Knud Haugmark, cand. mag., Ballerup, er ikke begejstret for økologiens kødproduktion. Selv er han vegetar. Privatfoto

Cand. mag, Knud Haugmark skriver om økologi i Ballerupbladet på baggrund af et tidligere indlæg om økologi i samme blad. Vi bringer Knud Haugmarks artikel her med forfatterens tilladelse

SYNSPUNKT – I artiklen den 16. september ”Vi vil gerne leve længere og sundere – og økologisk” i Ballerupbladet kobler en anonym skribent et langt liv og sundhed med økologi. Der findes ingen evidens for, at økologisk mad er sundere og slet ikke for, at den fører til et længere liv. Så det kan de økologiske prædikanter naturligvis ikke skrive i avisen. Men den anonyme forfatter går lige til kanten. Han skriver, at ”danskerne har travlt med at leve sundt” og i den følgende sætning at ”halvdelen er begyndt at købe økologisk hver uge”.

Tulip’s økologiske bacon er angiveligt baseret på dansk svinekød, men…
... som det fremgår bag på pakken, så er økobacon fra Tulip produceret i Tyskland. Det vil sige, at økosvinene køres hele vejen til Tyskland for at udnytte den billigere arbejdskraft.

Så skriver han om motion, overvægt, kostpyramide, mættet fedt og en stribe almindeligheder om sund levevis. Han nævner snedigt nok ikke, at størstedelen af den økologiske omsætning netop omfatter usunde fødevarer med højt indhold af mættet fedt, nemlig kød, æg og mejeriprodukter. Målt i kroner udgjorde salg  heraf 33 % at den økologiske omsætning, men i mængder over 43%. Disse fødevarer er så usunde, at myndighederne for eksempel fraråder at drikke mere end en halv liter mælk om dagen. Rødt kød står heller ikke øverst i kostpyramiden. Ser man på den hjemlige produktion udgør animalske produkter næsten det hele. Hvis man vil leve klimavenligt, skal man undgå alt økologi i almindelighed og netop kød og mejerivarer i særdeleshed.

Det økologiske landbrug er en ulv i fåreklæder. Mange tror, at denne landbrugsform er godt for miljø og klima, men det er der overhovedet ingen evidens for. Økologi er ganske normalt landbrug under en meget tynd fernis af underlige regler, som tillader både antibiotika, tungmetaller, overgødskning, gyllestank, madspild, overdødelighed, halekupering, afhorning, kæmpe energiforbrug, ammoniak-, nitrat-, metan og fosforforurening og meget mere, der ellers ville stå i vejen for effektiv animalsk storproduktion. Lone Andersen, næstformand i Landbrug&Fødevarer, presser for eksempel sine økokøer til at yde op til 60 (tres!) liter mælk om dagen.

Økosvin køres også over landegrænser for at blive slagtet i lande, hvor lønniveauet er lavt. Det fremgår dog ikke, at de indespærrede svin i denne transportvogn skulle være økologiske. Vognen stod henstillet i længere tid og ubevogtet på en P-plads nord for Præstø i sommeren 2019. Foto: Knud Haugmark

Den økologiske paradisdrøm er et blålys. Men så længe den har sine naive tilhængere, vil en tyk strøm at skattekroner flyde ned i de velhavende økologernes lommer. Pengene kunne bruges bedre.

Kommentarer

  1. Anna Lønne Sørensen

    Øh, Kjeld Hansen, ikke forstået? At økologisk landbrug ikke er perfekt, er jo velkendt for enhver og ikke mindst økologerne selv. MEN de er jo stadig langt langt bedre end konventionelt landbrug, så hvad handler den her artikel lige om?
    Det er gået rigtig stærkt med at få flere økologiske landmænd og så kan det knibe med kvaliteten undervejs. Omvendt er det vigtigt at gribe momentum og leve op til forbrugernes / borgernes stadig stigende ønsker om flere økologiske varer og mere økologi. Så det er en svær balance.
    Uanset hvad, så er kravene til alle økologer langt bedre også på dyrevelfærds-området, end nogen steder i det konventionelle, så det må stadig være fuldstændigt indlysende at købe og støtte op om økologien.

