men som han nok kunne skade beslutningstageren bag, ved ikke at bakke op om den sådan, som alle gik ud fra at han ville have gjort, lige som alle andre netop var enige om at gøre ind til da.

    Beslutningen blev eksekveret onsdag d.4 november 2020, fordi det var fuldstændigt uansvarligt ikke at gennemføre den hurtigst muligt netop da, og fordi det stod tindrende klart.

    Mutationerne væltede ud af minkbesætningerne, det største eksperiment med overførsler af corona fra dyr til menneske og tilbage igen var i fuld gang her i DK, især i Jylland, der kunne ser frem til at blive det næste Wuhan, hvis ikke at “lortet blev lukket med det samme”.

    Pelsbranchen, landbrugets kommercielle interesser, de kommercielle medier generelt men især de nordjyske havde kørt på med kritik af de alt for drastiske tiltag i forhold til pelsavlerne. Der var fuld fokus på de økonomiske konsekvenser af at slå dyr ned. Men de sundhedsmæssige aspekter af det største eksperiment med udbredelse af smitte med corona i dyr, som frit smittede mennesker igen, dem havde man endog meget svært ved at komme på højde med.

    Det hed sig fra alle de åh.. så liberalistiske hjerter, at man slet ikke kunne være sikker på, at cluster 5, den specifikke mutation som Kåre Mølbak havde nævnt, var så meget på farten, at den kunne bruges som argument for at slå så mange besætninger ned, som det allerede var sket og slet ikke at lukke lortet helt!

    Medierne blev ved og ved med at fokusere på cluster 5, også selv om Tyra Krause havde forklaret, at man generelt og hele tiden var 14 dage bag efter med sekventeringerne af det kreative virus, så der med stor sandsynlighed var en masse nyskabelser i vej som følge af den pågående aktivitet de her 15 millioner levende laboratorier, udklækningssteder for sygdom, og som ingen jysk kinamand havde en chance for at komme på højde med!

    Oppositionen lod således Statsmedisteren stå alene om sin beslutning. Levebrødspolitikeren havde taget det skridt, der nu bliver genstanden for opmærksomhed i den forestående valgkamp. Der gik hele 3 dage, inden at den blev lovliggjort med hjælp fra støttepartierne. I disse dage var der ikke juridisk dækning for at gøre det, som ingen kunne argumentere for at være imod!

    Medierne, industrien, oppositionen, dvs. hele parnasset af liberale fribyttere har siden fokuseret eksklusivt på de fodfejl, som embedsværket nu slagtes for at have begået i den sags tjeneste, som ingen vil kunne stå inde for at være imod eller have været imod på daværende, der hvor lortet blev lukket, med rette.

    Min svage hukommelse kunne nok suppleres lidt op med lidt detaljer om forløbet. Men sagen er, at medier, opposition, landbrug og især pelsindustri ikke på nogen måde er interesseret i at blive mindet om, hvad det var for en situation, som industrien, fribytterne havde bragt os i, dvs. om, hvad det var for en trussel, de selv udgjorde for folkesundheden med deres 15 millioner levende virusfabrikker.

    Den slags folkeoplysning er muligvis god for folket, men forfærdelig dårlig for de liberale fribytteres økonomi.

  3. Jan Stampe Nielsen

    Der kommer næppe for alvor til at rulle hoveder i den såkaldte minksag. Der vil blive og er lidt krusninger i overfladen med latterlige advarsler, irettesættelser og pro forma hjemsendelser. På den lange bane tror jeg alt fortsætter som hidindtil. Det danske politiske system, hvor ansvarlig politik må vige for drillerier og meningsmålinger koblet sammen med et uansvarligt embedsværk, hvor ingen synes at have ansvar, undtaget når dette indgår i lønforhandlingerne – giver et facit der i min optik hedder: Duk jer. Sig så lidt som muligt, gerne viklet ind i traditionelle fraser – og vi deler magten – også på mandag:
    Jeg kan naturligvis tage fejl – måske ryger der et par kontordamer der har stavet forkert.

Skriv en kommentar