Af biolog og mag.scient Poul Hald-Mortensen, Øsløs pr. Vesløs
Forleden påstod Landbrug og Fødevarer i flere landsdækkende aviser, at ”- noget af det bedste i verden er at være et landbrugsland.” Annoncen, som fyldte en helside og var forsynet med det sjældne billede af kreaturer på græs, påstod også, at ”Danske landmænd er nemlig nogle af de bedste i verden til at tage hensyn til dyrene, miljøet og klimaet.”
Det er provokerende, når Danmarks mest areal-forbrugende og forgældede erhverv med en stor offentlig, årlig støtte ikke viser større ydmyghed, men tegner dette prangende glansbillede.
Realiteten er jo, at det danske landbrug, som råder over 60 % af landets areal – eller mere end i noget andet europæisk land – i årtier har forringet Danmarks natur og miljø. På landjorden har det kemikalie-baserede landbrug med deres stadigt større og mere monotone marker efterhånden næsten udryddet bl. a. agerhøns, harer, viber og en række småfugle. Sommerfuglene er også styrtdykket i manglen på udyrket jord og levende hegn.
Men også vådområderne og ikke mindst vores internationalt betydningsfulde, lavvandede marine områder har på grund af landbrugets udledning af kvælstof og fosfor været nødlidende siden 1970-erne. Limfjorden, der endnu i 1960-erne var et eldorado for mange arter af fisk og havde et tilsvarende erhvervs- og fritidsfiskeri, har som følge af landbrugets forurening mistet de rige bestande af rødspætter, skrubber og torsk, som levede af bunddyrene i en sund og endnu ikke overgødsket fjord.
Selv på et sygehus spiller landbruget nu en rolle. Nu skal man nemlig ved en forundersøgelse rutinemæssigt svare på, hvorvidt der i hjemmet forekommer sundhedsmæssige udfordringer i form af rygere eller personer, der arbejder i svinestalde.
I lyset af disse få realiteter, er det forhåbentlig det sædvanlige pral, når danske landmænd ”- er nogle af de bedste i verden til at tage hensyn – ”.
I modsat fald ser det sort ud for resten af verden.
Poul Hald-Mortensen er fhv. vicepræsident i Danmark Naturfredningsforening
