Bent Lauge Madsen

Om vandkalvens forunderlige fascination af sortglaserede tegltage og dens betydning for bondepiger i fordums dage

Den store vandkalv, Dytiscus, er oppe for at trække vejret – det gør den med bagenden! Foto: Bent Lauge Madsen

Af Bent Lauge Madsen, mag. scient & åmand emeritus

Darwin fik uventet besøg, da han sad på dækket af sit skib, Beagle, 45 nautiske mil uden for Brasiliens kyst: En vandkalv af de mellemstore, Colymbetes, landede med et smæld på et koøje lige ved siden af ham.

Mag. scient Bent Lauge Madsen

Der var meget som undrede ham på den lange rejse, også vandkalven, der besøgte ham så langt ude på havet. Her havde vandkalve intet at gøre, så vidt man vidste. Den, der landede ved siden af Darwin, lever i små damme.

Jeg selv finder hyppigt den danske Colymbetes fuscus i de badekar, som landmændene sætter ud på engene, så kreaturerne kan få drikkevand. Både dammene og badekarrene kan tørre ud, eller vandet bliver for beskidt. Så må vandkalven flyve af sted for at finde et nyt hjem.

Umiddelbart kan man ikke se, at den kan flyve, for vingerne er gemt under to solide låg, som er omdannede forvinger. Men de klappes op, og så er den klar til jagten efter en ny dam.

Dammens blanke overflade sender, næsten som et radiofyr, et tydeligt signal til vandkalven. Fra den blanke overflade reflekteres sollyset som polariseret lys. Det er lysbølger, som kun svinger i én retning, lige til at styre efter.

Vandkalven øjne, er som hos alle insekter, øjne, sammensat af mange synselementer. Nogle af dem ude ved kanten er indrettet til at modtage det polariserede lys.

Mon ikke det var blæsten, som havde ført Darwins vandkalv så langt til søs? Der var ikke meget polariseret lys at styre efter på det urolige hav. Men da vandkalven kom i nærheden af Darwins skib, så den en lille blank dam. Troede den nok: For sent opdagede den, at det var et blankt koøje, der havde udsendt signalet.

Denne store vandkalv landede en augustdag på redaktørens sorte, blankpolerede Audi Q3. Den overlevede mødet og kunne flyve videre i sin søgen efter et mere vandfyldt hul. Privatfoto

Sådan tager mange vandkalve fejl. De lander på blankpolerede gravsten, især sorte. De lander på nyvaskede biler, især røde. Hertil er kommet en ny trussel: Hustagene af sorte, glaserede teglsten.

Se dig ud en sommerdag, hvor de bønder sig en ny gård bygge vil. I gamle dage kunne man udstille sin velstand med antallet af skorstene på stuehuset. En skorsten, ikke for høj, for en lille husmand. Op til 4-5 for gårdejere og flere for proprietærer.

Nu er statussymbolet sort tegl. Sort, blank tegl. Det startede vist med svinebaronerne, der byggede slotte i to etager, nogle med tårne, men alle med sort, skinnende tegl. I det åbne land ligger nu hus ved hus med sort tegl. Et, der ligger ved min barndoms å, kaldes på egnen ”Draculas slot.”

Der er skrevet meget om denne græsselige arkitektur, som skæmmer landskabet visuelt. Men ingen har tænkt på konsekvenserne for vandkalvene. Man bygger motorvejsbroer til sjældne mus, og motorvejstunneler til frøer. Fint nok, men hvem tænker på vandkalvene, endsige gør noget for dem!

Læs resten

En selvskabt plage

Er det vandet i bækken, der står for højt? Nej, siger Bent Lauge Madsen. Det er marken, der ligger for lavt.

Hvis du klikker på billedet, får du adgang til en lille video-sekvens fra 10. februar 2011, hvor miljøbiologen Bent Lauge Madsen forklarer, hvad der er gået galt, når landmandens lavtliggende marker drukner.

Hvem er skyld i hvad? Du får kun et gæt… Skærmbillede fra videoen “En selvskabt plage” med Bent Lauge Madsen.

Bent Lauge Madsen har i mange år arbejdet intenst for at få vandløbslovgivningen moderniseret, så samfundet kan høste frugterne af de mange milliarder af kroner, der er investeret i rent vand. Læs hans seneste kommentar til arbejdet med vandløbslovgivningen nedenfor…

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.