Forbrugerombudsmanden advarede kartoffelavlerne, men orkede ikke at håndhæve loven, selvom avlerne blæste på kravet om dokumentation for deres ’sunde’ kartofler. Efter klage fra gylle.dk opsagde Kræftens Bekæmpelse selv samarbejdet med Lammefjordens Grøntsagslaug
Gennem en årrække har patientorganisationen Kræftens Bekæmpelse modtaget støttebeløb fra kartoffelavlerne på Lammefjorden i Odsherred som bidrag til kampagnen ’Støt Brysterne’ mod brystkræft.
Til gengæld for pengedonationerne har patientorganisationen renskuret kartoffelavlernes giftsprøjtede kartofler for alle mislyde med dette slogan: ”Kartofler fra Lammefjorden – med til at gøre en forskel. Når du køber grøntsager fra Lammefjorden, hjælper du dig selv og din familie til at spise sundt.”
Samarbejdet er nu bragt til ophør, og Kræftens Bekæmpelse har fjernet Lammefjordens Grøntsagslaug fra patientorganisationens liste over samarbejdspartnere. Kræftens Bekæmpelse begrunder det drastiske skridt med vigtigheden af at værne ”om vores troværdighed, som er af afgørende betydning for os.”
I en mail til gylle.dk 19. januar 2024 bekræfter Heidi Nordahl Sahlholdt, der er chef for erhvervsmarkedet i Kræftens Bekæmpelse, samarbejdets ophør, men tager dog forbehold for den endelige beslutning: ”Vi har fortsat suspenderet samarbejdet med Lammefjordens Grøntsagslaug, da vi er i gang med at undersøge sagen grundigt. Så længe vi behandler sagen, er samarbejdet indstillet. Vi vil efterfølgende beslutte, hvad der fremadrettet skal ske.”
Kartoffelavlerne gør grin med Forbrugerombudsmanden
Når det gælder reklamer for ’sunde’ produkter, er markedsføringsloven helt klar: producenten skal kunne dokumentere sine påstande på opfordring, men Lammefjordens Grøntsagslaug og Kræftens Bekæmpelse blæser på paragrafferne. Det har de kunne gøre, fordi Forbrugerombudsmanden har for travlt med andre sager til at sætte dem på plads
Gylle.dk har gjort gældende i artikler og senest i en klage til Forbrugerombudsmanden, at forholdene omkring dyrkningen af grøntsager på Lammefjorden sætter et stort spørgsmålstegn ved teksten om de ’sunde’ produkter. Når man tjekker sortimentet af sprøjtegifte, der anvendes for at producere de ’sunde’ kartofler, fremstår det problematiske forhold klart.
”De to virksomheder hævder i fællesskab, at det omtalte kartoffelprodukt, der er fremstillet med massiv anvendelse af sprøjtegifte, gavner sundheden for forbrugeren og dennes familie”
Ifølge de lovpligtige indberetninger til Miljøstyrelsen fra den seneste planperiode 2021-22 bliver Lammefjordens kartofler sprøjtet med 18 forskellige gifte i løbet af en vækstsæson. Det fremgår af indberetningerne fra en af Lammefjordens største producenter, Ole Kolind Nielsen, der også nævnes eksplicit som leverandør af kartofler i den lyserøde kampagneemballage.
Kikker man Ole Kolind Nielsens 18 gifte efter i sømmene, findes der intet belæg for sunde kartofler. Ifølge den lovpligtige advarselsmærkning kan otte af giftene fremprovokere allergiske hudreaktioner, fem kan give øjenskader, tre kan skade det ufødte foster, to kan volde kroniske organskader i blod, lever, nyrer og milten – og to er mistænkt for at fremkalde kræft.
Alligevel mente Kræftens Bekæmpelse, at du ”hjælper (..) dig selv og din familie til at spise sundt” ved at servere den slags kartofler.
