Alle har ret til en Tesla – eller i hvert fald en elbil.

Miljøorganisationen Det Økologiske Råd er begejstret for den nye aftale om afgifter på elbiler, der blev indgået på Christiansborg i dag. Ifølge organisationen betyder aftalen, at elbiler for alvor vil komme ud at køre på vejene i Danmark.

En ny aftale om afgifter på elbiler, betyder at der nu slækkes på bremsen og i stedet for trædes på speederen for salget af elbiler i Danmark. Og det gør miljøorganisationen Det Økologiske Råd begejstret. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Økologiske Råd, 18. april 2017.

”Det er en rigtig god aftale, der sikrer at der kommer gang i salget igen. Samtidig sikrer den brede politiske opbakning sikkerhed for udviklingen i de kommende år”, siger Jeppe Juul, transportmedarbejder i Det Økologiske Råd.

Siden det stod klart at den tidligere aftale om beskatning af elbiler byggede på en fejllæsning af udviklingen på elbilsmarkedet, har de politiske partier været splittede om, hvad der skulle ske. Den splittelse er nu afløst af et bredt flertal henover midten.

”Vi har brug for elbiler. De støjer mindre, forurener mindre og udleder markant mindre CO2. Jo hurtigere elbiler erstatter biler med forbrændingsmotor, jo nemmere bliver det at mindske klimabelastningen fra transport”, siger Jeppe Juul.

Det Økologiske Råd arbejder for, at forbrændingsmotorbiler afvikles frem mod 2030.

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.