Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide – som der står i den kendte sang. Sådan var det også på Skårupøre Odde i sidste uge, men der var foruden også mørkere skyer, nogle næsten sorte, nu på vej væk efter at have afleveret en hidsig byge. Det spejlede sig alt sammen i blankt vand på strandengen, i en smuk samlet palet af andre farver fra naturens hånd.
I baggrunden var skoven fortsat mørkt grøn, og længere fremmede i billedet spillede det med grågrønt, gult og okker fra både friskere og visnende engvegetation, bl.a. tagrør, rørgræs og udspilet star. Salturter i efterårsdragt leverede en rød bræmme over det himmelblå vand, og i forgrunden var der lysegrønne hvirvler af flydende alger på den mørke vandoverflade.
Flere prangende turkisblå guldsmede, vandnymfer, susede rundt lavt over vand og vegetation, endda et par i amorøs sammenkoblet tandem. Og så kom en af efterårets allersidste sommerfugle dansende og satte sig i det solbeskinnede græs, som en flamme – en lille ildfugl, en ekstraflot hun, med skarpe, sorte pletter på de orangegule vinger og med små bagudrettede svalehaler som spoilere.
En flig af naturens farverige liv stillet til skue, iblandet nogle mere eller mindre tilforladelige aftryk af menneskelig aktivitet: I baggrunden en tandrække af hvide motorjoller langs en bådebro og lidt derfra, lidt ud fra kysten områdets absolutte grimrian: en stor, firkantet knaldhytte med vinduer, placeret på en flad pram, tilsyneladende ankret op dér til evig tid.
Men billedet fra strandengen og al dens liv giver også afsæt til at foretage en solid rejse tilbage i tiden. I nærområdet har der nok været menneskelige kulturer med både langs kysten gennem de sidste 5.000 år – men skal vi længere tilbage, begynder det at svimle for én. De naturhistoriske og geologiske epokers tidslige udstrækning sprænger de flestes forestillingsevne. Blot én million år er helt uden for kategori for en hverdagsbevidsthed, som har det med straks at gribes af utålmodighed ved et busstoppested. Og tusind millioner, dvs. en milliard år er komplet ubegribeligt.
Ikke desto mindre repræsenterer noget af det lysegrønne overfladelag i forgrunden en livsform, som har været på banen uafbrudt i mindst tre milliarder år. Det er cyanobakterier, også kaldet blågrønalger, med et lidt misvisende navn. Disse éncellede organismer var de første til at kunne udnytte sollyset i urhavet til at lave fotosyntese og samtidigt frigive ilt. De blev alt senere plantelivs ophav, og de tilførte efterhånden vand og atmosfære fri ilt i betydelig mængde, noget, der lige tog halvanden milliard år. Så var scenen sat for udviklingen af en helt ny form for liv, som i stedet for at producere ilt, forbrugte ilt til stofskifte. Med andre ord: dyr! Herfra udviklede alger og planter og dyr sig side om side, i symbiotisk gensidighed
Nogle hundrede millioner år efter kom det så vidt til de første primitive guldsmede og sommerfugle, for omkring 400 mio. siden, stamformer til de højst nuværende vandnymfer og ildfugle. Algerne blev til planter, som krøb på land som mosser og derefter bl.a. padderokker og andre sporeplanter. Og først for 300 mio. år siden udvikledes blomsterplanterne, stamformerne til skovens grønne bøgetræer og strandengens græsser, siv, starer og salturter og en god del mere.
Man kan frydes over septembers dejlige farver og samtidig, og til enhver tid, foretage et svimlende kig ned i tidens ufatteligt dybe brønd. Eller blot kalde det skaberværket – alt efter temperament.
