Kviksølv er et tungmetal kendt for at være det eneste metal i verden, der er flydende ved stuetemperatur og normalt lufttryk. Det er også en potent nervegift med alvorlige konsekvenser for den globale folkesundhed. Ved naturlige processer kan det omdannes fra én form til en anden, og når det først er frigivet, cirkulerer det i miljøet i hundreder til tusinder af år, før det begraves i sedimentet.
Den dybdegående rapport “Tackling mercury pollution in the EU and worldwide” fra Science for Environment Policy opsummerer de seneste videnskabelige studier og forskningsresultater om kviksølvforurening i det globale miljø.
Skadeligt for liv
Kviksølv er et yderst giftigt og naturligt forekommende metal, der forårsager betydelig skade på både menneskets og økosystemernes sundhed. Kviksølvforgiftning kan opstå efter eksponering for vandopløselige kviksølvforbindelser (fx kviksølvklorid) eller indånding af kviksølvdampe, eller hvis man spiser kviksølvholdige fisk og skaldyr. Når kviksølv indtages, skaber det betydelige bivirkninger hos mennesker, og det er især farligt for fostre, spædbørn og småbørn.
Kviksølvforgiftning, eller hydrargyria, er forgiftning forårsaget af eksponering for metallet eller dets forbindelser, som kan være mere giftige end selve metallet – især de organiske. Virkningerne inkluderer skade på nyrer, lever og lunger, men kviksølv er primært en neurologisk gift, der skaber rystelser, ekstreme humørsvingninger og med tiden tab af hørelse og begrænset syn. Tilknyttede sygdomme inkluderer acrodynia (ved kronisk eksponering for kviksølv), Hunter-Russell syndrom (methylkviksølvforgiftning) og Minamata-syge (meget kraftig methylkviksølvforgiftning). Det er en kumulativ gift, der ophobes og kun meget langsomt forsvinder fra kroppen; ofte erkendes virkningerne først, når det er for sent.
”Vi ved nu, at doser, vi tidligere troede var sikre, bestemt ikke er det… Vi er nu bekymrede for eksponeringer, der er meget fremherskende hos forbrugere af fisk og skaldyr verden over.” (Philippe Grandjean, i Kessler 2013:305)
Der er stigende videnskabelig interesse for, hvordan kviksølv ophobes i fødekæden og akkumuleres i højerestående dyrearter, med det resultat at rovdyr bærer rundt på en betydelig mængde af giften. Selv relativt små doser fra indtagelse af fisk har vist sig at have en virkning på nervesystemet. En rapport estimerer, at mere en 60.000 børn i USA hvert år fødes med risiko for ”negativ neurologisk udvikling” pga. eksponering for methylkviksølv i livmoderen (National Research Council, 2000). Det giftige metal kan videreføres fra mødre til ufødte børn ved at krydse moderkagen, hvilket påvirker udviklingen af fostret og dets vækst resten af livet. Derudover kan kviksølv også videregives til et spædbarn gennem brystmælk (Da Cunha et al., 2013). En mors indtagelse af fisk og skaldyr, der indeholder methylkviksølv, kan påvirke en babys voksende hjerne og nervesystem. Man har set virkninger, herunder påvirkning af kognitiv tænkning, hukommelse, opmærksomhed og sprog, hos børn, der inden fødslen har været udsat for methylkviksølv.
Forgiftningssymptomerne er irreversible; de forværres dog som regel ikke, med mindre man udsættes på ny. Der er kommet mere fokus på kviksølvets giftige egenskaber via forskning i kølvandet på store folkesundhedskriser og yderligere isolerede eksponeringstilfælde i det 20. århundrede.
Der er også bevis for, at kviksølv kan øge koncentrationen af skadelige frie radikaler i kroppen, og muligvis bidrage til hjertesygdomme (Ercal et al. 2001). Frie radikaler har en grådig ”appetit” på elektroner, der kan ændre strukturen af et molekyle, og dermed dets evne til at udføre en funktion. De kan øge sandsynligheden for, at et lavdensitetslipoprotein (LDL) bliver fanget i en arterievæg og potentielt forårsage eller bidrage til hjerte-kar-sygdomme.
Akkumulering i mad, særligt fisk, er af stor bekymring. Folk, der spiser meget fisk, vil sandsynligvis ophobe mere kviksølv i deres kroppe, men indholdet af kviksølv i fisk afhænger af typen: arter med meget kviksølv inkluderer blandt andre atlantisk tun (Thunnus thynnus), sværdfisk (Xiphias gladius), fjæsing (Trachinus) og rygstribet pelamide (Sarda sarda). Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har anvendt data fra studier til at rådgive om sikre forbrugsniveauer og fisketyper (EFSA Scientific Mercurous cation, Hg2Committee 2015), men EFSA understreger, at den relevante rådgivning afhænger af forbrugeren, i særdeleshed dennes alder.
Nye regler adresserer risikoen for menneskers sundhed fra tandamalgam (tandfyldninger), ved at kræve af tandplejen i EU at der kun bruges, fra 2019, tandamalgam i prædoseret indkapslet form (brugen af kviksølv i store mængder vil blive forbudt). Fra juli 2018 vil brugen af amalgamfyldninger ved behandling af mælketænder hos børn under 15 og af gravide og ammende mødre også blive forbudt i EU, med mindre det af lægen vurderes som absolut nødvendigt pga. særlige medicinske behov. Fra 2019 vil tandlæger også blive påkrævet at have amalgamseparatorer for at undgå frigivelse af amalgampartikler med kviksølv i, hvilket vil beskytte miljøet og dyreliv. I denne henseende har tandplejere ansvaret for at sikre, at deres amalgamaffald bliver behandlet og indsamlet af autoriserede affaldsforvaltningsvirksomheder. EU’s medlemsstater vil derudover også blive påkrævet at udarbejde en nationalplan inden juli 2019 om foranstaltninger sigtet mod at afskaffe brugen af tandamalgam som helhed, og kommissionen skal senest medio 2020 aflægge rapport om muligheden for en udfasning af brugen af tandamalgam.
Dyreliv og økosystemer kan også blive skadet af kviksølv, særligt gennem bioakkumulation i fødekæden. Vandfugle og dyreliv er særligt modtagelige; derfor fastsætter Environmental Quality Standards Directive (2008/108/EC modified by Directive 2013/39/EU) miljøkvalitetsstandarderne for kviksølv i både overfladevand og fisk, med den hensigt at beskytte højerestående rovdyr fra sekundær forgiftning gennem bioakkumulation.
Oversættelse og bearbejdning: Addie Hansen.
