Kom og hør gøgen kukke og se landsvalens elegante flyveteknik. Lær mere om fuglene omkring dig. Søndag den 25. maj inviterer Dansk Ornitologisk Forening (DOF) til Fuglenes Dag over hele landet.
Alle trækfuglene vender tilbage til Danmark fra varmere himmelstrøg i maj måned og markerer, at foråret nu er på sit højeste. På Fuglenes Dag søndag den 25. maj kan alle nyde de mange fugle, der har været syd for Sahara.
Der er 22 arrangementer i hele landet, og DOF’s dygtige, frivillige guider gør deres bedste for at give deltagerne en god oplevelse.
Man kan lære mere om fuglene omkring dig til arrangementerne på Fuglenes Dag. Hvordan kender man de forskellige arter fra hinanden? Er der nogle fifs til at lære deres stemmer bedre at kende?
Udover landsvalen er der chance for at opleve arter som gøg, nattergal, løvsanger, rødstjert, havesanger, gærdesanger, tornsanger, grå fluesnapper, broget fluesnapper, rørsanger og sivsanger på de forskellige arrangementer.
Det er i år 30. gang, at DOF afholder Fuglenes Dag. Arrangementet er gratis og åbent for alle. Man får på Fuglenes Dag mulighed for at gøre brug af et gratis tilbud: Få tre udgaver af DOF’s medlemsblad Fugle og natur tilsendt kvit og frit. Henvend dig til din turleder på dagen.
FIND ALLE arrangementerne på Fuglenes Dag her. Klik på den landsdel, hvor du ønsker at deltage.