Af Bent Lauge Madsen, mag. scient & åmand emeritus
Darwin fik uventet besøg, da han sad på dækket af sit skib, Beagle, 45 nautiske mil uden for Brasiliens kyst: En vandkalv af de mellemstore, Colymbetes, landede med et smæld på et koøje lige ved siden af ham.
Der var meget som undrede ham på den lange rejse, også vandkalven, der besøgte ham så langt ude på havet. Her havde vandkalve intet at gøre, så vidt man vidste. Den, der landede ved siden af Darwin, lever i små damme.
Jeg selv finder hyppigt den danske Colymbetes fuscus i de badekar, som landmændene sætter ud på engene, så kreaturerne kan få drikkevand. Både dammene og badekarrene kan tørre ud, eller vandet bliver for beskidt. Så må vandkalven flyve af sted for at finde et nyt hjem.
Umiddelbart kan man ikke se, at den kan flyve, for vingerne er gemt under to solide låg, som er omdannede forvinger. Men de klappes op, og så er den klar til jagten efter en ny dam.
Dammens blanke overflade sender, næsten som et radiofyr, et tydeligt signal til vandkalven. Fra den blanke overflade reflekteres sollyset som polariseret lys. Det er lysbølger, som kun svinger i én retning, lige til at styre efter.
Vandkalven øjne, er som hos alle insekter, øjne, sammensat af mange synselementer. Nogle af dem ude ved kanten er indrettet til at modtage det polariserede lys.
Mon ikke det var blæsten, som havde ført Darwins vandkalv så langt til søs? Der var ikke meget polariseret lys at styre efter på det urolige hav. Men da vandkalven kom i nærheden af Darwins skib, så den en lille blank dam. Troede den nok: For sent opdagede den, at det var et blankt koøje, der havde udsendt signalet.
Sådan tager mange vandkalve fejl. De lander på blankpolerede gravsten, især sorte. De lander på nyvaskede biler, især røde. Hertil er kommet en ny trussel: Hustagene af sorte, glaserede teglsten.
Se dig ud en sommerdag, hvor de bønder sig en ny gård bygge vil. I gamle dage kunne man udstille sin velstand med antallet af skorstene på stuehuset. En skorsten, ikke for høj, for en lille husmand. Op til 4-5 for gårdejere og flere for proprietærer.
Nu er statussymbolet sort tegl. Sort, blank tegl. Det startede vist med svinebaronerne, der byggede slotte i to etager, nogle med tårne, men alle med sort, skinnende tegl. I det åbne land ligger nu hus ved hus med sort tegl. Et, der ligger ved min barndoms å, kaldes på egnen ”Draculas slot.”
Der er skrevet meget om denne græsselige arkitektur, som skæmmer landskabet visuelt. Men ingen har tænkt på konsekvenserne for vandkalvene. Man bygger motorvejsbroer til sjældne mus, og motorvejstunneler til frøer. Fint nok, men hvem tænker på vandkalvene, endsige gør noget for dem!Disse tage sender polariseret lys, og det leder vandkalvene på vildveje, når de leder efter de vandhuller, der er blevet sjældne i takt med, at der er kommet flere og flere tegltag. Hvor mange vandkalve ender ikke deres dage i tagrenderne. Af blank, rustfrit stål.
En påkrævet indsats kunne jo på vanlig vis udskydes ved at undersøge problemets omfang: Start med at undersøge, om det nu også er rigtigt, at vandkalvene styrer efter polariseret lys. Det er trods alt nogle år siden, det er opdaget, og det kan jo være løgn eller glemt. Og undersøg om det nu også gælder for alle slags sortglaserede teglsten. Tæl døde og sårede vandkalve i tagrenderne ved de sorte tegltage. Skriv en rapport og en artikel i Vand & Jord. Og send den også til et udenlandsk. Så kan vi forvente at Naturstyrelsen, under hvem vandkalvenes ve og vel sorterer, indkalder forslag til virkemidler.
Måske griber sagen omkring sig, så der må laves et vandkalveforum, hvor synspunkter fra svineavlere til vandkalvesamlere kan tale deres sager.
Et virkemiddel kunne være at bruge landdistriktsmidler, eller EU LIFE penge til at skifte ud til røde teglsten. Jamen var der ikke noget med at vandkalvene også fløj ind i røde biler? Jo, hvis de er blankpudsede. Så det går ikke at skifte sort glaseret tegl ud med rødt glaseret tegl. Men rigtig gammeldags Hillerød tegl.
Mit bidrag skal være at pege på konsekvenser, hvis massakrerne på vandkalvene fortsætter. Et er, at det går ud over vandkalvene. Noget andet er, at deres forsvinden har ganske alvorlige konsekvenser for vi mennesker. De første alvorlige tegn har vist sig: Flere og flere mennesker er triste over livet. De skal have psykologhjælp og er på lykkepiller. Vandkalve! Det forklarer Darwin i sin autobiografi: ” Jeg lærte tidligt i min studietid, at sansen for at samle på biller (hvortil vandkalvene hører) er en indikation af, at man får succes senere i livet.”
Han mødte samlere, der var medlem af parlamentet, direktør for en stor jernbane, ja endog en der har direktør for en stor landbrugsorganisation. Successen er væk med vandkalvene.
Og er jeg ene om at synes, at pigerne var mere barmfagre i gamle dage? Dengang skete det tit, at der kom en barmfager bondepige og spurgte interesseret, hvad det var jeg fiskede efter i åen. Om det kanske var vandkalve? Det sker slet ikke så tit mere, når jeg er ude ved åen. Det er nok fordi der ikke er så mange vandkalve?
Siden har jeg fundet ud af, at de piger vidste noget om vandkalve, som jeg ikke vidste, dengang: Jeg vidste at de, vandkalvene altså, kunne lugte fascinerende og meget stærkt. Jeg vidste, at de kunne være farlige at spise. Nu ved jeg, at de har et arsenal af stærke kemiske våben, der afskrækker deres fjender ganske eftertrykkeligt, men tiltrækker unge piger.
På vandkalvenes kemiske hylder er blandt andet pattedyr-kønshormoner, fx østrogener, se formlen. Det var altså dem, og ikke mig, de var så interesserede i, de barmfagre piger. Jeg har siden lært, at de unge piger tillader, at vandkalve må bide dem i brysterne – hvordan de end får dem til det. I hvert tilfælde ved de, at der i vandkalvene er noget, der gør brysterne større. Det er ganske vist: Læs mere, og se billeder, i Kutalak R. & Kassa A. 2005: The use of Gyrinids and Dytiscids for stimulating breast growth in East Africa. Journal of Etnobiology 25: 112-128.
Nå, den enes død, den andens brød: Vandkalvene forsvinder, plastikkirurgerne dukker op. Alt takket være de sortglaserede bondegårde.
