Sensommer på Vesterlyng med krydrede noter af lyng, revling, gulaks – og indtørrede kokasser

Stranden ved Vesterlyng har alle dage været et yndet og velkendt mål for badeture. Knap så kendt er det, at hele området rummer en exceptionel høj artsrigdom, særligt af flora og insekter. Vesterlyng synes at have indoptaget diverse specialiteter fra Vestjylland sammen med det bedste fra Sjælland, og stedet tjener tillige som et gyldent eksempel på, at høj biodiversitet følges ad med traditionelle og ekstensive driftsformer

At komme til Vesterlyng giver i sjælden grad opladning for sind og sanser. På en solrig sensommerdag tager området sig ud som et guldaldertableau. Flere smalle veje med færiste fører ud mod stranden, og på turen gennem overdrevet opfanger ens næsebor bølger af indtryk: mineralske noter af solvarmt sand og grus, sammen med de mere krydret organiske fra lyng, revling, gulaks, ene, gedeblad, indtørrede kokasser – iblandet vejringer af saltvand og tang, båret ind med søbrisen.

Og med den måske også det sensommermelankolske kald fra en Hvidklire, der sikkert har fyldt reserverne op i den brakke lagune oppe ved Havnsø, og nu er videre på sin enorme trækrejse fra skandinaviske skovmoser til vestafrikanske lavvandskyster.

I den blå havbugt ligger Nekselø ankret op ved Havnsø og synes med sin stævn af stejle skrænter rede til at stå ud med kurs mod Sejerø i horisonten. I det fjerne mod nord hæver Odsherreds højdedrag sig med Skamlebæk, Disbjerg og Vejrhøj.

Eskebjerg Vesterlyng i Vestsjælland er virkelig en udflugt værd. Et særligt landskab, der åbner ud mod kysten i Sejerøbugten, mellem Alleshave i sydvest og Havnsø i nordøst. Det meste af jordbunden er mager og sandet, med iøjnefaldende større lyngbevoksede områder, som var det en bid af den jyske alhede.

Spredte enebuske, hunderoser og anden lavere træagtig vækst begrænser mange steder det frie udsyn. Længere væk fra stranden er der ind imellem græsland og kær på mere kalkholdig jordbund. Gennem generationer har området ligget hen som overdrev for kreaturer og får.

Specialiteter fra Vestjylland sammen med det bedste fra Sjælland

Stranden ved Vesterlyng har alle dage været et yndet og velkendt mål for badeture. Knap så kendt er det, at hele området rummer en exceptionel høj artsrigdom, særligt af flora og insekter. Vesterlyng synes at have indoptaget diverse specialiteter fra Vestjylland sammen med det bedste fra Sjælland, og stedet tjener tillige som et gyldent eksempel på, at høj biodiversitet følges ad med traditionelle og ekstensive driftsformer.

Når der er tale om de karismatiske og oftest sjældne arter i ensian-familien med blålige trompetformede blomster, kan botanikere og andre roligt stemme i med ”Jylland, du er hovedlandet”… Vest for Lillebælt kan man støde på alle vores fem blå ensian-arter – tre af dem udelukkende her, bl.a. hedemosernes flotte kongeblå Klokke-ensian. På øerne er der to arter at komme efter; flere steder kan man være heldig at finde Eng-ensian på kalkrige enge med lav vegetation, mens Baltisk ensian blot lige akkurat holder stand på Romsø i Storebælt og et enkelt sted på Vestamager. Men så er der Eskebjerg Vesterlyng, som suverænt topper den østdanske ensianliga med sine livskraftige forekomster af såvel Baltisk ensian som Eng-ensian.

Allerede fra foråret har floraen udfoldet sig, og orkidéer og kobjælder er nu for længst afblomstret. Men rigeligt andet har taget over, bl.a. lyseblå Liden klokke, gul Tormentil, violet Hedelyng, indigo Djævelsbid og Klokkelyng med sine bolsjerøde nikkende blomsterpomponer. Et flor isprængt nu vissenblegt Kamgræs, Bølget bunke, Hjertegræs og viltre, fortsat grønne tuer af Katteskæg. I dette plantesamfund indgår også Baltisk ensian, hvis man ellers finder den.

Store eksemplarer af Baltisk ensian ligner mangearmede kandelabere – med blomster som små violblå fakler, sat ned i manchetter af brede, grønne bægerblade. Inden for blomsterkravens fire store kronblade stikker en frynset krans af trådfine kronblade op, såkaldte bikroner, som en lyseblå røg, der bølger op fra støvvejenes gemmer længere nede i det hvidlige kronrør. I bunden lokker en portion sød honning bittesmå, travle insekter, som på vej ned og op kvitterer med bestøvningen.

