Forårstegnene kommer væltende nu, så det knap er til at følge med. Mange er iøjnefaldende, som guldstjerner, stære, anemoner, kodrivere, lodne brumbasser, solsortesang fra gavle, en sjælden stork, frøkvæk, hvide kupler af blomstrende mirabeller og lige om lidt kvidrende svaler og fosforgrønt bøgeløv. Små eksplosioner for sanserne. Og så er der alt det, der går under radaren – og det er langt det meste, hvis man tæller arter. Hertil hører ager-padderokken med dens blege og glasskøre forårsskud.
Padderok er et navn, der smager af almue og landboliv. Det er opstået, fordi padderokker gerne vokser på vandlidende bund, hvor der kan forekomme padder, såsom tudser og frøer, og fordi akset forekom de gamle at ligne tenen på en spinderok. Det er så ikke lige associationer, der har resonans hos de fleste i dag.
Men ager-padderokken er fortsat meget almindelig på næsten al slags fugtigt og åbent terræn. Den regnes for træls ukrudt af mange landmænd og haveejere, de gamle mente, at der ikke var grænser for, hvor meget dårligdom padderokker påførte køerne og mælkeprodukterne, hvorimod de andre steder skattedes på højde med havre som foder til heste.
Få andre plantearter har haft så mange lokalt-folkelige navne som padderokker: her blot nogle smagsprøver i nedadgående grad af stuerenhed: skuregræs, studeknæ, hesterumpe, grisetæer, dødemandsfingre, kvægdød, nøgne piger, præstepik…
Ager-padderok har to skud i bøssen. Det blegbrune forårsskud er fertilt, dvs. det sørger for artens formering. Akset i toppen indeholder sporehuse, som i moden tilstand frigiver skyer af mikroskopiske sporer, som derefter danner forkim, som så igen danner nye planter.
Hen i juni vokser det andet skud op. Det er grønt, højere og mere iøjnefaldende, med en skrøbelig, kiselholdig stængel og strittende sidegrene i kransstillede etager. Det er deres grønne klorofyl, der med sommersolens hjælp sender energi ned til det dybgående rodnet, lager for næste års fertile forårsskud. Af verdens nuværende blot 16 arter af padderokker stiller dansk natur med hele 9, med den store og flotte elfenbens-padderok som flagskibet.
Som nævnt signalerer navnet padderok gamle dage, men det er for intet at regne med i forhold til det ufattelige tidsspand, disse planter og deres stamformer har vokset på Jorden. De hører til sporeplanterne, ligesom bregner og ulvefødder, primitive vækster som havde deres storhedstid i Kultiden, for 350 mio. år siden. Padderokkers stamformer dengang var ofte rene kæmper, der havde selskab af gigantiske guldsmede og andre insekter og landjordens eneste hvirveldyr – padder; først 100 mio. år senere udvikledes blomsterplanter og dinosaurer. Når de sammen med andre urtidsplanter segnede i søer og sumpes iltfattige miljø, lagde de grunden til de lag af kul, olie og gas, som har været den moderne civilisations velsignelse, men nu efterhånden en forbandelse.
Men man kan hælde kogende vand på padderokke-the fra helsekostforretninger og smage på jordens dampende fortid. Det siges at være sundt – i hvert fald for mennesker.
Sjov lille artikel, giver en lyst til at gå en tur i naturen…..sjovt nok har jeg som ivrig naturvandrer oplevet de mest diversetive områder er hvor andre mennesker sjældent kommer, f.eks langs jernbane strækninger hvor skråninge og krat giver liv til et hav af dyre, fugle og planteliv..