Norge og Sverige går i teten med hjemlig indsats om FN’s bæredygtighedsmål. Vores statsminister svigter sine løfter.Det skriver Knud Vilby i Politiken 21. september 2016. Med forfatterende tilladelse bringes artiklen her.
”Historien vil dømme os på resultaterne”, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i FN, da han i 2015 var med til at få vedtaget FN’s nye 2030 mål, der skal lede verden ind på en bæredygtig udvikling. Han sagde, at vi skal vise vores børnebørn, at vi kan skabe resultater på grundlag af de politiske løfter.
17 nye mål sætter nye standarder for internationalt samarbejde, og skiller sig ud fra tidligere mål på to måder. De vil indarbejde kravet om langsigtet bæredygtighed i alle aktiviteter, og de handler ikke kun om fattige lande. De stiller krav til alle lande, også – og måske især – til de rige. Det er de riges overforbrug, der særlig truer bæredygtigheden i klodens skæve udvikling.
Danmarks statsminister havde en særlig rolle, fordi Danmark havde formandskabet i FN’s generalforsamling. Lars Løkke Rasmussen levede i sin tale op til rollen. Men hvad med handlingerne?
I vores nabolande, Sverige og Norge, er indsatsen om bæredygtighedsmålene højt prioriteret. Sverige ønsker at tage teten i det internationale arbejde, bl.a. fordi det svenske samfund har helt særlige muligheder for at vise, at det er muligt at gøre samfundsudviklingen mere bæredygtig – også i rige lande. Hvis ikke et skandinavisk velfærdsland kan leve op til FN’s krav, hvem kan så?
I Norge har regeringen tilsvarende identificeret en række af de særlige udfordringer, Norge har for at leve op til målene. Det siges rent ud at ”opgaven vil være krævende for Norge”.
I Danmark hører vi i regeringens udspil intet til de krav bæredygtighedsmålene stiller til os. Regeringen har fremlagt en 2025-plan. Der står ikke et ord om 2030-målene eller klimamålene.
I juli offentliggjorde FN’s Sustainable Development Solutions network (SDSN)” en rapport, der placerer Sverige på en global førsteplads i bæredygtig udvikling. Direktør for SDSN er økonomen Jeffrey Sachs, og han skrev i sommer en artikel i svenske Dagens Nyheter sammen med Sveriges udviklings- og klimaminister Isabella Lövin. I artiklen udtrykte Lövin stolthed over topplaceringen, men understregede, at Sverige har store udfordringer både med hensyn til miljømæssig bæredygtighed, biologisk mangfoldighed og en fastholdelse af den relative lighed mellem mennesker. Bæredygtighedsmålene ser globalt voksende ulighed som et stort problem.
I Norge har regeringen tilsvarende i et første udkast til handlingsplan identificeret en række norske hovedudfordringer om ”bæredygtigt forbrug og produktion, sundhed og uddannelse, lighed, beskæftigelse og migration”
Globalt er det svært at se forskel på Sverige, Danmark og Norge. SDSN-indekset har Sverige på førstepladsen, men Danmark er nummer 2 og Norge nummer 3.
Men hvor svaret i Danmark er, at vi ligger godt og stort set ingen problemer har, så svarer vore naboer, at placeringerne understreger behovet for at gå foran, samt at de hjemlige udfordringer er meget store.
Der skal stadig adskillige kloder til, hvis hele verdens befolkning skal have et forbrug, som vores. Vi lever langt fra bæredygtigt. Det er derfor målene er vigtige netop for os.
Forankringen af arbejdet med de nye bæredygtighedsmål viser den forskellige tilgang:
I Danmark har udenrigsministeriet koordineringen, men har ikke fået tilført ekstra ressourcer. Kontoret for ’udviklingspolitik og finansiering’ indkalder ideer fra de øvrige ministerier. Dialogforum for vækst og samfundsansvar er involveret i diskussion, og der skal komme en handlingsplan, men meget er der ikke sket. Og man kan diskutere rimeligheden i, at et stærkt beskåret udenrigsministerium skal koordinere planlægningen af den danske indsats i Danmark.
I Sverige er statsministeren gået foran. Der har været offentlige møder med inddragelse af civilsamfund, virksomheder og kommuner siden begyndelsen af året. En gruppe ministre arbejder med målene. Der er nedsat en tænketank med eksperter bl.a. i menneskerettigheder, miljø, naturbeskyttelse og virksomheders sociale ansvar (CSR). Den kommer med udspil til handlingsplan til november, og skal analysere hvor langt Sverige allerede lever op til de 17 mål, og hvor der er brug for ekstra indsatser. Senest 1. marts 2017 skal der foreligge et fuldstændigt forslag til en svensk handlingsplan.
Norge var – sammen med Finland – blandt 22 lande, som i juli fik diskuteret udkast til handlingsplaner ved et højniveau-møde i FN. I Finland og Norge er statsministrene også involveret, og i Norge har man desuden besluttet, at hvert af de 17 FN-mål fordeles på et relevant fagministerium, og hver fagminister får ansvaret for at koordinere håndteringen af ”sit mål” med andre ministerier. Hvert enkelt ministerium skal i sit forslag til finansloven give en status for, hvor langt man er nået i opfølgningen. Finansministeriet samler bidragene og præsenterer dem for Stortinget.
I Danmark bagatelliserer man, i Norge og Sverige erkender man store udfordringer, og ser muligheder for at gå foran med forslag til løsninger. Tænk hvad de skandinaviske lande kunne opnå i et samarbejde om at tage udfordringerne alvorligt.
Det er vigtigt at tænke positivt, men tænk på, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke går foran. Hvis ikke de skandinaviske lande kan levere på disse mål, hvem kan så?
