Med sine mange forvildede dådyr burde det være Drejø, der hed Hjortø. Hjortø, helt uden hjorte, kunne så tage navneforandring til Fugleø. Det er nemlig ikke mindst de vingede væsener, der tegner billedet på denne juvel af en lille, flad og grøn ø i øhavet vest for Tåsinge. Med kun ca. fem fastboende mennesker på øen tipper balancen i antal levende væsener helt ubesværet til naturens fordel.
Det gælder også selv for de eksklusive og orangeplettede klokkefrøer, som fra små og lune damme ringer solen ned på stille skærsommeraftener. Hvis de da ellers kan få ørenlyd for de mere talstærke og mindre musikalske ensembler af kvækkende, knirkende og gnæggende grønne frøer, der giver den gas årle og silde.
Men tilbage til fuglene. Hjortøs sydflanke er præget af våde enge, og strandsøer og loer som følge af et udramatisk digebrud mod sydvest. Her folder en mangestemmig strandengskoncert sig ud forår og forsommer, fra et sortiment af især vadefugle: Viiuh-viuhh, fra viber, tyll-tyll-tyll- lya-lya-lya, diiyhh- diyhh fra rødben, kly-kly-kly-kly-kly fra klyder og tju-ip – tjuip fra stor præstekrave. Og fra rytmesektionen grove gak-gak-gak fra de store sølvmåger og kt-kt-kt-krrrr-kt fra den elegante rødnæbbede havterne. Alt sammen på en kontinuerlig baggrund i diskantlejet fra et svæv af syngende lærker.
Hør klydens stemme
https://www.fuglestemmer.dk/klyde/
Stier fører fra gårdene i byen forbi frøernes vandhuller ned til alt dette liv. Hvis man lejrer sig ved den gamle mølle ved stranden, nu omdannet til sommerhus udenfor kategori, kan man på hensynsfuld afstand af de rugende fugle være i første parket til herlighederne. Klyder og terner ruger på sandbanker mod vest, og det meste af strandodden, som rækker tæt ud mod færgernes sejlrende og Drejø bagved er lukket for adgang og reserveret fuglenes velbefindende fra foråret til højsommer.
Hjortøs højereliggende arealer, som kulminerer ved svimlende 5 meter over havet, har i forgange tider været drevet mere traditionelt. Der er blevet pløjet, harvet, sået, høstet og malket ud fra de fire gårde. Kornet er blevet kørt til mølle og mælken bragt til øens eget lille mejeri, etableret i 1910. Det indeholdt både osteri og en hestetrukken smørkærne, alt i en tid hvor forsyningskæderne ikke just havde global karakter. Der suppleredes med fiskeri af ål og torsk i lokalt farvand. Indlagt vand og strøm kom først til Hjortø i 1960’erne.
Et nænsomt restaureret fiskeredskabsskur på havnen mod nord er blevet omdannet til det fineste lille museum og lokalarkiv. På væggene er udstillet en række historiske fotografier fra livet og samfundet på Hjortø, foruden slægtstavler fra øens familier og gårde tilbage fra 1600-tallet. Et sug af lokalhistorie fodrer eftertanken, eventuelt indtaget sammen med en ispind fra museumsrummets kummefryser, øens eneste forsyningsfacilitet. To daglige forbindelser med båden ”Hjortøboen”, med kapacitet til op mod et dusin rejsende samt én bil, forbinder Hjortø med Svendborg.
