Fødevareministeriets domicil ligger i Holbergsgade i det indre København, hvor man også finder Axelborg, der er hovedsæde for lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer. Afstanden mellem de to magtcentre er 1500 meter, og midtvejs passeres Christiansborg, hvor de politiske beslutninger træffes. Foto: Wikipedia.

I denne uge indretter den nyudnævnte trepartsminister Jeppe Bruus (S) sine kontorlokaler i Fødevareministeriets hovedkvarter i Holbergsgade 6 i København, mens fødevareminister og gårdejer Jacob Jensen (V) er taget til USA, hvor han fører sig frem med foredrag om sin grønne ”historiske og skelsættende aftale”, som ifølge Jensen vil skabe forøget vækst og arbejdspladser i landbruget

Flere kritikere af den såkaldte Trepartsaftale har påstået, at Aftale om Et Grønt Danmark reelt er en gavepakke til det traditionelle landbrugserhverv, blot forklædt som et grønt biodiversitetsprojekt. Nu har kritikken fået yderligere næring efter placeringen af ministeren og hans departement i hjertet af Fødevareministeriets domicil i København.

Af mange kritikere ses den grønne trepartsaftale som et unfair kompromis mellem samfundets behov for mere natur og et rent miljø og landbrugserhvervets økonomiske egeninteresse. Placeringen af ministeriet har derfor stor signalværdi, og indslusningen i Fødevareministeriet vil sandsynligvis øge mistroen til de politiske hensigter bag aftalen.

Søren Mark Jensen har været seniorkonsulent og projektleder samt Miljøministeriets dansk topforhandler ved FN-Biodiversitets COP-møder, og han er personligt medlem af tænketanken Concito.

Bemærkelsesværdig placering

Vi har bedt den erfarne fhv. embedsmand Søren Mark Jensen om en kommentar til placeringen af den grønne trepart-minister og hans departement i hjertet af Fødevareministeriets domicil. Søren Mark Jensen har været seniorkonsulent og projektleder i Miljøministeriet og dets dansk topforhandler ved FN-Biodiversitets COP-møder, og han er personligt medlem af tænketanken Concito. Jensen siger:

”Den tætte indholdsmæssige og nu også fysiske forbindelse mellem det nye ministerium for treparten og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er meget bemærkelsesværdig. Det afspejler i min optik trepartens fokus på understøttelse af den konventionelle animalske landbrugsproduktion, og at aftalen i realiteten hænger mindre sammen med at opnå klima-, miljø- og naturformål. Havde det sidste været tilfældet, ville en nærmere indholdsmæssig og fysisk tilknytning til Klima-, Energi og Forsyningsministeriet og til Miljøministeriet have været mere oplagt.”

Landbrugets tilfredshed

Det konventionelle landbrugserhverv har ikke lagt skjul på sin tilfredshed med de kompromiser, som deres hovedforhandler svineproducent Søren Søndergaard hentede hjem, mens fødevareminister og gårdejer Jacob Jensen (V) heller ikke har kunne skjule sine tilfredshed. Ved lanceringen af aftalen 24. juni 2024 udtalte Jacob Jensen, at:

”Med aftalen skaber vi vækst og arbejdspladser i hele landet, mens vi passer godt på vores klima, miljø og natur. Vi investerer samtidigt i de unge, fremtidens landmænd, som skal tage faklen videre og sikre en fortsat udvikling – og ikke afvikling – af dansk fødevareproduktion. For verden mangler fødevarer og klimaløsninger, og begge dele kan dansk landbrug bidrage til hjulpet godt på vej af denne aftale.”

Fødevareminister og gårdejer Jacob Jensen (V). Pressefoto.

På grøn charmetur i USA

I en pressemeddelelse den12. september fra Fødevareministeriet afspilles stort set samme begejstrede melodi om den ”historiske” aftale.