  2. Preben Kofod

    I nærheden af hvor jeg bor er der en økologisk bonde som har omkring 1.000 køer,han har kæmpestore græsmarker hvor der kun gror græs og som bliver slået fem til seks gange om året,samt overhældt med gylle. Køerne som går ude en del af året går på store marker hvor der ikke findes mulighed for at søge ly,læ,og skygge,for vind og vejr.Det er ikke hvad jeg forstår ved økologi.

    • Jeg er opvokset på landet dengang alle køer gik ude på markerne, og de blev kun gænget ind i stalden når de skulle malkes, og det virkede selvfølgelig mærkeligt, at køerne ikke gik ind under læ, når det blæste eller regnede, men køer er fra naturen af skabt til livet på de åbne sletter, og man kan se på dem, hvilken retning vinden kommer fra, for de står altid med røven i mod vinden.

      Det er slet ikke naturligt for køer, at de skal bo i en såkaldt løsdriftstald, med spaltegulv, og leve at af ensileret foder, og hvis man giver dem valgmuligheden, så går de selv ud i vind og vejr, på de åbne marker og græsser.

  3. Eigil Torp Olesen

    Hej Kjeld. Hvorfor gør du det ikke klart, om det er dig eller Knud Haugmark, der har skrevet dette synspunkt?

  4. Luise Ekberg

    Kære Kjeld
    Jeg er også forvirret – du står som “af Kjeld Hansen”, der er et foto af Knud Haugmark, men der refereres til en anonym forfatter.
    Hvem synes egentlig hvad i dette skriv?
    De bedste hilsner Luise

  5. Ole Wisler

    Ai Kjeld, det fremgår altså ikke klart. Det forvirres af, at du lægger det op og lige under rubrikken står der: Af Kjeld Hansen
    Så det er dig, der står i byline.

  6. Henrik Nielsen

    Der kan da være noget om det, altså at Økologi er fup. Økologisk honning, økologiske fisk er jo blot vare som er styret af et “måske” øko.
    Vi skal over til at.tale “bæredygtigt”! Jeg trækker hellere en gulerod op i min nabos have end jeg køber en Hollandsk Øko rod….

  7. Der er meget stor forskel på økologiske grøntsager, og så grøntsager der er pumpet op med kemisk gødning og sprøjtegifte, og jeg kan med bind for øjenene smage forskel på en økologisk flæskesteg, og en industrielt fremstillet flæskesteg, det samme gælder for andre kødprodukter, der er f.eks. meget mere smag og struktur i kødet på en økologisk kylling.

    Men den væsentligste årsag til, at vi udelukkende køber økologiske fødevarer når det er muligt, og selv bager vores brød af økologisk mel, det er, at vi ikke kan acceptere, at der skal være rester af sprøjtegifte i vores fødevarer, at der en overdreven brug af medicin i den industrielle husdyrsproduktion, og at der ikke bliver taget hensyn til dyrevelfærden.

  8. Anna Lønne Sørensen

    Kære Kjeld Hansen, godt at oplyst forfatteren til artiklen, så det fremstår tydeligt og ikke kan misforstås. Som jeg også havde mine problemer med… ;o)
    PS Jeg skriver her, for jeg kan ikke finde ud af at like dit svar. ;o)

  9. Industrilandbruget har altid haft utroligt travlt med, at beklikke de økologiske landmænd og deres produkter, og der er næsten ingen grænser for alle de kulørte historier, som de industrielle landmænd kan rable af omkring den økologiske produktion.

    Hvis industrilandmændene mener, at deres produkter er lige så gode, eller meget bedre end dem som deres økologiske kollegaer producerer, hvorfor lader de så ikke bare forbrugerne vælge, de økologiske landmænd kan jo ikke beskyldes for, at de dumper priserne, og den alm. forbruger kan helt sikkert gennemskue, om det er værd at betale 130 kroner for en enkelt økologisk kylling, når han også kan vælge, at købe 5 industrikyllinger for 100 kroner.

