Uværdige forhold på tyske slagterier – om ”smid-væk-mennesker”

Præsten Peter Kossen mener, at kirken bør protestere mod de umenneskelige forhold, der tilbydes migrantarbejdere i kødindustrien i Tyskland. Danske svineproducenter er medskyldige, mener præsten, fordi deres andelsejede slagterier under Danish Crown også deltager i udnyttelsen. Privatfoto

Tale af præsten Peter Kossen, Langerich, Tyskland. Oversat og introduktion af John Graversgaard, 27. maj 2020

John Graversgaard

Danish Crown/Tulip er en stor aktør i Tyskland og ”nyder godt” af den underbetalte og underkuede arbejdskraft på flere produktionssteder.

Pressechef Jens Hansen fra Danish Crown udtalte til P1 d. 26. maj 2020 at man skam fulgte det tyske system. Der var jo hensynet til de danske andelshaveres fortjeneste. Kynismen kender ikke grænser.

Kritikere i Tyskland kalder det for ”Tönnies-systemet” opkaldt efter Tysklands største kødindustri, og ingen har vel som præsten Peter Kossen råbt højt om de umenneskelige forhold.

Hertil kommer Corona krisen, hvor de mange østarbejdere er særligt udsatte især på grund af deres elendige boligforhold hvor de er klumpet sammen under uhygiejniske og sundhedsfarlige forhold.

Forhold som man i årtier har accepteret, men med massiv Coronasmitte i de tyske slagterier er det nu kommet op i den tyske regering som siger man vil gribe ind og stoppe dette system. Vi må se hvor langt det rækker.

Vi bringer her uddrag af den tale, den tyske præst Peter Kossen holdt i Langerich, Tyskland, i januar 2019.

Mennesker bliver nedslidt og smidt væk

Min bror Florian er praktiserende læge i Goldenstedt, Vechta. Han ser dagligt udenlandske arbejdere fra Rumænien, Bulgarien og Polen i hans praksis. De arbejder i slagterier i Wildeshausen, Ahlhorn og Lohne. Hvad han oplever, gør ham både forfærdet og vred.  Den totale udmatning af disse arbejdere sker dagligt. Han fortæller:

”Mange arbejder seks dage om ugen og 12 timer dagligt. Der har ikke mulighed for at regenerere da de med deres arbejds- og livsbetingelser er under et konstant fysisk og psykisk pres. Derfor opstår der sygdomssymptomer som overbelastningsskader af arme og ryg, psykiske reaktioner og infektioner som følge af de dårlige hygiejniske forhold i deres boliger og sundhedsskadelige forhold på arbejdspladsen. Men også en total fysisk udmattelse som jeg i mine 20 år som læge sjældent før har set”.

Min bror fortæller:

”Arbejdsulykker som skæreskader sker dagligt. Men ofte sygemelder arbejderne sig ikke, da arbejdsgiveren siger at kommer de med et ”gult kort” kan de forlade virksomheden. En kvinde kom tilbage på arbejdet med et ca. 10 cm langt snitsår. Trods flere anbefalinger afviste hun at sygemelde sig”.

Ætsningsskader på hele kroppen ser Florian hos arbejdere, som ikke har det nødvendige beskyttelsesudstyr ved rengøringsarbejde og arbejder under stort tidspres. En arbejder fra slagteriet i Lohne mødte op med ætsninger på hele kroppen. Alle arbejderne havde lignende skader, fortalte arbejderen, da der nok var beskyttelsesudstyr, men at det var defekt og utilstrækkeligt. Patienter fortalte om kolleger som hurtigt sorteres fra på grund af sygefravær.

Presset er stort for at klare det selv om man er syg og har smerter.  En bulgarsk arbejder fra slagteriet i Wildeshausen viste Florian sin lønseddel: 1200 Euro for 255 arbejdstimer. Oveni udbytningen kommer ydmygelsen: ”Du er ikke mere værd. Din arbejdskraft er ikke mere værd”.

Mennesker som maskiner

Kødindustrien behandler stort set disse arbejdsmigranter som maskiner, som man lejer hos en ekstern tjenesteudbyder, udnytter og når de er slidt ned, så udskiftes de. Med undtagelse af få virksomheder som Brand i Lohne, Schulte i Lastrup eller Böseler Goldschmaus i Garrel nægter virksomhederne at påtage sig et ansvar for arbejdernes arbejds- og livsbetingelser.  Og man støtter arbejdsgiverne på bekostning af arbejdernes sundhed og de samfundsmæssige omkostninger.

Over alt hvor vikarer og indlejet arbejdskraft bruges som et redskab man bare kan slide ned, er der et enormt højt gennemtræk. Samtidig rekrutteres arbejdskraften fra stadigt mere fattige regioner i Østeuropa. Først kom de fra Polen senere fra Rumænien, Ungarn og Bulgarien, men nu kommer de fra Moldavien eller Ukraine, ofte illegalt. Min bror ser hver dag i sin praksis, at de, som udholder denne mishandling, udvikler kroniske lidelser. Under det hårde fysiske og psykiske pres i fugtige og kolde lokaler, så giver selv den stærkeste op.

