Lysende gule objekter i skovbunden kan pludselig springe i øjnene på traveturen i den grønne vinters gråtonede og regnvåde løvskov. Bøjer man sig ned, kommer man i øjenhøjde med en svamp, som slet ikke ligner noget fra sommerens og efterårets store udtræk af svampe med mere konventionel anatomi. Det drejer sig om gul bævresvamp – et navn, der umiddelbart kan klinge lidt klamt. Men gul bævresvamp har et ret attraktivt udseende og kan næppe forveksles med noget andet, når først man har udelukket, at nogen skulle have efterladt et stykke glinsende gult og kunstfærdigt snoet vingummi i skovbunden.
Svampe udgør deres eget rige, på linje med dyr og planter. Svamperiget er i sandhed mangfoldigt. Alene i Danmark findes nær ved 5.000 arter, cirka tre gange så mange som antallet af højerestående plantearter. Variationen af former, farver, størrelse og levevis blandt svampene er ligeledes fantastisk. Svampe er vitale deltagere i naturens umådeligt komplicerede netværk af indbyrdes koblede fødekæder. De lever som bekendt af at nedbryder organisk materiale – den modsatte proces af de grønne planters ikke mindre vitale kunststykke: At opbygge organisk materiale via fotosyntese. Mange svampearter vokser på og lever af træ, enten levende eller dødt, i kraft af deres enzymer, som kan nedbryde træets hårde strukturstoffer, ikke mindst cellulose.
Også gul bævresvamp sidder på træ, gerne mindre, nedfaldne grene af løvtræ. Men den snyder. Den lever ikke af træet, men derimod af andre, mindre synlige svampearter i træet. Den er med andre ord svampeparasit, og som sådan en del af den store nedbrydningskværn med svampe, bakterier, orme, springhaler, bænkebidere, insekter, edderkopper mm. som forslugne deltagere. Det er naturens store ædegilde, hvor næsten ingen kan vide sig sikre, men som samtidig er forudsætningen for, at planter har næring nok til at vokse frem, når solen atter får magt – og danne grundlag for fødekæder, som kommer alle dyr, inklusive mennesker, til gode.
Der er mange andre sære svampe på færde i den grønne vinters skove, især blandt dem, som lever på træ. Arter af f.eks. læderporesvampe, åresvampe, østershatte og hist og her de jordboende stjernebolde. Orgier i former og farver, som mere seriøse svampebøger med gode fotos vejleder om.
Det er som bekendt ikke ualmindeligt, at fødekædernes ubestridte topfigurer, vi mennesker, også høster direkte af de nyttige svampe. Dog i langt mindre grad fra de fremherskende grønne vintres udbud som fra sensommeren og efterårets velkendte fristelser. Uden overhovedet at være giftig er f.eks. gul bævresvamp helt uinteressant som menneskeføde.
Der er alt godt at sige om spiselige og velsmagende svampe, også de dyrkede. De fleste besidder den smagskvalitet, som kaldes umami, gennem hvilken de med fordel for både den enkelte og for hele kloden kan erstatte noget af vores enorme og lidet bæredygtige kødforbrug. Hellere svampefarme end svineindustri.
Alle fotos: Ian Heilmann.