  10. Tak både til redaktøren for at lægge spalteplads til mit indlæg om økologi fra Ballerup Bladet, og til alle, der har læst og kommenteret det.
    Økoflipperne på denne side var åbenbart lige ved at få det ene ben galt i halsen, da de troede, at Kjeld Hansen havde skrevet det. Flere følte, at deres opfattelse af sig selv som gode og rigtige mennesker kom under pres, hvis deres kultiske økologiske manér mistede sit pyntegrønt. For økologi er i høj grad blevet overklassens redskab for selviscenesættelse, og den skal der ikke pilles ved. Simple Feast, der leverer økologiske måltidskasser op og ned af Strandvejen til over 900 kroner stykket, er forbeholdt de rige med dyre madvaner, og en elbil ved siden af Porschen i garagen. Her er det et helt naturligt behov for både aflad og lækker mad.
    Anna Lønne Sørensen påpeger, at ”Det er gået rigtig stærkt med at få flere økologiske landmænd og så kan det knibe med kvaliteten undervejs.” En universalundskyldning, der jo mangler gyldighed i lyset af økologiens regimente af autorisationer, kontrol og regler, som økologerne i øvrigt selv kontrollerer overholdelsen af. Men ret beset giver Anne mig ret: skatteydernes milliardtilskud til de velpolstrede økologer giver hverken bedre miljø, klima eller dyrevelfærd. Hun gentager er falsk frase om, at økologi er ”bedre end konventionelt landbrug”. For at noget skal være ”bedre” må noget andet imidlertid være godt. Og det tror jeg ikke, at Anne mener, at konventionelt landbrug er.
    Henrik Nielsen ” trækker hellere en gulerod op i min nabos have end han køber en hollandsk Øko rod”

    På grøntsagsområdet har økologisk drift sin berettigelse. Det økologiske grøntsagsareal andrager under en halv procent af landbrugsjorden, så miljøfordelene herfra kan man kun få øje på med elektronmikroskop.

    Ingen i gylle.dks læserskare har kunnet påpege en eneste faglig unøjagtighed i mit indlæg. Og det er da en prøve, man kun kan være stolt og glad over at have bestået.

    PS: Den stenrige Økologisk Landsforening påstår igen og igen, at økologien kan redde grundvandet. Man fortæller hverken, at en almindelig kvæggård med 250 økokøer bruger 38.000 kubikmeter vand om året eller at økologiske køer sviner eftertrykkeligt med de enorme mængder gylle, som påvirker både grundvand og vandløb negativt.
    Sådan er der så mange myter i det økologiske blændværk

  11. Eigil Torp Olesen

    Tja……Store Klaus kunne ikke tåle at se degne, og sådan er der jo så meget. Og ja – det lettede da godt nok lidt at få fastslået, at Kjeld Hansen ikke var ansvarlig for denne ildsprudende nedrakning af økologien! Pudsigt at forfatteren ikke forholder sig til den måske allervigtigste problemstilling i landbruget og økologiens placering heri, nemlig det frie fald i biodiversiteten. En lang række undersøgelser gennem de seneste par årtier peger på en større rigdom i både arter og individer på de økologiske arealer; en metaanalyse angiver ca. 30% større biodiversitet. Alene den kendsgerning er jo mere end grund nok til at fylde økologiske varer i indkøbskurven.

  12. Knud Haugmark

    Biodiversitet er i denne sammenhæng et finere ord for ukrudt. Derudover er det ikke fornuftigt at stille biodiversitetskrav til kulturproduktion. Artsmangfoldigheden skal udfolde sig i naturområder. Skæg for sig og snot for sig.

    • Morten Nielsen

      Hej Knud
      Du har som altid nogle gode og læseværdige pointer, som jeg først ser, når jeg har tændt mit Haugmark-filter, som filtrerer for de værste generelle fordømmelser af din omverden.
      Godt, du fortsat kæmper.

Skriv en kommentar