Baltisk ensian er énårig, ligesom Eng-ensian, dvs. den spirer frem, blomstrer, bestøves, sætter frø, visner ned og dør væk indenfor samme sæson. I september flækker de modne kapsler og overlader deres frø til tilfældighedernes blinde herredømme. Vinden kan hjælpe, dyr også, skosålerne hos et menneske – og frøene tager ingen skade af en tur gennem en kos samtlige maver eller en fuglekråse. Ensianfrøet kan således komme ret vidt omkring og være heldig at havne et sted med jordkontakt. Byder de rette forhold sig i øvrigt til, vil der spire en ny ensianplante op og tænde nye små blålys.

At være énårig plante er en strategi, som er afhængig af standhaftige frø, der kan overleve sæsoner med ringe blomstring og frøsætning – eller ligefrem katastrofer. Det illustreres smukt af den sensationelle genkomst i 1992 af Eng-ensian på Ærø. Øens lille flyveplads blev i sin tid anlagt på et stort og fladt afgræsset engareal, som inden da husede bestande af sjældne arter, inklusive Eng-ensian. Væk var det hele, erstattet af den asfalterede startbane, drænede arealer, en bygning og en P-plads, da flyvepladsen blev indviet i 1964. Troede man. Men i 1992 efterlod en tung vandvogn til spuling af tilstoppede drænrør nogle dybe og brede hjulspor med blotlagt våd jord, som viste sig at indeholde en næsten tredive år gammel pulje af stadigt spiredygtige ensianfrø. Året efter genopstod Ærøs sjældne Eng-ensian og har været der siden, til naturelskeres store begejstring.

Det er et velkendt økologisk mønster, at forstyrrelser i passende skala og med passende mellemrum, hvad enten det er fra lynnedslag og stormfald, færden og tramp af store vilde dyr eller tamkvæg, hjulspor fra køretøjer eller anden menneskelig aktivitet er gunstigt for biodiversiteten.

På Eskebjerg Vesterlyng udgør et antal trampestier fra P-pladserne og ned mod stranden også en form for forstyrrelse, som synes at have positiv indflydelse på flere plantearter. Den lave vegetation skaber muligheder og tilstrækkeligt lys for flere helt små arter, som f.eks. Tusindfrø. For at opdage dem skal brillerne være velpudsede, og posituren som var man til fredagsbøn. Den varmeelskende Soløje rager heller ikke synderligt op, men er helt anderledes synlig med sine gule solskinsansigter.

Indimellem er den sandede jord blotlagt og med sydvestvendt hældning ekstra varm og indbydende fra eftermiddagssolens stråler. Det er pletter med et lokalt mikroklima, som minder om noget på sydligere breddegrader, og som indfrier kravene til den lille og uanseelige sommerfugl med det besynderligt klingende navn Fransk bredpande. Det er en varmeelskende art med en hovedudbredelse længere mod syd, som dens navn antyder, og med Danmark som absolut nordgrænse.

I lange tider har Fransk bredpande herhjemme udelukkende været at finde nogle få steder på de stejle sydvendte skrænter ned mod Kalundborg fjord på det soltørre Røsnæs. Man har ellers ventet på, at den snart ville slå følge med de mange sommerfuglearter, som er forsvundet fra Danmark i løbet af de sidste hundrede år. Men nu er arten ret sensationelt begyndt at ekspandere og har etableret sig på flere kystnære lokaliteter i Vestsjælland, steder, som tilbyder små, lune lommer med det rette mikroklima. Bl.a. på Eskebjerg Vesterlyng.

Bredpander er en familie af små, som oftest rastløse og noget tyknakkede arter af dagsommerfugle, som i forbifarten nemt forveksles med møl eller andre små natsværmere. Flertallet af de knap ti danske bredpandearter er kræsne og dermed sjældne. Fransk bredpande ligner meget sin mere udbredte slægtning Spættet bredpande – begge har gråbrune vinger, overstrøet med hvide kantede pletter som små sagogryn – men den franske har færre og blegere gryn og næsten ingen på bagvingen.

At det er en dagsommerfugl afsløres bedst ved at stille skarpt på de to følehorn, som udgår vel adskilt fra den brede pande. Ud mod spidsen bøjer de udad til en slank kølle, ikke ulig en miniature hockeystav. Natsværmeres følehorn er helt anderledes, de ligner bittesmå fjer – med en stor samlet overflade af faner med følsomme sanseorganer, tilpasset natlig orientering og færden, og rettet mod det eksistentielle: føde og mager.

Alle fotos: Ian Heilmann

Bannerbillede: Eskebjerg Vesterlyng, med udsigt til Nekselø, Havnsø og Odsherreds bjerge i det fjerne. I forgrunden områder med Hedelyng, Revling og Egepur.