Vinterfrosne bær kan mætte mangen en ung solsort på sit første forårstræk. Det er i løbet af andet efterår, at solsortehannens næb skifter farve fra sort til æggegult. Foto: Bent Ketil Christensen

Som en af de tidligste blandt småfuglene er solsorten på denne årstid på vej mod yngleområder i lande langt mod nordøst. Trækket foregår om natten, men droslernes stemmer kan høres i mørket på stille aftener, og om dagen myldrer det ofte med fremmede solsorte i haven. Det er trækkende fugle, der tager en lille rastepause

Det skriver Jan Skriver i en pressemeddelelse den 5. marts 2024 fra Dansk Ornitologisk Forening.

Vores hjemlige solsorte er for længst begyndt at synge. Standfuglene har forsvaret deres territorium hele vinteren, og er nu klar til med sang at markere, at en ny ynglesæson i gæstfri haver med rigelige mængder af regnorme i græsplænerne er i gang.

Imens skal artsfæller i tusindtal langt mod nord og øst, og deres træk er for alvor på vingerne i disse dage og nogle uger frem. Marts er signal til drosseltræk.

– Standfuglene har den fordel, at de meget tidligt på året kan komme i gang med ynglesæsonen i god form, fordi de slipper for et langt farefuldt træk, der tærer af fedtdepoterne. Det er de solsorte, vi i denne tid kan høre synge overalt i Danmark. Derimod vil titusinder af solsorte, der har overvintret i lande sydvest for Danmark, de kommende uger flyve hen over os for at nå deres yngleområder i det østlige Sverige, Finland og længere mod øst i Rusland, siger naturvejleder Simon S. Christiansen, der er leder af Skagen Fuglestation, som bliver drevet af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) BirdLife.

Solsortehunnen er mindre farverig end hannen, men dragten kan dog variere fra det lysbrune til det olivengrønne. Foto: Bent Ketil Christensen

Droslerne tjekkes for flåter

Solsorten er en af de trækkende arter af småfugle, som først på sæsonen flyver i fuglestationens ringmærkningsnet nær den yderste klitrække inden Grenen, der peger mod nordøst og afstikker kursen for trækfuglene.

Her er alle fakta om solsorten.

– Normalt indleder vi vores ringmærkning 20. marts, men høj vandstand i krattene, hvor nettene står, kan forsinke mærkningen en tid. Sidste år fangede og ringmærkede vi 200 solsorte. Forårstrækket af solsorte med kurs mod nordøst topper alt efter vejret omkring midten af marts og er overstået midt i april, siger Simon S. Christiansen.

På Skagen Fuglestation bliver der fanget solsorte til undersøgelse af flåter, der er blodsugende mider, som kan overføre sygdomme.

– Vi har påvist, at 8 ud af 10 solsorte på træk har flåter på sig. Og en stor andel, ja, faktisk halvdelen af de flåter, der sidder på droslerne, bærer borrelia-bakterier, som kan være farlige for mennesker. Der er ikke noget, der tyder på, at flåterne normalvis svækker droslerne, der tilsyneladende er modstandsdygtige. Flåterne bruger solsortene som fødegrundlag, da de suger droslernes blod, og transportmiddel til at komme langt omkring. Vi har leveret flere hundrede flåter, som vi har pillet af trækkende, ringmærkede solsorte, til Linnéuniversitet i Kalmar i Sverige, hvor fagfolk vil undersøge, hvilke bakterier og vira flåterne bærer. Det kan måske også give viden om, hvad de blinde passagerer, flåterne, betyder for droslerne, siger Simon S. Christiansen.

At så mange solsorte har flåter på kroppen, hænger sammen med deres jordnære levevis. En stor del af deres tid søger de føde på jorden i kort vegetation, hvor flåterne lever. Solsorte og andre drosselarter får derfor lettere flåter på sig end fuglearter, som færdes i trækroner.

Solsortens træk de kommende uger vil kunne høres over hele landet. Fuglene trækker over en bred front og på klare stille aftener kan de høres bogstaveligt talt fra Skagen til Gedser og fra Blåvand til Christiansø.

Bannerbillede: Den gamle han får æggegult næb, når den har rundet de to år. Foto: Jan Skriver.

Visited 34 times, 11 visit(s) today

Skriv en kommentar