Med mellemrum får Svendborgs havnefront fornemt besøg. Vi taler ikke om kongeskibet Dannebrog, men om en fugl – en art som i sjælden grad kan få pulsen op hos ornitologer og øvrige naturinteresserede. Med andre ord vandrefalken. Den har massiv oplevelsesværdi og X-faktor, gennem sin kraftfulde og strømlinede fremtoning, umiskendelige fjerdragt, spektakulære jagtteknik og relative sjældenhed.
Fåtallighed er naturligt forbundet med arter i toppen af fødekæden i økosystemer i balance. Men vandrefalken har tidligere været unaturligt sjælden og på nippet til at blive udryddet i store dele af verden. Høje koncentrationer af DDT og andre miljøgifte med især tungmetaller som bly og kviksølv viste sig at ophobe sig i falkene og medførte, at de lagde tyndskallede æg, som gik itu under den rugende fugl. Disse fortidens synder blev der handlet på i de fleste lande i løbet af 1970´erne, og bestandene af vandrefalke på flere kontinenter rettede sig langsomt men støt, også i Danmark. Det er en af de mest emblematiske og velbeskrevne historier om den iboende konflikt mellem natur og industriel kultur.
En dag i starten af måneden sad der pludselig en vandrefalk på en af de høje grovvaresiloer på Svendborgs østlige havnefront. Arten har generel forkærlighed for store højder og lodrette fald, især som rugeplads men også uden for ynglesæson: Klinter, klipper og bjerge, alternativt meget høje bygninger, kraftværker og broer. Hertil et velassorteret spisekammer inden for rækkevidde – havneområder byder som regel på mange tamduer, måger og andefugle, og Svendborg havn er ingen undtagelse. Vandrefalkens flyveevner er legendariske, den lever udelukkende af fugle, som den fanger i luften, efter imponerende manøvre og accelerationer op til svimlende fart. Der skal held og tålmodighed til at blive vidne til falkens jagter, men når det lykkes er det uforglemmeligt.
Også strandenge rundt i det sydfynske øhav er potentielt vandrefalketerræn i vinterhalvåret. Er udbuddet af byttefugle i spektret fra spurve op til ænder godt nok, kan det tiltrække en vandrefalk, som mere eller mindre fast gæst i en periode. Her vil man så typisk se den ikke synderligt store, men muskuløse rovfugl sidde på den flade eng eller en hegnspæl. Men man skal have øjnene med sig og en god kikkert. Den gamle fugl har sort hætte med øreklapper, hvidt bryst og lys underside. Når vandrefalken spreder sine spidse og svirpende vinger ud, er den i luften som en fjeder og helt indlysende i sit rette element.
Udover Møns og Stevns klinters naturlige habitater kan flere danske havnebyer i dag prale med at huse ynglende vandrefalke. Det gælder bl.a. Aarhus, Aalborg, Vejle og Odense, hvor falkene har taget godt imod kasser, placeret på toppen af de højeste bygninger. Svendborg kunne forsøge at følge trop, måske også med Svendborgsund-broen. Det skulle være en smal sag at fastgøre en falkekasse højt på en bropille, under kørebanen. Men assistancen skal balanceres og gennemtænkes: Bofaste vandrefalke kan komme til at tolde for rigeligt på i forvejen sårbare vadefuglebestande i deres nærområde.
Men vigtigst gælder det om ikke at komme til at gentage fortidens synder med nutidens ditto, med tanke på den omsiggribende forurening med bl.a. det meget omtalte PFAS og relateret kemi, som afdækkes i disse år. Det skylder vi af hensyn til vores egen sundhed og velfærd og til alle vores medskabninger, vandrefalkene inklusive. Miljøkampen fortsætter.
Tak for beretningen.