På grund af arbejdstiderne er arbejderne i årevis afskåret fra at deltage i sprog- og integrationskurser. Derfor taler mange ikke tysk. Døgnet rundt skal de være klar, og kaldes på arbejde via en SMS og overarbejde beordres uden varsel. Deltagelse i det sociale og kulturelle liv lokalt er derfor meget svært. Integration af disse arbejdere og deres familier er umuliggjort, og der opstår en parallelverden. De isoleres i boliger, som er de rene rottehuller, som er proppet med daglejere og til en ågerhusleje.

Her er den danske Tulip/Danish Crown fabrik – i Oldenburg i Tyskland!

Velstandskløfter i Europa

”Men meget er jo forandret og er blevet bedre”, hører jeg altid fra folk når man taler om misbrug af indlejet arbejdskraft. Men hvor? Hvor er arbejdsmigranter sikret mod udbytning og svindel?

I hvert fald ikke i kødindustrien. Også andre steder skyer man ikke at udnytte mennesker fra Øst- og Sydøsteuropa.

Velstandskløfterne indenfor EU begunstiger grov udbytning og et opdelt klassesamfund: Mellem arbejdere med overenskomst og rettigheder og de som bedrages for selv en minimal løn- og socialstandard.

(…)

Slaveriet er voksende

At rumænere og bulgarere gælder som ligeberettigede medborgere og naboer og ikke misbruges til det lavtlønnede beskidte arbejde, dertil er der lang vej. EU har fastslået at menneskehandel og moderne slaveri er tiltagende. Ikke hvor som helst i verden, men her i de velhavende vestlige demokratier!

Store og velkendte firmaer skyr ikke at arbejde sammen med underentreprenører og vikarfirmaer, som drives af straffede kriminelle. De, som gør fælles sag med menneskehandlere og slavehandlere, er medskyldige i menneskehandel og moderne slaveri i vores land. ”Hvordan kan det være at mennesker behandles sådan i Deres ellers kristen-katolske region?” bliver jeg ofte spurgt.

Måske fordi for mange ser væk, og undgår at vise ansigt og navn i stedet for at tage klart stilling imod?!

En sump af kriminelle underentreprenører og dubiøse vikarfirmaer benyttes for at trykke lønomkostningerne og kaste arbejdsgiveransvaret fra sig. Den, som handler med kriminelle forretninger, er selv kriminel. Den, som benytter sig af mafia, er mafia!

Selv den økologiske bacon fra danske Friland produceres af billig arbejdskraft i Tyskland!

Behov for mere kontrol

Tyskland har stærkt behov for en myndighed, som kan kontrollere arbejdsforhold som i andre EU lande. Den tyske arbejdsret går ud fra, at de ansattes rettigheder er de ansattes egen sag. Det er fjernt fra virkeligheden. Det forudsætter en støtte fra enten fagforening eller bedriftsråd. Når det gælder vandrende arbejdstagere kommer denne støtte ikke i spil. Bedriftsråd og fagforening er ikke berettiget til at repræsentere arbejdere hos underentreprenører eller vikarer.

Her er dokumentationen! Det lovpligtige “oprindelseslands-stempel” på bagsiden af danish bacon afslører, at DE = Tyskland er landet, hvor den danske bacon bliver produceret!

Migrantarbejdere har også svært ved at gøre deres manglende rettigheder gældende. De har en begrundet angst for at miste jobbet og for omkostningerne ved en retssag.  Denne udsathed og umulighed for at forsvare deres rettigheder gør disse arbejdere attraktive for samvittighedsløse arbejdsgivere og menneskehandel og sårbare overfor hensynsløs udbytning i kødindustrien, såvel som indenfor byggeriet, logistik mm.

At håbe på indsigt og menneskelighed er i bedste fald naivt og urealistisk. Tyskland har internationalt set en meget opsplittet kontrolmyndighed.  Flytter et vikarfirma til en anden delstat så betyder det ofte, at strafretslig forfølgelse standses. Når det er så let at udhule arbejdstagerrettigheder og forhindre retsforfølgelse, så er der et påtrængende behov for en kontrol som sørger for at love og rettigheder overholdes. 

Kødindustriens erklæringer om at de tager ansvar er en hån mod virkeligheden. Det giver dem højest lidt luft og tid til at fortsætte deres menneskeforagtende virksomhed.

Mindstelønnen bliver omgået og udhulet, gennem et stort ubetalt overarbejde, gennem 290 til 420 Euro i betaling for en seng i et nedslidt flersengsværelse, gennem formidlingsgebyrer, ved at de skal betale for værktøj og benyttelse af pauserum, gennem gebyrer for oversættelse, gennem bestikkelse af formænd, betaling for transport til arbejdspladsen, øgning af hastigheden på samlebåndet…

(…)

Mennesker som trods hårdt arbejde er og bliver ved med at være fattige, bliver morgendagens fattige ældre. Og får brug for sociale ydelser, Det betyder, at samfundet støtter prekær beskæftigelse gennem sociale overførsler. Dermed understøtter vi indirekte og uden grund en uansvarlig forretningsmodel.

