Under vandet åbenbarer sig en verden af planter med stor variation og skønhed. Plantelivet fortæller om vandområdernes tilstand og udvikling, når man sætter navn på arterne. Derfor er Danmarks Vandplanter en invitation både til at gå på opdagelse i de danske vande og til at blive klogere på arterne og deres voksesteder for såvel amatører som professionelle botanikere.

Jens Chr. Schou har været den drivende kraft bag bogen, og han har håndtegnet de smukke illustrationer.

Danmarks Vandplanter er netop udkommet, og bogen beskriver i tekst, fotografier og stregtegninger alle kendte danske vandplanter og kransnålalger, samt et stort udvalg af sumpplanter, mosser, levermosser og makroalger. Med illustrerede nøgler, mange fotografier, præcise beskrivelser, og udbredelseskort samler bogen den nyeste viden om vandplanter i Danmark.

Bogen er forfattet af fire af de skarpeste hjerner på dette specielle felt: Jens Christian Schou, Bjarne Moeslund, Lars Båstrup-Spohr og Kaj Sand-Jensen. JCS er pensioneret lærer, illustrator, fotograf og forfatter til adskillige bøger om danske planter. BM er biolog ved Orbicon, vandløbsekspert og medforfatter til Danske Vandplanter fra 1990. LBS er forsker, Ph.D. ved Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet og ekspert i kransnålalger. KSJ er professor samme sted med forskning i vandplanters miljøkrav, udbredelse og historiske udvikling.

Bogen er på 560 sider, A4 format, fuld farve og omhandler 311 taxa. Den separate feltnøgle er på 48 sider trykt på vandfast (!) papir. Pris for bog & feltnøgle kr. 400,00 incl. moms – men excl. forsendelse. Feltnøgle særskilt kr. 40,00. Bogen kan bestilles direkte fra forlaget på emailadressen: forlagsbestyrer@bfnsforlag.dk

Visited 64 times, 14 visit(s) today

Comments are closed.