Debatindlæg fra Niels Riis Ebbesen, 4. december 2015:
Jeg mener, at det er et skråplan, når Økologisk Landsforening har været med til at blåstemple Fødevarestyrelsens kampagne med ‘Det Økologiske Spisemærke’- man bør ikke kunne være delvis økologisk i et eller andet uspecificeret omfang, hvor målestokken er lavet af elastik.
Vi kan og skal ikke tage ‘Det Økologiske Spisemærke’ alvorligt, for hvis en restaurant eller en catering virksomhed garanterer 30 til 60%, eller 60 til 90% økologi, så vil jeg vædde på, at den kun lige nøjagtig overholder minimumsgrænserne på henholdsvis 30% eller 60%. Og et spillerum på hele 30% er simpelthen så stort, at det er gennemført utroværdigt.
I alle andre sammenhænge ville en deklaration, som oplyser forbrugerene om, at der er 30 til 60% af den mest attraktive ingrediens i varen, blive betegnet som en upræcis og vildledende anprisning.
Et eksempel: På en af mine bekendtes arbejdsplads får medarbejderne kantinemaden leveret af en catering virksomhed, som netop reklamerer med, at 30 til 60% af maden er økologisk, men de medarbejdere, som serverer maden, kan, må eller vil ikke oplyse, hvilke ingredienser der er økologiske, og hun har da også konstateret, at det med garanti kun lige nøjagtigt er 31% af de allerbilligste råvarer, som er økologiske. En hakkebøf med løg og spejlæg kan jo blive 30% økologisk, hvis bare løgene og ægget er økologiske, og hvis kartoflerne også er økologiske, så er vi måske helt oppe på de 60% økologi.
Det er på ingen måde åbenlyst eller let forståeligt for forbrugerne, om det er på basis af mængde, vægt eller den samlede råvarepris, at tilberedningsvirksomheden udregner og opgør den økologiske procentdel.
Der er f.eks. masser af økologiske råvarer som gulerødder, kartofler, rødbeder, smør, mælk, æg, mel osv., der kun er marginalt dyrere end ikke økologiske produkter. Men der er til gengæld også en lang række økologiske varer, som f.eks. kød, fjerkræ, pålæg, ost og frugt, der er meget dyre i forhold til de tilsvarende ikke økologiske råvarer.
Det har også undret mig meget, at fisk helt uden forbehold bliver betragtet som en økologisk råvare til trods for, at de fangstkvoter som EU hvert år tildeler fiskerne, er lige på grænsen af, og i nogle tilfælde et stykke over grænsen for, hvad fiskebestandene rent faktisk kan tåle.
Jeg har også konstateret, at der i mit lokale supermarked bliver solgt røgede ørredfileter, som er økologiske. Paradokset er, at de er fremstillet af dambrugsfisk. Og det er mig ubegribeligt, hvordan fisk som er opdrættet i et dam- eller havbrug kan være økologiske, når det danske dambrugserhverv nærmest er berømt for dårlig dyrevelfærd og som notoriske miljøsvin.
Jeg har desuden den holdning, at en restaurant kun bør kunne reklamere med, at den er økologisk, hvis alle dens råvarer er produceret økologisk, og at dens produktionsmetoder hele vejen igennem er økologiske, det hjælper jo ikke noget, at maden er økologisk, hvis de ude i opvasken anvender nogle skrappe kemikalier i den opvaskemaskine, som rengør servicet, eller at restaurationens hvide duge bliver vasket et sted, hvor der slet ikke tænkes på miljøet, når der vælges vaskemidler.
Alle de økologer som helt tilbage fra starten af 70’erne har arbejdet hårdt for, at det røde Ø skulle stå for seriøsitet, og en garanti til forbrugerne for, at her er et rent, naturvenligt og økologisk produkt, de må desværre konstatere, at her i de senere år, har der været en støt stigende tendens til, at deres varemærke bliver skamredet af erhvervslivet, så vi er på vej hen imod en situation, hvor værdien af det økologiske varemærke gradvist er ved at blive udvandet – en meget sørgelig udvikling.
Her for nylig havde jeg den meget triste oplevelse, at jeg ude i naturen bemærkede, at der mellem skovbundens blade, lå to gule plastikposer med det store røde Ø.
Og ja, det var såmænd to plastik indkøbsposer fra Netto som reklamerede for økologi. Først blev jeg virkelig vred over, at der stadig findes skovsvin, jeg troede egenligt, at den art var blevet udryddet i forrige århundrede. Men i anden omgang var min første tanke, at der burde være nogle skrappe regler, som forbyder, at det økologiske symbol kan placeres på plastikindkøbsposer, der hele vejen igennem er symbolet på industrisamfundets brug og smid væk filosofi.
Her til sidst vil jeg sige, at jeg indtrængende vil opfordre til, at vi alle sammen forholder os kritisk, når restaurationer og de store dagligvarebutikker bruger økologien i deres markedsføring, for ganske vist er det en god ting, at økologi bliver bredt ud i hverdagen, og at discountbutikkerne giver alle mennesker mulighed for at købe økologiske produkter.
Men økologi er mere end, at vi køber nogle økologiske gulerødder i Netto eller Fakta, det er også en livsstil, hvor vi som forbrugere har et medansvar for, at vi selv agerer økologisk i vores dagligdag, for det er ikke nok, at vi køber økologisk, vi skal også tænke og være økologiske, eller sagt på en anden måde – økologisk er ikke kun noget man spiser, det er noget som man er.
