Med en smule fantasi i behold kunne det se ud som om, den våde novemberskov havde dækket op med det fine Meissner-stel til et større selskab. Bordet er stort og urokkeligt, i massiv bøg, og der er skinnende skåle, vendt på hovedet ganske vist, perlemorsfarvede fade på slanke brune stilke, asietter af forskellig størrelse og små hvide saltkar. Men ret beset: Det er en flok porcelænshatte, en af efterårsskovens iøjnefaldende svampe, på en død bøgestamme – og der kommer ikke fine gæster. Festen er allerede i gang – det er stellet, der er ved at spise bordet, godt hjulpet af andre og mindre synlige ædedolke.
Porcelænshattene og snesevis af andre svampearter har deres mycelium nede i det døde træ. Svampe kan noget særligt: De sender enzymer ud i de kulstofholdige materialer, som udgør træets bærende struktur: cellulose og lignin. Herved spaltes de komplekse, lange og for de fleste ufordøjelige makromolekyler til simplere forbindelser, f.eks. kulhydrater, som svampene lever af. Det bringer så også andre til bords. Insekter, tusindben, springhaler, orme, snegle og andet krible-krable, som ikke har enzymer, findeler og perforerer det døde træ – for at komme til fadet med hvad svampene byder på, svampecellerne inklusive.
Svampe er der nok af, og findelingen stimulerer kun deres forehavende. Og de næringsrige ekskrementer fra smådyrene ernærer igen andre svampe og nedbrydende bakterier. De forskellige svampearter er samtidig i hård indbyrdes konkurrence om ressourcerne og danner mycelieskjolde mod hinanden for at forsvare deres territorier. Fødekæderne er vildt komplicerede samspil mellem svampe, bakterier, orme, bænkebidere, spindlere og et større udtræk af øvrige leddyr; det ene smådyr æder det andet eller dets ekskrementer, svampesporer og bakterier passerer gennem tarmkanaler og spredes, nogle svampe nedbryder døde dyr, og en sumpmejse lander midt i opdækningen og napper en mide eller to.
Det er det store ædegilde, i lilleputformat – noget en ældre italiensk filmskaber sikkert kunne hente inspiration i. Men det er blot den biologiske nedbrydnings efterårsforestilling, som den udspiller sig i en død træstamme. Til sidst vil stammen være omdannet til muld – men forinden har den i mange årtier brødfødt en mangfoldighed af liv. Dødt ved, liggende eller stadig oprejst, giver livsbetingelser for op mod en tredjedel af alle skovens arter. Derfor er det så vigtigt for den nok så omtalte biodiversitet i skovene, at noget dødt træ, helst stort, bliver efterladt.
Den enes død er den andens brød. Energistrømme styrer balancen mellem nedbrydning og opbygning. Det er solens energi der styrer det samlede regnskab. Forårssolen vil ikke vække det døde træ til live igen, men den vil gøre planterne i stand til at sætte livets legoklodser sammen på ny. Så vil det spire, grønnes og gro, nyt træ dannes, der vil blive summet, brummet, sværmet og basket, ædt og ynglet. Og droslen være vendt tilbage og i gryet synge sit kvad til livets pris.
Hvor er det en fin fortælling om forudsætningen og grundlaget for et rigt dyreliv. I disse tider hvor rigtig mange færdes i vores fælles natur savner jeg fortællinger som dine og opfordring til at færdes der i ro og med respekt for naturen. Iagttag den forunderlige verden, men undlad at pille barken af og ødelægge træ der ligger i skovbunden. Der er allerede alt for lidt der får lov at ligge hen til naturlig nedbrydning.
Fin historie til en søndag morgen. Og en hyldest til dødt træ. Tak for den…
Er det ved siden af målet at foreslå at pode de svampearter der alene associeres med specifikke træ-arter, hvor de er gamle nok til at have kastet ved af sig, eller selv er gået omkuld? Jeg har en mistanke om, at mange svampe-arter er længe om at sprede sig på egen hånd – men jeg er til gengæld ikke kyndig på området.