Af meddelelsen fremgår det, at Jacob Jensen er taget til USA for at ”sælge” ideen om den grønne trepart. Under ophold i Californien er ministeren inviteret til at besøge det californiske fødevare- og landbrugsministerium, hvor han skal præsentere de konkrete løsninger i Grøn Trepart. Ministerens program omfatter også oplæg på de californiske universiteter UC Davis og Berkeley, hvor man arbejder målrettet med bæredygtig fødevare- og landbrugsproduktion, og hvor der er stor interesse for den danske tilgang til grøn omstilling og samarbejdet på tværs af brancher og sektorer.

I pressemeddelelsen beskriver Jacob Jensen selv sin indsats med stor stolthed:

 ”Under trepartsforhandlingerne har vi undgået demonstrationer, fordi vi har bragt interessenterne ind i det samme forhandlingsrum og er blevet enige om fælles løsninger. Det er en kunst, som andre lande gerne vil gøre os efter. Vi samarbejder allerede med flere lande om at udvikle og udbrede løsninger, som kan bidrage til en mere grøn og bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion. Med den grønne trepart stiger interessen fra udlandet, fordi vi som en lille fødevareproducerende nation formår at inspirere resten af verden med vores ambitiøse grønne løsninger. Det er jeg enormt stolt af. ”

Vi har også bedt den fhv. embedsmand Søren Mark Jensen, om en kommentar til Jacob Jensens grønne charmetur. Søren Mark Jensen siger:

”Mens kritikken af den grønne aftale tydeligvis tager til, rejser fødevare- og landbrugsminister Jacob Jensen nu til Californien og fremlægger aftalen som en stor national og endda demokratisk succes. Man må dog håbe, at andre lande (eller delstater) ikke lader sig inspirere af aftalen, som reelt er kunstigt åndedræt – i form af voldsomt store offentlige midler – til den intensive og ikke-bæredygtige animalske landbrugsproduktion.”

24. juni præsenterede den grønne aftale om blandt andet en CO2-afgift på landbruget, som tidligst bliver til noget i 2030. Aftalen er indgået mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening, men skal først godkendes af Folketinget og EU-kommissionen, før den kan træde i kraft. Pressefoto: Klimaministeriet/Adam Rieper.

Første gang i historien

Ministeriet og departementet for Grøn Trepart er oprettet med det formål at implementere aftalen om Grøn Trepart. Det nye ministerium var en del en større rokade i SVM-regeringen, som statsminister Mette Frederiksen gennemførte den 29. august 2024. Den første minister for området er tidligere skatteminister Jeppe Bruus, f. 1978, Socialdemokratiet.

Det er første gang i dansk politisk historie, at der oprettes et ministerium med det ene formål at implementere en politisk aftale. Aftalen om Grøn Trepart er fra den 24. juni 2024. Aftalen er endnu ikke vedtaget af Folketinget, men da SVM-regeringen har et flertal, må det antages, at aftalen bliver vedtaget i løbet af efteråret 2024.

Aftalen om Grøn trepart

Den grønne treparts-aftale er en aftale mellem syv parter, nemlig SVM-regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Hovedpunkterne i aftalen omfatter en CO2-afgift på landbruget, udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde og skovrejsning på 250.000 hektar. For at opnå de mål, etablerer staten en grøn arealfond på 40 mia. kr. Hertil kommer 10 mia. kr. fra Novo Nordisk Fonden, som i en principaftale med regeringen vil bidrage til den omfattende arealomlægning for at skabe mere natur og biodiversitet og for at tilskynde til en omlægning af landbrugsproduktionen.

Aftalen om den grønne trepart gik i løbet af forhandlingerne ud over det egentlige kommissorium. Kvælstofudvaskning og overholdelse af EU’s vandrammedirektiv fra 2000 er således også blevet en central del af aftalen.

Bannerbillede: Med mindre man er fuldstændig tonedøv, kan ingen i Danmark være uvidende om den stærke folkelige modvilje mod svinebaronernes hærgen af landskabet. Billedet er fra en demo i efteråret 2023 ved Næstved. Privatfoto.

Visited 814 times, 814 visit(s) today

One Comment

  1. Jan Stampe Nielsen

    Glimrende placering da der så også synes at kunne blive plads til Danmarks Naturforvirrings-Forening, så bestyrelsen der ikke skal gå så langt.

Skriv en kommentar