Anmeldelsen til Forbrugerombudsmanden
Gylle.dk anmeldte 21. oktober 2023 både Kræftens Bekæmpelse ved formand Helen Bernt Andersen, konstitueret vicedirektør på Rigshospitalet, og Lammefjordens Grøntsagslaug ved formand Kristoffer Linderoth for overtrædelse af markedsføringslovens § 5 ved at udbyde konventionelt producerede kartofler ved hjælp af urigtige oplysninger og i en fremstillingsform, der tjener til at kunne vildlede forbrugerne.
Vi gjorde gældende, at den urigtige markedsføring sigter mod at påvirke forbrugernes økonomiske adfærd, jf. markedsføringslovens § 8, ved at overtale til køb af det markedsførte produkt i den tro, at forbrugeren dermed gavner sin sundhed.
De to virksomheder hævder i fællesskab, at det omtalte kartoffelprodukt, der er fremstillet med massiv anvendelse af sprøjtegifte, gavner sundheden for forbrugeren og dennes familie. Ifølge markedsføringslovens § 13 skal en virksomhed kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om den slags faktiske forhold.
Forbrugerombudsmanden reagerede ikke overfor Kræftens Bekæmpelse, men sendte et brev til Lammefjordens Grøntsagslaug ved formand Kristoffer Linderoth, hvori det blev fastslået, at erhvervsdrivende ikke må give urigtige eller vildledende oplysninger i deres markedsføring, og de må heller ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger. Det understreges, at ”Forbrugerombudsmanden anser det for alvorlige overtrædelser af vildledningsforbuddene, hvis erhvervsdrivende ikke kan dokumentere rigtigheden af de sundhedsegenskaber, der oplyses i markedsføringen.”
Gylle.dk har derefter rettet henvendelse til Lammefjordens Grøntsagslag ved formand Kristoffer Linderoth med en anmodning om at få tilsendt dokumentationen for de ’sunde’ kartofler, men uden resultat trods en rykkerskrivelse.
Hvad angår Kræftens Bekæmpelse undlod foreningen også at fremsende dokumentation fra foreningens forskere trods et klart løfte fra kommunikationschef Ida Strand. Heller ikke beslutningen om at afbryde samarbejdet med kartoffelavlerne offentliggjorde Kræftens Bekæmpelse andre steder end internt på organisationens hjemmeside.
Forbrugerombudsmanden orker ikke sagen
Havde Kræftens Bekæmpelse ikke selv opsagt samarbejdet om ’Støt Brysterne’-kampagnen med kartoffelavlerne på Lammefjorden, kunne de fortsat have samlet penge ind fra de giftsprøjtede kartofler.
Ganske vist orienterede Forbrugerombudsmanden de kemiglade kartoffelavlere om markedsføringslovens krav om dokumentation for sundhedspåstande, men gjorde det samtidig klart, at man ikke orkede at gå videre med en egentlig sag på grund af et overvældende arbejdspres.
I alt afsluttede Forbrugerombudsmanden 7.329 sager i 2022. Heraf er omkring 2.000 afvist med henvisning til ressourceforbruget og knap 1.000 oversendt/henvist til anden myndighed eller et ankenævn. Trods de ekstra resurser afviste Forbrugerombudsmanden alligevel 27 pct. af alle sager, mens 14 pct. blev oversendt til andre myndigheder.
I årsberetningen for 2022 skriver forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, at sager om ”greenwashing” har været prioriteret hos Forbrugerombudsmanden i 2022 og er fortsat i 2023:
”Med en ekstra bevilling på finansloven på 7 millioner kroner kunne vi fra 2022 bruge flere ressourcer på at håndhæve forbuddet mod at vildlede forbrugere med udsagn om produkters bæredygtighed. Arbejdet er fortsat i indeværende år. Det er en vigtig opgave, for fristelsen til at markedsføre sig mindre miljøbelastende, end man faktisk er, synes stor.”
I en artikel i Børsen 16. oktober 2023 fremhæver kontorchef Karen Søndergaard hos Forbrugerombudsmanden, at sager, der skal politianmeldes, har højest prioritet.
“Vi vurderer med det samme, om sagen kan ende med en straffesag eller ej. De sager køres i et spor for sig, hvor vi er meget opmærksomme på mulig forældelse,” siger Søndergaard til avisen.