(…..)

Hver dag køber en million mænd en kvindes krop. Næsten hele Tysklands vejnet bliver betjent af kvinder fra Rumænien og Bulgarien…

Ofte er det romaer, ofte analfabeter, og ofte mindreårige. De er blevet lokket med lovning på arbejde i restaurant eller hos frisør. Ankommet til Tyskland bliver de dog i stort tal tvunget i prostitution, gjort føjelige med narko og truet både psykisk og fysisk. Og ikke unormalt af de samme folk som arbejder med at sluse mænd og kvinder ind i kødindustrien som lavtlønsarbejdere. Rockerbander udnytter mulighederne for menneskehandel. Kynisk kan man sige: Kød er kød og bliver behandlet med lige så stor foragt, men med den forskel at handel med dyr og dyrehold er meget stærkere reguleret.

(….)

Underentreprenører har hyret arbejderne gennem kontaktepersoner i deres hjemland, ofte med lovning på både løn og bolig som ikke viser sig at holde. Arbejderne kommer i en afhængighed af deres arbejdsgivere gennem en slags gældsslaveri eller gennem psykisk og fysisk vold mod dem og deres familier i hjemlandet, gennem tilbageholdelse af løn, gennem tilbageholdelse af pas og gennem trusler om at blive sortlistet og udelukket fra arbejde.

Det første ord arbejdsmigranter lærer på vores sprog er ”hurtigere”. Læger som min bror fortæller, hvad der sker med mænd og kvinder, som arbejder seks dage om ugen, 12 timer om dagen i minus 18 grader og gentager den samme udskæring eller slæber 30 kg tunge kødstykker. Oveni den fysiske belastning kommer den psykiske: Ydmygelsen, angsten og bekymringen for hvordan morgendagen bliver. Mennesker ødelægges og forkrøbles, sorteres fra og erstattes, her midt iblandt os.

Det er ikke mange tyskere, der protesterer mod det moderne slaveri i kødindustrien, men præsten Peter Kossen (tv.) og hans bror vil ikke stiltiende være vidner til den umenneskelige behandling af migratarbejderne. Privatfoto

”Smidvækmennesker”

Mennesker bliver udnyttet, nedslidt og udskiftet, som var det maskinskrot: ”Smidvækmennesker”.

Fordi det er lovligt, der spares penge og arbejdsgiveransvaret reduceres til et absolut minimum, har denne elendige beskæftigelsesmodel dannet skole. 

Smidvækmennesker bygger krydstogtskibe og dyre tyske biler, knokler som falske selvstændige på byggepladser og på lagre. Retsstaten lader det ske, og samfundet ser den anden vej.

Et aktuelt tilfælde med en underentreprenør fra Emsland viser, hvad kvalitet disse mennesker har. Som underentreprenør var han aktiv på storslagterier i Sögel og Lohne, og ved siden af var han aktiv som narkohandler. Menneskehandel og udbytning på arbejdspladsen bedrives ganske ”legalt”, medens man ser strengt på narkohandelen. Moderne slaveri er en realitet, og myndighederne ser magtesløse på. Ligesom man undersøger kødet for parasitter på slagteriet, burde kontrolmyndighederne undersøge udbytning og slaveri hos virksomheder og underentreprenører.

Det kræver mod at ændre systemet, sætte slavehandlerne i fængsel og sikre de ansatte fast ansættelse. Man beskæftiger sig kun med symptomerne men ikke med ondet. EU reglerne om opholdsret i kombination med Hartz IV (”kun mennesker i arbejde har ret til ophold og sociale ydelser”) bliver for mange EU borgere fra Rumænien og Bulgarien til en fælde, fordi de bliver tvunget til at tage imod de udbyttende jobtilbud i kødindustrien, på byggepladser og på lagre.

Kvinder er af disse grunde nemme ofre for tvangsprostitution. Alene i byen Münster er der 400 bulgarske prostituerede.  De, som ikke kan udholde mishandlingen, bliver sendt bort, ofte snydt for den sidste løn: Smidvækmennesker. Da flertallet som regel (80 % eller mere) ikke er ansat på slagteriet, men hos en underentreprenør, behøver arbejdsgiverne i kødindustrien ikke at tilsmudse deres hænder med denne form for moderne slaveri.

(…)

I godt seks år har jeg påpeget dette for at skabe offentlighed.  Mit embede og mine muligheder har jeg benyttet for at gøre opmærksom på denne mishandling af mennesker. Et budskab skal have et ansigt i vores medieverden… Skal en præst overhovedet eksponere sig og beskæftige sig med dette? Jeg mener, det er et budskab, som forhåbentligt kan kaste sand i det moderne slaveris maskineri, og her stiller jeg gerne åbent op.

Comments

comments

2 kommentarer til Uværdige forhold på tyske slagterier – om ”smid-væk-mennesker”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.