Har forbrugeren ikke en indlysende interesse i – og ret til – at vide, om kartoflerne i supermarkedet har været sprøjtet med den stærke diquatgift, som Miljøstyrelsen giver dispensation til at anvende til trods EU-forbud? Foto: Middeldatabasen
MF Charlotte Bagge Hansen (M). Foto: Moderaterne

KOMMENTAR  Moderaternes fødevare- og landbrugsordfører Charlotte Bagge Hansen har foreslået at sætte fart på den grønne omstilling ved at indføre en differentieret moms på maden. Charlotte Bagge Hansen mener, at det skal være både billigere og nemmere for danskerne at fylde indkøbskurven med grønne og sunde fødevarer, og derfor ønsker Moderaterne at halvere momsen på grøntsager, der er produceret i Danmark. Til gengæld skal der lægges en afgift på de mere klimaskadelige fødevarer som eksempelvis oksekød.

”Vil vi ikke allesammen det bedste for vores børn og børnebørn, så hvorfor tøve med at sikre dem en grønnere fremtid?”

Forslaget er yderst fornuftigt og vil kunne levere målbare resultater fra den første salgsdag, men må jeg foreslå Moderaterne at tage et vigtigt skridt videre i kampen for klimavenlige fødevarer?

Skal der indføres en differentieret moms, vil det være nødvendigt at redigere i teksterne på de lovpligtige etiketter. Her kan der tages et kæmpestort spring fremad for både folkesundhed, biodiversitet og landbrugets grønne omstilling, hvis vi benytter lejligheden til at indføre en obligatorisk mærkning af alle sprøjtede fødevarer. Producenten skal simpelthen oplyse, hvad dine grøntsager er blevet sprøjtet med i løbet af vækstsæsonen.

I forvejen er der skrappe regler for, hvad forbrugerne kan kræve at få at vide, når de køber fødevarer, f.eks. skal der oplyses om alle tilsætningsstoffer, risiko for allergener og anvendte farvestoffer, men sprøjtegiftene står der intet om. Det er ikke fair, hverken for forbrugeren eller producenten. Forbrugeren løber en uoplyst risiko, og producenten risikerer at havne i en offentlig shitstorm, når hans kemianvendelse afsløres.

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer reklamerer uhæmmet for danske kartofler, men nævner overhovedet ikke det store batteri af kemiske sprøjtegifte, der anvendes af avlerne. Helsidesannonce fra aviskampagne
Der findes masser af giftfrie kartofler, som kan erstatte de konventionelle. Privatfoto

Kikker vi nærmere på landbrugets 600 tilladte sprøjtegifte, så taler vi ikke om saftevand. Som eksempel kan det være skræmmende at tjekke kartoffelavlerne. Tag de populære Lammefjordens kartofler eller det tilsvarende brand fra Samsø. Op til 18 forskellige sprøjtninger udføres i løbet af en vækstsæson på Lammefjorden, og ifølge den lovpligtige advarselsmærkning kan otte af giftene fremprovokere allergiske hudreaktioner, fem kan give øjenskader, tre kan skade det ufødte foster, to kan volde kroniske organskader i blod, lever, nyrer og milten – og to er mistænkt for at fremkalde kræft. Dertil kommer risici for forurening af vandmiljø og øvrige omgivelser.

Disse alarmerende oplysninger ville utvivlsomt få mange forbrugere til at ændre deres indkøbsvaner, hvis de blev fremlagt åbent og ærligt, men det sker kun, hvis der kommer et lovkrav til etiketterne. Selvom hver anden af de kemidyrkede kartofler rummer rester af de anvendte sprøjtegifte, er det ikke sådan, at man behøver at opgive at spise kartofler. Hver femte kartoffel (22 %) fra de danske avlere er faktisk produceret uden gift overhovedet, de fås overalt, og priserne er rent faktisk de samme.

Moderaternes forslag er ganske enkelt det fornuftige valg, hvis man politisk vil fremme familiens sundhed, værne om biodiversiteten, beskytte drikkevandet og gøre en indsats for landbrugets nødvendige klimaomstilling. Og vil vi ikke allesammen det bedste for vores børn og børnebørn, så hvorfor tøve med at sikre dem en grønnere fremtid?

Bannerbillede: Sprøjtet kartoffelmark, Nordby på Samsø. Foto: HØM

L&F skyder atter sig selv i foden

Visited 26 times, 5 visit(s) today

Kommentarer

  1. Kim Sørensen

    Jeg er helt enig, og vil lige tilføje:
    Kunstgødning kræver enorme mængder energi i fremstilling dertil transport til DK…
    Landbrug der indebærer fodring med soya der har ryddet 8500 kv. Km. jungle som dermed ikke længere bidrager til at opsamle CO2…
    Jeg vil til enhver tid vælge økologisk, også ud fra en klima vinkel.
    Problemet er at vi ikke ser på tingene i deres helhed altså livscyklus analyse!

  2. Jan Stampe Nielsen

    Et tilsyneladende godt forslag – og det fra en uventet kant – Moderaterne vil være grønne, men dog. Som jeg læser forslaget, er det forbrugerne der igen skal betale for producenterne forurening. Dette synes at være lig med det ultraborgerlige synspunkt at Landbruget/producenterne er fredet uanset hvad.
    Alt ved det gamle – uanset hvad man pakker det ind i.
    Julepapir måske.

  3. VI BLIVER NØDT TIL ALLESAMMEN AT “STEMME MED FØDDERNE” DET BETYDER AT VI NÆGTER AT SPISE MAD DER IKKE ER ØKOLOGISK – HUSK DET BEHØVER IKKE VÆRE FOR DIN EGEN SKYLD, MEN DET SKAL VÆRE FOR DINE BØRNS OG NATURENS SKYLD
    TAK

  4. HolgerØster Mortensen

    Læg mærke til bannerbilledet til denne artikel. Foto viser en nedsvedet kartoffelmark fra kartoffeløen SAMSØ. Spis ikke disse giftige kartoffelknolde.

Skriv en kommentar