Når nogle sager trækker ud, er der derfor ifølge Forbrugerombudsmanden tale om sager, der ikke skal politianmeldes. Her skyldes den lange ventetid typisk, at der er tusindvis af siders dokumentation, at sagen kalder på en bredere undersøgelse af en branche eller lignende, forklarer Karen Søndergaard.
Gylle.dk henvendte sig også om sagen til Forbrugerrådets formand Anja Philip med en anmodning om at støtte kravet om en sagsrejsning. Anja Philip overlod besvarelsen til rådets presseansvarlige Jakob Steensen Nielsen, der meldte hus forbi i en mail 17. januar 2024:
”Jeg har vendt den med vores fagperson på fødevareområdet, og vi kommer desværre ikke til at gå yderligere ind i sagen her. Vi er enige i, at det er kritisabelt, at de omtalte sprøjtemidler anvendes, men vi har brug for at kunne sætte os ind i yderligere dokumentation for at kunne løfte bevisbyrden om sprøjtemidlernes sundhed, hvilket vi desværre ikke har mulighed for nu.”
Fakta om Forbrugerombudsmanden
Forbrugerombudsmanden består i dag af 3 kontorchefer og ca. 30 medarbejdere primært med juridisk baggrund samt studentermedhjælpere. Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen fratrådte 31. oktober 2023, og Forbrugerombudsmanden hedder i dag cand. jur. Torben Jensen, der har haft stillingen siden 1. januar 2024. Institutionen er organiseret i tre sagsbehandlergrupper: et finansielt team med Jacob Linkis som kontorchef, et team med miljø, energi og uanmodede henvendelser med Karen Søndergaard som kontorchef og et team med fokus på generel markedsføring og formueret med Andreas Weidemann som kontorchef. Det er gratis at henvende sig til Forbrugerombudsmanden, hvad enten du er forbruger eller erhvervsdrivende.
Jeg støtter ikke kræftens bekæmpelse siden jeres artikel, og foragter rent ud sagt den måde kræftens bekæmpelse ind til videre håndterer sagen.
BRAVO, gylle.dk, flot arbejde!!!
tillykke, stor sejr for brysterne og os forbrugere. Tak for det vigtige oplysningsarbejde.
Godt og grundigt og ikke mindst vigtigt arbejde – som altid!
Gad vide hvori den såkaldte sejr består? Kartofler fra Lammefjorden sprøjtes da forsat totalt uhæmmet. Sejren bør først erklæres, når forbrugerne fravælger produkterne.
Godt vi har Gylle og Kjelds utrættelighed. Oplysning og mere oplysning er den eneste vej frem gennem moradset.
Tak for den fine artikel Kjeld!
Jeg blev helt opløftet af glæde efter at have læst den. Straks meldte der sig erindringer om dengang Journalisthøjskolen underviste eleverne i faget “Dybdeborende Journalistik”. Lærebogen var Mogens Meilby og Kim Minkes gule bog med titlen “Når sandheden skal frem, Metoder i grundig journalistisk research” fra februar 1983. Jeg tror, at din artikel ville have fået ug til eksamen.
Jeg har aldrig selv gået på en journalisthøjskole, men sætter artikler højt, der ikke blot på et letforståeligt dansk giver en grundig gennemgang af emnet med illustrationer, men som også bringer en videre. Jeg har aldrig haft en viden om Forbrugerombudsmandens nuværende institution. Nu er jeg, – takket være dig Kjeld, – kommet et skridt videre. Viden serveret af en ægte journalist på et sølvfad.
Tak til Gylle.dk for at holde fast
Det er rigtig, rigtig dumt at kartoffelavlerne! Jeg fravælger nu kartofler og grøntsager fra Lammefjorden – og kartofler fra Samsø. Det er de sikkert ligeglade med, men hvis vi nu er mange nok der gør det……….så begynder de måske at tænke sig om.
Tak for ny viden!
Pingback: Danish Crown undgår bødestraf trods dom for greenwashing af svinekød | Gylle.dk