Vandet fra landet kan skabe store problemer i byerne, når vandløb går over deres bredder og oversvømmer byen. Den problemstilling har partnerskabet ’Vandet fra Landet’ arbejdet med. Partnerskabet begyndte i januar 2014 og har sat fokus på løsninger for vandhåndtering på landet, som kan standse eller forsinke vandet, der løber mod byerne.
Partnerskabet er finansieret af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning som en del af regeringens innovationsstrategi og ledes af Teknologisk Institut, Orbicon og Smith Innovation. Den 6. oktober blev der afholdt afslutningskonference med cirka 70 deltagere fra partnerskabet, kommuner, styrelser mv. Her blev to et halvt års erfaringer del og debatteret. Det skriver Hedeselskabet i sit nyhedsbrev 21. oktober 2016.
Ulrik Hindsberger, centerchef for Rørcentret under Teknologisk Institut, fortæller om projektet:
Hvorfor er det så vigtigt med projekter og partnerskaber som ’Vandet fra Landet’?
Partnerskaber giver muligheder for at arbejde med nye metoder. Det skaber et frirum for parterne til at tænke anderledes uden at have en ’brændende’ opgave foran sig. Det ligger ud over hverdagen, hvor rådgiver, bygherre, kommune, forsyning og så videre kan komme til at være i lidt fastlåste roller. Her har vi større mulighed for at se tingene fra hinandens vinkler, og fordi det er mere uformelt, så prøver vi ting af med input fra forskellige specialister.
Er der noget, I ikke har nået i løbet af projektperioden?
Vi var naturligvis ambitiøse fra start, og vi havde nok håbet, at vi var kommet endnu længere med projekterne i kommunerne og med produkterne. I projektbeskrivelsen stod det, at vi både ville afdække, udvikle, afprøve, udbrede. Der har været få afprøvninger, og de har primært været i laboratorier og på testbaner – ikke i virkeligheden. Det havde vi håbet at være kommet endnu længere med. Men det er bare enormt komplekse projekter, og det er store investeringer. Man skal have både politikere, fagfolk og naturfolk med, og der er grænser for, hvor hurtigt det kan gå. Vi tror dog på, at kommunerne gennem dette forløb har fået nogle andre og værdifulde input, end de ellers ville. Det har fået dem til at tænke lidt anderledes, og de er kommet bredere rundt om projekterne.
Har der været øjenåbnere i processen?
I Vejle har de arbejdet med naturområder, som er det, der hedder §3 eller habitatområder, der er særlige sårbare, og som især biologer naturligvis er ekstra opmærksomme på, hvis man ønsker at benytte dem i arbejdet med at tilbageholde vand. Der er altså potentielle konflikter med naturhensyn kontra klimatilpasning. Men projektet i Vejle har også vist, at vi kan indgå i en dialog, og arbejde med at forstyrre naturen så lidt som muligt. Faktum er også, at der ikke rigtig er nogen vej udenom, for mange byer har store problemer med vandmængder, som kommer fra oplandet. Det handler om, hvordan man får alle interesser til at mødes.
Hvad er bagsiden ved afgrænsede projektforløb, som dette er – indtil videre?
Vi håber stadig på, at partnerskabet kan fortsætte i en eller anden form. Det er endnu ikke afklaret. Der er også mulighed for at arbejde videre med dele af det – koblet sammen med nogle andre projekter. Faren kan være, at der bare kommer en rapport, som folk glemmer. Vi håber, at konferencen hjælper til, at folk husker det, og vi har også en god hjemmeside, som vi vil opdatere. Jeg tror dog, at partnerskabet som minimum har været med til at sætte fokus på, at i klimatilpasningsarbejdet er vandløb lige så vigtig og nogle gange vigtigere end skybrud, som der ellers har været meget fokus på. Nogle kommuner har behov for at forholde sig til både vandløb (nogle steder også havet) og skybrud. Det er en vigtig erkendelse.
