Dan Jørgensen fodrer svin som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, 12. december 2013 – 28. juni 2015. Pressefoto

Af psykolog og klimaaktivist Kurt Wissendorf Møller

KOMMENTAR – For ikke længe siden var der Klimafolkemøde i Middelfart, og her stødte jeg på Klimaminister Dan Jørgensen på strøgtur for at dele frø ud – en gimmick, der vist skulle signalere, at socialdemokraterne såede frøene til et helt andet samfund.

Kurt Wissendorf Møller

Klimaministeren er en venlig mand (af natur tror jeg), så vi fik en snak om klimaets tilstand, og jeg var interesseret i at høre om landbrugsforhandlingerne.

Efter udveksling af lidt data om antal arbejdspladser og svinebesætningernes størrelse, foreslog jeg, at vi skulle ekspropriere landbruget og lukke det ned, fordi det ikke er en faktor, der på nogen måde bidrager væsentligt til dansk økonomi.

16.000 arbejdspladser og mindre end 30 mia. i omsætning har ingen betydning for landets økonomiske tilstand, og landbrugets indvirkning på klima og miljø trækker vel egentlig resultatet i minus.

“Argumentet var, at landbruget skyldte 340 milliarder i bankerne, så hvis vi lukkede af, ville hele det finansielle system bryde sammen”

Det var klimaministeren nu ikke enig i, men det var alligevel hans argument om, hvorfor vi skulle undlade at lukke den underskudsgivende forretning, der var overraskende.

Argumentet var, at landbruget skyldte 340 milliarder i bankerne, så hvis vi lukkede af, ville hele det finansielle system bryde sammen.

Det er alligevel tankevækkende, at vi opretholder én sektor for at holde liv i en anden.

Gårdejerne bedyrer, at de helst ville klare sig uden støtte, men der er bare lige en hurdle, der skal overvindes. Det sker imidlertid aldrig, så imens fylder vi penge i et system, der selv med stigende støtte forgælder sig mere og mere, og nu er sektoren i sig selv – på linje med bankerne – blevet too big to fail – alt imens verdensklimaet ramler sammen om ørerne på os.

Visited 5 times, 3 visit(s) today

One Comment

  1. Carsten Troelsgaard

    340 milliarder

    Skulle det være en undskyldning for at tage dem én af gangen?

Skriv en kommentar