Iltsvindene i 1980’erne med fiskedød og udbredt bunddyrdød i vore farvande resulterede i en række effektive handleplaner, der frem til år 2000 ca. halverede udledningen af kvælstof til kystvandene og udledningen af fosfor med godt 80 %. Samtidigt opbyggedes måske verdens bedste overvågnings- og rapporteringssystem, der effektivt fulgte næringsstofferne og deres effekter fra kilden og gennem vandmiljøet. Det skete selvfølgelig ikke uden kontroverser, især med landbruget.
Men da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, startede han et systematisk forsøg på at smadre overvågnings- og rapporteringssystemet, kulminerende med nedlæggelsen af amterne i 2007. Og i dag er typer som Esben Lunde Larsen ved at slå de sidste søm i ligkisten, så 30 års effektivt miljøarbejde endegyldigt kan begraves.
Skal vi finde os i det?
Det spørgsmål stiller marinbiolog Gunni Ærtebjerg Nielsen i serien Forunderlige Forsknings Fortællinger i det videnskabelige tidsskrift Vand & Jord. Her får du de indledende betragtninger:
Historier relateret til marin eutrofiering fra 1960’erne til i dag
Af Gunni Ærtebjerg Nielsen
Starten på systematiske målinger i de indre danske farvande
Allerede i 1960’erne begyndte man at se tegn på eutrofiering i fjorde med øget vækst af forureningsbetingede makroalger. Det blev tilskrevet øget udledning af næringsstoffer med by- og industrispildevand, som der blev fokuseret på at begrænse. I de åbne, indre farvande, som jeg mest har beskæftiget mig med, var der ingen tegn på eutrofiering, undtagen forhøjede næringsstofkoncentrationer i Øresund med udledning af mere eller mindre urenset spildevand fra ca. 1 mio. mennesker. I Storebælt og Kattegat, hvor planktonalge primærproduktionen var målt fra fyrskibe på Prof. E. Steemann Nielsens initiativ siden begyndelsen af 1950’erne, var der ingen udvikling at spore. (forts.)
